Profile
Blog
Photos
Videos
I dag gik turen til Hollywood med VIP tours. Det var luksus at blive hentet på hotellet kl 9.00 og ikke skulle tænke på at køre selv! Vi blev kørt til deres hovedkontor, hvor vi skulle betale for det hele og her var servicen i top med popcorn til turen. Vi fik en rigtig livlig og over-the-top amerikaner i lyserød skjorte til guide! Undervejs på turen blev alle gæster interviewet, så vi kunne fortælle om vores hjemland.
Første stop var Venice beach. På vejen hertil så vi vejen, hvor car racet i Grease blev optaget. Stranden mindede på mange måder om Santa Monica - dog var den langt mere kunstnerisk med grafitti, musikere, skateboardere og sælgere i massevis. Derudover så vi en igangværende fitnesskonkurrence, som optog os meget!! Her var spraytannede mænd (nogen flottere end andre!) med kæmpe muskler, som elskede opmærksomheden fra de mange tilskuere. På vej tilbage til bussen blev det lige muligt på en sportsbar at ane stillingen i den igangværende VM kvartfinale mellem Tyskland og Frankrig! En kamp der herovre gik igang kl 9 om morgenen.
Turen gik videre til Beverly Hills, hvor vi skulle se nogle af de helt store stjerners hjem. Noget vi havde glædet os helt vildt til! Vi så bl.a., hvor Julia Roberts, Johnny Depp, Eddie Murphy, Jennifer Lopez og Hugh Hefner bor. Dertil så vi den største villa i Beverly Hills, hvor nu afdøde Aaron Spelling (skaberen af Beverly Hills 90210 og Donnas rigtige far!) boede. I huset er 100 rum, 23 badeværelser, egen tennisbane og pool med rigtige bassinmål og har en værdi på 85 mio dollars!!
En sjov detalje om Beverly Hills er, at her er alle brandhaner ude i siden af vejen sølvfarvede, mens de i resten af L.A. er gule. Så da vi nåede grænsen til Beverly Hills var der sølvfarvede haner på den ene side af vejen og gule på den anden side! Rent snobberi..
Tredje stop var The Groove og Farmer's Market. Her skulle vi spise frokost, men vi havde smurt en lækker sandwich hjemmefra, så vi nød i stedet en øl på en hyggelig café. Vi fik en time her, men ville ønske, vi havde haft mange flere. Særligt fordi vi gerne ville have besøgt The Cheesecake Factory! ;) På vej hertil kørte vi nedad Rodeo Drive, som virkelig lever op til sine forventninger med alle de dyreste butikker samlet på et sted. Vi fik set butikken, hvor Julia Roberts i Pretty Woman IKKE fik lov at købe tøj!
Herefter kørte vi nedad Sunset Boulevard/The Strip, hvor vi så en masse populære spisesteder og natklubber. Sidste stop på turen var Hollywood Boulevard med Walk of Fame. Vi fik en sølle time til at finde alle de fliser med stjerner, vi gerne ville fotograferes med, men det var heldigvis nok til at finde de vigtigste (hertil Backstreet Boys stjernen til undertegnede!). Vi fik derudover set Hollywood skiltet og Dolby Theatre, hvor Oscar uddelingen foregår og hvor stjernerne sætter deres hånd- og fodaftryk udenfor i cementet.
Turen gik nu hjemad og vi havde besluttet at aftenen skulle være en rigtig tøseaften med ansigtsmasker og champagne! Vi måtte derfor lige en tur i det lokale supermarked. Lige nu ligger vi med ansigtsmasker og ser på fyrværkeri i anledning af 4th of July, som er en national helligdag herovre. Der er i hvert fald fyrværkeri nok til at gøre nytårsaften misundelig! Meget smukt syn..
I morgen går turen til Universal Studio, hvor vi håber at se en masse filmstudier og prøve vilde forlystelser.
Godnat! :)
- comments