Profile
Blog
Photos
Videos
Hej Alle sammen
Vi beklager inderligt den lange ventetid - vi ved det har været hårdt for jer, men nu er vi endelig tilbage med en ny blog til vores trofaste læsere;) Siden sidst har der været fuld gang i den og vi har oplevet en hel masse spændende ting, så I kan sagtens sætte jer godt til rette - here goes!
Da vi forlod jer sidst var vi på vej ud i Kennedy Space Center. Et rumcenter med et tilhørende museum, som ligger helt ude ved kysten. De havde udstillet en masse rumraketter, satellitter osv. Derudover kunne man se nogle 3D film af tidligere rummissioner og høre om de opfindelser amerikanerne havde gjort, og ønskede at gøre - eksempelvis en kur mod kræft. Inden vi forlod museet kom vi op i en maskine der forbereder astronauterne til en raketaffyring, ved at simulere en sådan. Det var mildt sagt en gevaldig rystetur, og ret sjovt at prøve. Velinformerede fortsatte vi så ned langs kysten til West Palm Beach hvor vi for første gang skulle på stranden. Så da vi ankom omkring middag var det også det første vi gjorde, eller forsøgte på hedder det vist. For vi var kun nået til soppestadiet da en amerikaner kom forbi og sagde at de havde evakueret folk fra vandet længere henne, og inden længe fik livredderne på vores strand også gevaldig travlt. Vi stod og kiggede længe uden held, men pludselig var der en hel flok hajer, lige der hvor vi havde stået. De var ca. 1½ meter lange og var ikke mere end 3 meter fra os. En super fed oplevelse! Næste dag tilbragte vi også ved stranden, dog uden hajer, så vi nød det i fulde drag.
Fredag morgen kørte vi videre for at bruge weekenden i Miami, hvor vi skulle bo på et youth hostel vi havde fået anbefalet. Hvilket i sig selv var en fed oplevelse, da det i forvejen husede en masse sjove mennesker. Vi mødte blandt andet en gut fra Thy der ville til Hollywood for at prøve lykken som skuespiller og en franskmand der overvejede at spare bussen og gå de 160 km ud til Key West! Tiden i Miami blev brugt på stranden og på at udforske nattelivet. Det virker også som om det eneste folk i Miami laver er at nyde livet, så stemningen var helt speciel og rigtig fed. Miami stemning. Vi brugte en hel del tid med 2 danske bikere der også var på roadtrip, bare på 2 Harleyer. De kom fra den modsatte kyst så de havde et par gode råd som vi udvekslede på den lokale klub.
Da vi så omsider fik tjekket ud, søndag omkring middag syntes vi det var lidt for sent at køre mod Key West, så vi vidste ikke helt hvad vi skulle bruge tiden på. Vi mente dog vi havde set at Miami Marlins skulle spille en hjemmekamp, så vi lånte parkeringsvagtens Iphone og fandt ud af at de skulle spille ca. 2 timer senere. Vi glemte dog lige at finde ud af hvor stadionet var, så vi brugte den første halvanden time på at køre forvildede rundt i Miami, hvorefter vi endte op udenfor et motionscenter, uden at ane hvor vi skulle hen. Her mødte vi så en stor gut som vi gik over for at spørge om vej, undervejs så vi så lige den pistol han havde til at lægge i bunden af bilen, men han var nu ganske flink. Heldigvis var han også en anelse autistisk og gav os en udførlig og perfekt rutebeskrivelse ud til stadionet som faktisk lå rigtig langt væk. Vi nåede det lige til kampstart og det var en fantastisk oplevelse! Stadionet var ikke helt fyldt men der var en super fed stemning, og kampen var vildt spændende. Læg på billederne mærke til den mexicanske wrestler der løb rundt og velsignede folk ved at løbe rundt og hælde øl i hovedet på dem.
Senere samme dag satte vi så kursen mod Florida City som ligger helt nede i den sydlige del af Florida, her slog vi lejr for natten for at køre ud til Key West dagen efter. Det var en mildest talt fantastisk køretur!! Man kører på ca. 160 km ud over utallige broer som forbinder en masse små øer, det var det rene paradis. Ude på Key West blev paradiset ikke mindre, her var der for alvor fyldt med livsnydere og der var ikke noget der gik specielt hurtigt. Vi brugte tiden på at nyde byen, besøge det sydligste punkt i USA. 90 miles fra Cuba og 100 miles fra resten af USA! Til sidst valgte vi at tage på en jetski tur rundt om Key West. En fantastisk flot tur med helt op til 70 km/t. Det var en stor oplevelse, så der var nok at snakke om - og kigge på da vi trillede hjem til motellet igen. Inden da mødte vi dog en dansk mand, der hed Tim, som boede i Florida med hans amerikanske kone fra Texas. Et ret sjovt møde hvor de havde mange sjove ting at fortælle, især til sidst da de understregede at vi ikke måtte give fingeren til nogen på motorvejen i Texas da alle havde våben; ".and they will shot you", vi skulle også løbe over vejen hvis vi ville krydse den for, som hun sagde; "they will run your ass over." Rent faktisk var der i løbet af de sidste par år dræbt ikke mindre end 3 turister i hendes hjemby, så vi må hellere passe på i Texas!
Dagen efter blev brugt i Everglades National Park, og hvilken dag! Hvad vi ikke havde set af alligatorer i Okefenokee fik vi i den grad set her. Vi valgte to treks (vandreture) i parken. Den første foregik oppe på en træbro hvor man gik sikkert oppe på en bro, men man var på egen hånd ude i sumpen. I mellem sivene kunne vi så høre alligatorerne brøle, og vi kom rigtig tæt på dem. Overbeviste om at vi nu havde set det vildeste kørte vi længere ind i parken for at tage den sidste gåtur. Her gik man på en vej, med sump på begge sider. Der var MANGE alligatorer, og de var ikke langt fra os, indimellem krydsede de endda vejen! Heldigvis nåede vi sikkert hjem igen. En sjov historie fra Everglades var da en parkranger fortalte os om alligatorerne nede i kloakkerne. For få år siden var det nemlig meget populært at have babyalligatorer som kæledyr, men når de så blev lidt større og lidt mere aggressive skyllede folk dem bare ud i toilettet, og derfor er der nu en anseelig bestand nede i det amerikanske kloaksystem!
De sidste 2 dage har vi så hovedsageligt brugt i bilen og befinder os nu i Panama City hvor vi snart skal ud at snorkle og svømme med delfiner, men det hører I mere om senere.
Billederne er på vej
Pas på jer selv hjemme i Danmark, i vulkanaske og hvad man ellers kommer ud for på de kanter
Vi blogges ved!
- comments