Profile
Blog
Photos
Videos
Start med at sætte vand over til en kop kaffe - dette bliver den længste blog til dato, fordi jeg har sløjfet skrivningen den seneste uges tid. Hvis I når til sidste punktum uden at snyde, fortjener I også en Tim Tam (spøjse NZ-vafler med hvid chokolade, som man meget hurtigt kan blive afhængig af)
Well, pick-up af Nadja gik helt efter planen i Christchurch. Det var underligt at nærme sig en by i panik og undtagelsestilstand. Heldigvis ligger lufthavnen et godt stykke fra CBD, og der var ingen skader at se i udkanten af Christchurch. Men ingen tvivl om, at der er kaos i midten. Ingen vand, ingen el, masser af ødelagte huse. Øjenvidneskildring fra den svenske pige, der gav Alfen en ponytur i Kaikoura. Hun gik rundt i Christchurchs gader, da de rystede. Da hun fik kæmpet sig tilbage til sit backpacker-hotel lige ved domkirken, var de tre etager reduceret til en gang murbrokker. Hun var heldig, det var andre gæster ikke, og hun var dybt, dybt rystet.
Vi har lagt jordskælvet bag os og plottet Lake Tekapo ind på GPS'en. Huset ligger i første parket til søen.
Plusser:
Søen er afsindig smuk med en vild turkis farve, og det sætter en sand fotostorm i gang.
Vi har en lækker hytte, den største til dato med tre soveværelser og internet (bemærk billedstormen på vores site for en uge siden).
Og der er gode løberuter rundt om søen.
Minusser:
Søen er afsindigt kold med sit smeltede gletschervand, kun 10-12 grader, så det er slut med morgendukkerter.
Tekapo har NZ's bedste stjernekiggeri. Af samme grund ligger Mount John stjerneobservatoriet her. Det er fuldstændig fantastisk at stirre op på Mælkevejen sent om aftenen og se det ene stjerneskud efter det andet høvle hen over himmelen.
Det blev så vores tur til at høvle hen over himmelen dagen efter, da vi tog en flyvetur rundt om Mount Cook, NZ's højeste bjerg med godt 3700 meter samt de to enorme gletschere Fox og Franz Josef. Smuk tur, der helt sikkert har lagt grunden til, at der nu ikke er plads til flere fotos på vores memorycard i Canon'en. Vi har for længst rundet de 1000 billeder. Godt vi har en netbook med til at samle op.
Efter Lake Tekapo kørte vi først til Wanaka og den spøjse gådeverden Puzzling World, hvor der var ret seje illusioner med hologrammer, skæve rum og en masse andre ting, der snyder øjet. Og så selvfølgelig hovedattraktionen, der er en 3D labyrint, hvor man selv er musen og skal finde fire tårne. Meget sværere end det lige ser ud, men vi klarede den på en halv times tid - tag den, Morten Hansen :-)
Så til Queenstown, NZ's adrenalin-hovedstad nummer ét. Stedet, hvor man kan kaste sig ud fra en bro med en elastik om benet eller lade sig spænde fast inde i en kæmpe plasticbold og blive skubbet ned af en bakke. Sært nok betaler folk penge for det. Men der er også ufatteligt flot i Queenstown. Vi tog gondolen op på bjerget i Queenstowns baghave og testede The Luge, en slags gokartbane, uden motor men med masser af hældning, så det går pænt stærkt nedad. To baner. Alfen var en ægte mesterracer på den såkaldte scenic drive, mens undertegnede trodsede de fysiske love på vej ned ad racersporet med hang, hop og vilde kurver. God spas.
God spas i det hele taget, for det var Alfreds 5-års fødselsdag, og den blev fejret med et væld af gaver (tak til alle derhjemme) og hjemmebagte kager (tak til ovnen i vores superlækre feriehytte).
Næste dag tog vi til Glenorchy, der ifølge Lonely Planet skulle være "ekstremt smukt på set sted, hvor ekstremt smukt er normen". Der er optaget masser af scener til Lord of the Rings her, og mange af de store vandreruter starter her. Vi fandt vores egen lille vandrerute "Diamond Creek", men den kendte sandfluerne også, så det blev en ganske kort tur.
Også et visit i Arrowtown, en gammel guldgraverby, der nu er blevet mondæn og lækker og har glemt sin dystre fortid. Der blev fundet guld i Arrow River i 1860'erne, og så gik den vilde skattejagt. Det var en af de mest forgyldte floder på kloden, og der blev inviteret et hav af kinesere til byen for at gøre det hårde arbejde. Det var tæt på slaveri. Vi lejede en guldsigte og kastede os ud i den iskolde flod. Det var ret unikt at se, hvordan alting faktisk glimtede i floden. Der var ingen guldklumper til os, men vi fandt dog et par kopper kaffe og et par tærter og kager på byens gode bageri.
Farvel Queenstown, hejsan til Te Anau, som er vores base på vej mod Milford Sound. Vi er to timer længere sydpå, men det kan ikke mærkes på vejret. 25 grader og solskin her i eftermiddag. Spilder ikke tiden. Allerede i går, da vi ankom, sendte ved Nadja og Margit på hule-ekspedition for at se på underjordiske vandfald, vilde klippeformationer og tusinder af glowworms, der ligner en stjernehimmel, når de hænger der i loftet og gløder. Sjovt at se, lyder bulletinerne, men ikke sjovt at være en glowworm i øvrigt. De spiser kun i larvestadiet - når de bliver voksne, har de ikke længere nogen mund.
I morgen er det drengenes tur til at se hulerne.
Og så var dagen i dag ellers lidt af et højdepunkt med det mægtige Milford Sound. Der tales om conga-lines af busser og campere på den eneste vej til fjorden,men vi er lidt udenfor sæsonen, så der var god plads på vejen og tid til at se alle attraktionerne og udsigtspunkterne. Alene køreturen er fantastisk med vandfald, krystalklare floder og søer, træer helt indhyllet i mos og en slags dis, der giver det hele et ekstra eventyrligt touch. Sejlturen matcher køreturen. Vilde, grønne klippebjerge med sne på toppen, der rejser sig lodret direkte op fra fjorden i op til over en kilometers højde. Vandfald på flere hundrede meter, som cruisebåd sejlede ind under. Det er umuligt at fotografere - det skal opleves.
Vi var til det sidste i tvivl om, hvorvidt denne fantastiske tur overhovedet ville blive til noget. Det massive jordskælv i Japan fik tsunami-varslingerne til at gå i gang i hele Stillehavs-området, også New Zealand. Og i morges kl. 8 blev Nordøen ramt. Men tsunamien havde kun omkring en meter tilbage i sig på det tidspunkt, og Milford Sound, der munder ud i det tasmanske hav, blev stort set ikke berørt. Vi mærkede i hvert fald intet til resterne af tsunamien, selv om vi har været på vandet og tæt på mundingen, da det passerede sydover.
Nå, resten af familien sover nu. Vi har lige rundet midnat, og jeg runder af herfra med et stort "cheers" i god New Zealandsk riesling. Der er nu kun godt en uge tilbage af vores NZ-ekspedition. Den har været alt for kort, næste gang må vi tage en lidt længere tur J For der bliver en næste gang, har vi lovet os selv. NZ er for lækker til at lade være.
KH Sofie, Alfred, Margit og Ulrik
- comments