Profile
Blog
Photos
Videos
To dage fyldt med fisk og disneyfigurer - love!
I tirsdags var vi i Discovery Cove - en stor park med laguner, hvor man kunne snorkle med fisk og rokker, se hajer og fugle samt spise og drikke alt, hvad man kunne - hele dagen. Intet mindre end et sandt paradis!
Det var tidligt af sted og til trods for, at vi havde spist morgenmad på hotellet, så kunne vi ikke holde os fra morgenmadsbuffeten i Discovery Cove - den var jo gratis, og ikke mindst lækker! Efter andet morgenmadsmåltid var det tid til at komme i de smarte våddragter og af sted på eventyr. Vi startede ud hos fiskene og de gigantiske rokker (ca. 1,20 m. brede og 1,50 meter lange inkl. halen - ja, det var nærmest sorte bademåtter, der svømmede rundt på bunden!). Vi så hajerne i et hajbassin, og delfinerne, som man havde muligheden for at komme ud at svømme lidt med og kysse på (hvis man da lige havde 700 kr. ekstra). Derefter fik vi vores første frokostmåltid (dette blev også til 2, der er jo ingen grund til at holde igen, når tingene er gratis). Vi prøvede derefter en lagune, hvori der var varmt vand - det var lige os! Der var dog ingen fisk i dette vand, men bunden var stadigvæk utrolig livagtig, og omringet af smuk natur og spændende fugle var det ren afslapning. Når man kom længere ned ad lagunen, kunne man gå op i et område, hvor der var en masse anderledes fugle, som man kunne gå rundt og fodre. De sidste fugle, som vi stødte på, manglede i den grad situations fornemmelse, og det endte med, at en af dem sad fast i Mariannes våddragt, hvilket resulterede i en halvbrækket fod til fuglen og et bid i nakken til Marianne.
Det var ikke noget problem at bruge hele dagen derinde, det var så fantastisk og gennemført! Og til trods for solcreme med solblokker i, så kunne man stadigvæk se, hvor våddragten havde siddet. Men en sand succes med fisk, delfiner, rokker, hajer, fugle, gratis mad, frække våddragter og et fuglebid i nakken!
I onsdags var vi i Disney World, Magic Kingdom. Vejret var perfekt, da der var lidt overskyet, og vi bestemt ikke trængte til mere sol efter gårsdagens snorkling. Parken var enorm, så til trods for ca. 11 timer var der alligevel et rimelig tætpakket program, når man gerne ville nå at prøve det hele. Vi kom rigtig på eventyr, fra Buzzlighter i "Tomorrowland" til Pirates of the Caribean i "Adventureland" og Alice in Wonderland i "Fantasyland". Denne dag blev der spist medbragte madpakker, hvilket sparede os for en masse tid og penge, så det duede bare! Vi sluttede dagen af med at se Disney Paraden, hvilket var en fuldstændig fantastisk oplevelse - nærmest rørende, da Disney altid har været en del af ens liv. Derefter var der fyrværkeri, hvilket i den grad også var værd at se på! Hjemme halv tolv, hvor man i den grad trængte til søvn efter to fantastiske dage!
Life's good!
Sabine
- comments