Profile
Blog
Photos
Videos
Dan- Genova - en campists mareridt men en oplevelsesrejsendes drøm J
Normalvis siger et billede mere en tusind ord men uden billeder er der kun ordet tilbage så det prøver vi.
Vallentines dag… møs på konen, skøn morgenmad, lidt regn men alt i alt en dag der ikke kan gå gal, ja, nogen vil måske sige forudsigelig, men læs videre og se hvordan et par skæve valg kan få denne dag til at blive en helt aldeles fantastisk dag. Efter afgang fra Rom, søndag morgen, går turen mod Genova, pastelfarvernes by, turen går som planlagt men efter 5 timers kørsel er det som alt tager en drejning. Cathrine, min kone og stilsikre navigatør, guider os perfekt mod Genovas bymidte og på trods af en trillion biler og endnu flere mennesker, er jeg begyndende men kontrolleret nervøs. For hvilken campingplads skilter en retning, hvis ikke det er fordi man kan køre vejen til den med campingvogn??? Lige på det punkt tror jeg ikke at de har taget højde for et 14 meter langt vogntog med en bredde på 2,5 meter (ja.. ja.. vi kunne da også have tænkt selv, men så havde der ikke været noget at skrive omJ). Efter første sving går den frygtelige sandhed op for os, det her bliver mere end en almindelig udfordring, det her går under kategorien "nærmest umuligt". Vejen er stejl, meget svingende med biler parkeret overalt. Vi "kravler" langsomt, kampsvedende men dog sikkert op, op, op indtil vi når indkørslen til campingpladsen. Vi kører ind ad det sidste stykke Genova´istiske lille stykke vej for at blive mødt af en del mennesker, der venligt vinker til os. Høflige som vi er vinker vi naturligvis tilbage og først da der står en mand direkte foran Jeep'en, er vi klar over at et eller andet er galt. CAMPING PLADS UNDER RENOVATION!!! Lige dér mister jeg et flig af gejsten for hvordan skal jeg nu få vendt vognen, komme hele vejen ned og undgå at vælte en 3-4 biler!?!. Nå, på med "ja hatten", af med campingvognen, får den vendt 180 grader og så på med campingvognen igen (det går som smurt og humøret stiger et par grader igen). Men ned skal vi jo, så langsomt kører vi samme vej tilbage, det gik jo godt på vej op, men nu er der om muligt blevet parkeret endnu flere biler. Så da vi kommer til et sving vi tidligere med nød og næppe klarerede kan vi se AT DET KAN IKKE LADE SIG GØRE!!!. Frem skal vi så "drej på rattet og træd på speederen", og her er det så at begivenhederne tager fart. Nu holder vi i et kryds, hvor vi skal til venstre men der er ikke plads, vi holder uhjælpelig fast med 15 - 20 biler som vi blokere vejen for (og lige netop i disse situationer er italienere heldigvis meget tålmodigeJ). Jeg begynder stille og roligt at påbegynde panik reaktioner, gjalder ordre til Cathrine, gjalder "andet" på mange andre sprog til de omkring holdende, for så at træffe en mindre heldig beslutning… Jeg kører lige over for at løsne trafikken op men holder nu og blokere en ensrettet vej…..! Nu har jeg jo aldrig været ked af at træffe beslutninger så af med campingvognen igen for at forsøge at vende den men.. men .. men der er meget lidt forståelse fra mine medtrafikanter i forhold til at lade mig gøre denne øvelse (nu er det kun min skønne kone der har temperamentet i bero) jeg kan simpelthen ikke se hvordan vi skal lykkes. Så sker det forunderlige at ud af det blå kommer Lionell Miguel, en mand på godt 55 år, nikotin gule fingre, svag duft af vin/ hår pomade, men med et venligt og hjælpsomt gemyt (ja det fandt vi ud af senere). Miguel kommer over til os og spørger om vi har brug for hjælp… og om vi har… Han stiller sig nu ud i midten af trafikken, stopper den, gør plads til vores nødvendige øvelse for at komme ud af den ensrettede gade og få campingvognen på bilen igen. Efter 10 minutter, en kø på 35-40 biler og masser af tudehorn er vi klar til at komme ud af Genova, vores forbandelse. Nu kommer Miguel hen til bilen beder Anna om at rykke sig så han komme med ind og af bar befippelse rykker Anna sig og sætter sig oven i jordbærerne og kikker stift ind i spejlet på mig, men for pokker Miguel vil jo bare hjælpeJ Han fortæller at han kender en campingplads og at han vil guide os til den. Super… vi er endelig på vej, men ingenting skal være enkelt på denne søndag… Det viser sig at pladsen han guider os til er præcis den samme som vi lige har været ved. Jeg prøver at forklare at hvis det er "den og den" plads så er den lukket, men jeg kan kun sige to øl på italiensk og Miguel kan kun sige "left" når han mener "højre" på engelsk. 5 minutter efter er vi tilbage hvor vi startede… ahrr!!! Denne gang tager jeg ikke Campingvognen af men bakker rundt hjørnet med hjælp fra Cathrine og det går super fint, men vi skal altså lige ned igen og 3 minutter senere holder vi igen i det kryds, hvor mødte Miguel første gangJ. Nu guider både Cathrine og Miguel mig rundt og da jeg kører ind i en scooter er Miguel hurtig og får flyttet/ slæbt/ væltet den så vi kunne komme rundt… undskyld.. undskyld… Miguel er tilbage i bilen ved siden af mig og forklare hvilken vej vi så kan kører for at finde en campingplads og ved første lyskryds hopper han ud og som tak for hjælpen er det eneste jeg har en 20 euro som jeg vil give ham, men Miguel er blot taknemmelig for at have hjulpet og det eneste han vil have er at vi husker Lionell Miguel fra Italien. Efter håndtryk og kindkys til alle var Lionell Miguel væk igen, men i vores sind vil han altid blive husket som ham der kom og hjalp en fremmed da behovet var størst.
Hvordan blev det så til en helt og aldeles fantastisk dag… Jo, oplevelser kommer både som gode, skræmmende, udfordrerne, prøvende og meget meget mere, men ens for dem alle er at de skal bruges positivt. Nogle til "erfarings" rygsækken og andre til at blive fortalt igen og igen for kun at blive bedre som tiden går og her var der i overflod oplevelser til "rygsækken" og til at fortælle videreJ. Så husk at tilbyde dig selv hvor der er behov, det er givende for dig der giver og dem du hjælperJ.
Med mange hilsner "De oplevelses rejsende"
- comments