Profile
Blog
Photos
Videos
Hola fra Potosi :)
Efter La Paz drog vi mod Potosi, byen som er kendt for sine soelvminer og altsaa ogsaa minearbejdere. Der er ikke meget andet at foretage sig i byen end at tage paa en tur til minerne. Vi var en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle goere det, da det kan vaere meget farligt og til dels ogsaa fordi, det ville vaere maerkeligt at skulle ned og kigge paa alle de mennesker, som arbejder i minerne. Efter en del diskussion frem og tilbage blev vi dog enige om at goere det, so here goes:
Vi tog afsted kl. 8.30 om morgenen med en masse guider (laes: 4-5 stykker, heriblandt assistenter, der skulle hjaelpe, hvis noget gik galt). Helt farligt er det nemlig ikke! Vi skulle faktisk skrive under paa, at vi var klar over at der kunne opstaa (doedelige) ulykker, bl.a. hvis noget skulle falde sammen, mens vi var inde i minerne. Vi tog afsted med en gruppe paa ca. 8 stykker som de ENESTE piger og havde en fantastisk guide, som selv har arbejdet i minerne. Dét vi har kunne laese os frem til er, at minearbejderne faar forkortet deres levetid med 10-15 aar, fordi der er saa mange giftstoffer og farlige gasser i minerne. Vores guide fortalte (heldigvis efter turen), at der sidste aar doede 9 maend: 4 af sygdom pga. de mange aar i minerne, 2 af giftige gasser og tre pga. minesammenfald.
Vi blev udstyret med stoevler og toej, pandelamper og masker for munden inden vi skulle ind, og saa gik det ellers derudaf: Smalle tunneller, hvor man naesten aldrig kan staa oprejst. Lugten var saa tung, at vi ikke kunne faa os selv til at traekke vejret ordentligt, og saa er der vanvittigt varmt. Allerede 5 minutter inde i minerne, skulle vi holde til siden for to minearbejdere, der kom koerende med en kaempe vogn med soelv. Maendene tygger konstant paa coca-blade for at holde energien oppe, og bladene samler sig til kaempe kugle, der faar den ene af deres kinder til at bule ud paa stoerrelse med en golfkugle. Det saa virkelig uhyggeligt ud. Vi var dog ikke saa heldige, at vi kunne gaa hele tiden. Tit maatte vi ned paa alle fire, kravle eller "glide" ned, og det var virkelig fysisk haardt, og det gjorde det ikke meget bedre, at man ikke kunne traekke vejret ordentligt. Vi moedte mange arbejdere, alle maend mellem 40-50, og de var meget venlige allesammen og hilste paa os, men saa virkelig skidt ud. Om dagen faar de dét, der svarer til 60 danske kroner. Om dagen! Vi saa heldigvis ikke nogle boernearbejdere, men vores guide fortalte, at der arbejder drenge fra 12 aar og opefter. Grunden til det er, at regeringen ikke kan finde andet arbejde til dem (saa kan man saa under sig over, hvorfor 12-aarige drenge overhovedet skal arbejde..). Naar en minearbejder doer, skal dennes soen ogsaa tage over for ham uanset alder.
Vi kravlede paa et tidspunkt op til et lille sted, hvor der var 40 grader varmt, og sveden piblede ned ad os. Vi moedte den aeldste minearbejder paa 60 aar, og han havde vaeret der i ca. 20 aar. De fleste vi moedte har arbejdet i ca. 10 aar, og vi tror, at grunden til vi ikke moedte nogle, der har arbejdet mere end det, er fordi, de enten er blevet for syge eller er doede. Maendene arbejder mellem 8 til 24 timer, og fra hvad vi kunne se, faar de ikke meget mad. Vi havde sodavand med til dem og cocablade. Desuden er de meget, meget overtroiske. De arbejder under jorden, hvor Djaevelen regerer. Vi saa nogle steder, hvor en kaempe dukke som skulle forestille Djaevelen var. De stryger cocablade over ham, giver dukken en cigaret i munden (aasken er god) og haelder ren alkohol (96 %) ud over ham, da ren alkohol giver ren soelv. Alt dette goer de altsaa i haabet om, at han vil passe paa dem i minerne. Selvom det lyder saert, er det ogsaa bare saa forstaaeligt, deres situation taget i betragtning.
Det var en meget uhyggelig oplevelse. Selvfoelgelig ogsaa spaendende og uden tvivl en oejenaabner, men mest af alt var det bare utrolig trist, isaer fordi at der er boern, som ogsaa arbejder dernede. Jobbet som minearbejder er vel en form for doedsdom, fordi de arbejder saa laenge dernede. Vi foelte os fuldstaendig gennemtaeskede, baade fysisk og psysisk, efter kun et par timer dernede, saa taenken om at de er der hele dagen, hvis ikke mere, er helt vanvittig. Efter saadan en tur vaerdsaetter man virkelig, hvor man kommer fra - og at der efter en saadan oplevelse i hvert fald ikke findes et "daarligt" job i Danmark!
En ikke saerlig oploeftende e-mail, men vi er glade for, at vi gjorde det. I aften vil vi, stadig med stoev i lungerne, tage med en bus til Tupiza. Vi er fuldstaendig smadrede og ankommer desvaerre kl. 03.30 i nat, saa det bliver ikke til meget soevn.
Haaber I alle har det rigtig godt derhjemme :)
- comments
Bente Hvor er I altså sejge