Profile
Blog
Photos
Videos
15 dage siden sidste blog indlæg, skal vidst blive lidt bedre til det skriveri her :) Det har været nogle begivenhedsrige uger hvor den ene oplevelse efter den anden har fyldt dagene hernede.
D.31 januar stod vi op kl.2.30 om natten for at hoppe på en bus til en lille by ved navn Oslob, en tur på ca. 3 timer for at komme ud og snorkle med hvalhajer. Vi ankom og fik betalt 400 pesos (ca 55 kr.) for at komme ud og svømme med disse fantastiske dyr, det var en utrolig smuk og overvældene oplevelse at svømme rundt med disse kæmper på ca 8 meter og helt tæt på, ca. 1 meter fra dem, en oplevelse der skal prøves igen og så skal det være med de fuldvoksne hvalhajer på ca 12 meter :)
Efter turen i havet med hvalhajerne besluttede vi os for at udforske området og gik en lang tur op og ned af det lille bjerg vi befandt os ved og endte nede ved en lille paradis strand hvor vi var ude og bade og midt på eftermiddagen vendte vi næsen hjem til Cebu igen.
Nattelivet i Cebu City er kanon fedt, skønt at kunne gi den gas i byen og stort set ikke have brugt nogen penge. Vi fik fejret Danmarks guld sejr i håndbold med en fest i naboens lejlighed, vi var omkring 30 mennesker. Så det var godt at få hilst på mange af de andre som også er hernede.
Sidste weekend gik med at tage dykker certifikat til Open Water Padi :) først en omgang teoeri og derefter 2 dage med dyk, første dag var benhård, 12 timers træning af øvelser i en pool og et dyk i havet. Vi var nogle slidte, brugte danskere der kom hjem til lejligheden, men så er det jo skønt at man kan slutte dagen af med at få en times massage til ca. 30 kr :) Dag 2, tog vi med en båd ud på havet og tilbragte hele dagen derude med dykning og barbecue. Fantastisk smuk oplevelse at være under havets overflade, en helt ny verden åbner sig op for en, vi dykkede ved et gammel skibsvrag, fodrede fisk på bunden og kom helt ned på 18 meters dybde, vi dykkede ud over en klippevæg som gik lodret 80 meter ned og den følelse man havde når man bare "svævede" ude i ingenting kan slet ikke beskrives.. The Big Blue..
Er nu endelig startet med at arbejde i praktikken, efter lidt start problemer, da jeg skulle besøge mit praktiksted fik jeg pludselig at vide at de ikke ville have mænd derude mere, der havde angiveligt været en episode derude med en tidligere mandlig frivillig, så det kunne slet ikke diskuteres med mama Anabelle som er min nye chef, en meget principfast ældre filippinsk kvinde hehe. Så jeg fik en plads på et sted der er tilknyttet til der hvor jeg skulle have været. Stedet hedder Mandaue Drop-in Center, det er et sted der primært tager sig af gadebørn og nu efter de første arbejdsdage tror jeg ikke jeg kunne have ønsket mig bedre sted. Vi har helt fantastiske muligheder for at lave projekter og aktiviteter og det er os der styrer planlægning af dagene med børnene. Gadebørnene er virkelig nogle fantastiske livsglade unger og trods deres enorme svære vilkår i livet har de en livsvilje som jeg aldrig har oplevet før, det giver en enorm glæde at kunne være med til at gøre en forskel og hjælpe dem til et bedre liv end kun livet på gaden i slummen :) for et par dage siden fik vi oprettet en indsamlings side på facebook, hvor vi allerede har fået samlet ca. 3000kr ind, det varmer sgu i hjertet at vide at mennesker hjemme i Danmark vil give en hånd med og hernede kan man virkelig nå langt for bare en 50'er, det er altså mad i maven i flere dage for disse børn og det kan hjælpe med at betale for skolegang, som hernede er børnenes eneste udvej ud af den ekstreme fattigdom.. Så vi håber bidragene vil fortsætte så vi alle kan gøre en forskel for disse dejlige unger.
Nu er Bjørn Larsson jo ude og rejse i den store verden og så skal der jo selvfølgelig ske noget dramatisk, denne gang kan jeg så skrive naturkatastrofe på listen.. Mandag formiddag sidder vi og planlægger vores arbejde i praktikken og jeg sidder og snakker med Julie, min kollega, da vi pludselig mærker og hører en rumlen under os.. første tanke er " Det er sgu da noget af en stor lastbil der kommer kørende udenfor" men da stolene under os begynder at hoppe og lamperne hopper og danser og lyden brøler under os, kigger vi på hinanden og udbryder " f*** det er sgu da et jordskælv" og skynder os ud af bygningen og ja der var sgu jordskælv, endda et jordskælv på 6.8 og det kan i den grad mærkes. vi er ret meget oppe og køre over det, det var jo en vild oplevelse og tager derefter på arbejde, hvor vi så bliver sendt hjem efter noget tid på grund af Tsunami alarm, så jeg hopper i en taxa, tar det helt stille og roligt, vil bare gerne hjem til lejligheden da jeg har ret dårlig mave hehe. Pludselig stopper taxa chaufføren midt i det vildeste trakfikkaos og smider mig af, han vil/kan ikke køre længere pga Tsunami alarm og siger man ikke kan komme til min bydel, så der står jeg, midt i hundredehvis af biler der dytter og tuder og et hav af mennesker der løber og er i panik og jeg har ikke den fjerneste ide om hvor jeg er i byen og begynder selv at kigge mig om skulderen ned mod havnen for at se om der kommer en giga flodbølge. Efter noget tid hopper jeg på en jeepney (lokale små minibus/jeep) men det får jeg intet ud af, sidder i 40 min og er ved at dø af varme og den har kun bevæget sig ca 300 meter i det kaos. Så hopper af igen og begynder at spørge mig frem til hvilken vej Banilad (vores bydel) ligger og finder da også hjem igen. Da vi sidder og nyder en kold øl hjemme i sofaen og snakker om dagenes vilde begivenheder, så begynder hele vores lejlighed at ryste og det var så et efterskælv på 6.1.. De lokale siger det er det værste jordskælv på Cebu i nyere tid.. Men det var sgu en ret spændene oplevelse at mærke hvor lille man er når naturen markerer sig.
Jeg vil slutte af for denne gang.. de første par uger hernede har budt på så meget mere end hvad jeg har drømt om og det er bare en helt fantastisk følelse at vide der venter et halvt år i filippinerne endnu, jeg elsker det hernede og det er en drøm der bliver udlevet.
Peace
- comments