Klø, klø, klø… Nu ved vi, at der rent faktisk findes mere irriterende insekter end myggen. Hele læggen er et stort prikket mønster af bidemærker. Og synderen er: Sandfluen! Lonely Planet havde godt nok advaret massivt mod den fordømte lille terrorist, men vi havde ingen sandfluesmækker eller spray med, da vi tog til Totoranui Beach i Abel Tasman nationalpark. Og hvor myggene tidligere har overfaldet den yngste del af familien og ladet den aldrende familiefader være, var sandfluen mest til 38 år gammelt blod. God årgang?
Det overskygger nu ikke, at den strand helt lever op til den farveeksplosion, som Golden Bay står for. Orangegyldent sand og smaragdgrønt vand. Nåede at gå tur langs stranden med Sofie i rygsæk, spise frokost og hoppe en tur i det varme vand, før vi flygtede fra "the nasty little b*****s". Til et sted, der hedder Pupu Springs. Navnet leder måske tankerne hen på noget, der er mudret og ildelugtende. Men nej, alt det har vi efterladt i Rotorua. Pupu Springs er bare den mere mundrette version af Maori-navnet Te Waikoropupu. Og det er den største ferskvandskilde i Asien med 14.000 liter i sekundet og den klareste i verden. Narly! Vi har taget nogle vanvittigt flotte billeder derfra, som snart kommer til at pryde væggene på Horsemosevej.
Dagen før var vi på fisketur, hvor undertegnede hev en af verdenshistoriens største laks i land. Den var på 2,120 kg - har man nogensinde hørt om noget så vildt? Nå ja, det var på en laksefarm, men alligevel. Efter en halv times tomgang hørte lakseguderne min bøn, og efter en drabelig kamp, der må have taget timer, fik jeg jaget kniven gennem nakken på bæstet, der udåndede på værdig vis. Den nærmede sig årets største fangst på 2,555 kg, og den blev røget med det samme i en lemon/pepper blanding. Den har ernæret familien i to dage, og den smager himmelsk.
Vi fortsætter ritualet med løbeture til de to gamle om morgenen, og badeture og fodboldturneringer på stranden om formiddagen. Alfen er virkelig begyndt at løbe stærkt. Så fedt at se - han er virkelig kommet godt igen efter sin sygdom og har energi til selv lange gåture. Sofie viser også nye sider af sig selv. Hun er begyndt at sige nye lyde såsom ba-ba-ba. Og hun er en ren diva med verdens korteste lunte, når det gælder måltiderne. Så er det bare med at finde ørepropperne frem og prøve sig lidt frem. Bortset fra i morges, da vi spiste lækre croissanter og frugt på restauranten - der var hun en ren engel.
Pohara og den lidt større Takaka et par kilometer væk er skønne hippie-reder, hvor tiden er rigelig, håret er langt og butikkerne er spækket med kunst og økologisk hvad-som-helst.
I aften står den på kronvildt på restauranten (laksen er spist) og et farvel til Sans Souci, som har været et fantastisk sted. I morgen går turen via Nelson og en større bil til Kaikoura. Vi skrives ved derfra.
Dansk vinter, Christiansborg og Løkkes valgrumlerier er unægtelig langt væk lige nu.
KH Sofie, Alfred, Margit og Ulrik