MC Hammer, Hjernesandwich, ægte pistolskud og 97 point

Så er denne blog desværre noget til vejs ende. Sidste blogindlæg om mit ophold i Libanon kan til gengæld byde på lidt af hvert. Selvom vores afsluttende skriftlige eksamen var sat til sidste tirsdag, tog jeg mig alligevel den frihed at tage ud og sightsee både lørdag og søndag. Lørdag tog jeg med min makker fra klassen, Karl, til Chouf-bjergene. Vi havde sat kursen mod byen Moukhtara, hvor lederen af det druziske mindretal, Walid Jumblatt, bor. Han skulle efter sigende tage imod besøgende i sit palads hver lørdag, så Karl og jeg var taget afsted fra AUB tidligt. Efter en mindre transport-krise, hvor vores bus stoppede 5 km fra Moukhtara, nåede vi huset. Her fik vi imidlertid overbragt den rystende nyhed, at Walid ikke var hjemme denne lørdag. Den druziske sikkerhedsmand med de karakteristiske, sorte MC Hammer-bukser, den hvide hue og det raffinerede overskæg tilbød som plaster på såret, at vi alligevel kunne få en rundvisning i paladset.

Paladset er en særegen blanding af italiensk 1600-tals-arkitektur og ottomannisk arkitektur, og det har tilhørt Jumblatt-familien, siden det blev bygget for over 350 år siden. Dertil kommer, at paladset har hele 360 værelser og adskillige små gårdhaver med vandfald, vandløb, små broer, små vandmøller og andet såkaldt 'swag'/'lir'. Efter rundvisningen hoppede vi på en taxa for at tage op til toppen af Chouf-bjergene for at se Libanons helt egen maskot: Cedertræet, der har en hel naturpark i området.

Oppe i 2000 meter er der væsentligt tørrere og køligere end nede ved kysten, så det var rart med mindre harskt klima. Desværre er der også mindre smog ude i Guds egen natur til at beskytte sart skandinavisk hud fra solens ubarmhjertige stråler, hvorfor jeg har fået en pikant krebsekulør på armene og i face. Selve parken var ganske imponerende. Udover den fantastiske udsigt fra 2000 meters højde, var det også en oplevelse at se de mange Cedertræer, hvoraf enkelte er op mod flere tusinde år gamle. Efter at have vandret hovedløst rundt i parken i nogle timer, fandt vi en anden udgang, end den vi var kommet ind af. Det betød, at der ingen taxa var, hvorfor vi besluttede os for at gå de 10km ned af bjerget til den nærmeste by. Heldigvis kom den libanesiske gæstfrihed og reddede os fra den hovmodige beslutning. En Park Ranger forbarmede sig over os, og han endte med at tilbyde at køre os alle 10 km ned til Barouk, hvor vi fik det bedste falafel og hummus, jeg endnu har fået i Libanon.

Næste dag var sidste dag med sightseeing i Libanon. Til den lejlighed havde vi udvalgt hjertet af Hizbollah-land: byen Tyre og byen Qana. Det er det sydligste af det sydlige Libanon, og de byer har virkelig mærket den israelske hærs tilstedeværelse fra starten af 80'erne og frem til år 2000. Ikke overraskende er opbakningen til Hizbollah massiv i disse områder. Det var tydeligt allerede, da vi kørte ind i byen og kørte gennem en stor port med billeder af martyrer og partiets general sekretær Hassan Nasrallah. Hele vejen langs hovedvejen i byen hænger der store rekrutteringsplakater til 'The Resistance'. Udover Hizbollah PR-materiale har Tyre også en række romerske ruiner. Bl.a. verdens bedst bevarede Hippodrom, hvor der har været plads til 30.000 mennesker. Udover romerske ruiner havde Tyre også en hyggelig lille palæstinensisk flygtningelejr ved navn al-Bass, som vi ved et uheld fik forvildet os ind i på vej til ruinerne.

Efter besøget ved ruinerne, hvor temperaturen ramte 37 grader, tog vi en taxa til Qana. Qana er berømt og berygtet for at være en af de byer, der har modtaget den mest hårdhændede behandling af israelerne. I 1996 under 'Operation Vredens Druer' bombede israelske styrker basen for FN-styrkerne (UNIFIL), hvor adskillige tusinde civile søgte ly for krigen. Der er bred enighed om, at det 17-minutter lange bombardement umuligt kan have været et uheld, idet en FN-base er ret genkendelig og israelerne havde den indtegnet på deres kort. I alt døde ca. 120 mennesker; adskillige FN-soldater fra Fiji og over hundrede civile flygtninge. 10 år senere, i 2006, under Junikrigen blev Qana igen bombet, hvor kvinder og børn udgjorde den overvejende del af de omkomne. Der er selvsagt rejst monumenter for begge ugerninger i byen, og Israel er ikke just i kridthuset hos de lokale.

Ikke overraskende har disse episoder sat deres præg på byen i form af en lidt anspændt, mut og anspændt stemning. Modsat nærmest alle andre steder i Libanon er de lokale umiddelbart lettere mistroiske over for turister. Man fornemmer en 'Hvorfor i alverden er I her?'-attitude hos de lokale, men man kan i lyset af byens historie ikke bebrejde dem noget. Efter et kun 45 minutter visit i Qana tog vi tilbage Tyre for at spise frokost på en kendt restaurant.

Da jeg fik menukortet og så ordet 'Brains' som en valgmulighed under kategorien 'Sandwich' bestilte jeg selvfølgelig det. Selvom jeg har spist hjerne før, var det et glædeligt gensyn med gedehjerne - denne gang i fladbrød. Til hovedret tog jeg et fladbrød med falafel efterfulgt at en tallerken hummus til dessert. Med dunken fuld af hjerne og kikært fandt vi bussen tilbage til Beirut.

Udover weekendens sightseeing har ugen også budt på fest og farver. Først og fremmest havde vi vores sidste og afgørende eksamen tirsdag formiddag, hvorfor en fyr fra min klasse holdt stor fest i sin lejlighed om aftenen. Onsdag morgen var der så 'Graduation Ceremony', hvor vi fik overrakt eksamenspapirer. Her kunne jeg til min store glæde erfare, at jeg havde afsluttet forløbet med en karakter på 97 ud af 100. Ikke helt dårligt. Den anden grund til fest og farver i Beirut skyldes afslutningen på Ramadan og den efterfølgende Eid. På min sidste aften i Beirut, som også er den første aften i Eid, havde jeg lige været ovre hos en kammerat og hente nogle ting, da jeg på vejen tilbage hørte højt fyrværkeri. Jeg skulle lige ind i en butik og have en sodavand, og ejeren kunne se, at jeg var overrasket over omfanget af fyrværkeriet. 'Bare slap af', sagde han 'Der er bare Beirut'. 'Fint nok', tænkte jeg og gik så ud på gaden. Her så jeg imidlertid, at der stod en fyr med en pistol og var i gang med at komme nye patroner i magasinet, som han lige havde tømt op i luften, hvorefter han lystigt fortsatte med at skyde op i luften. Så har jeg endelig hørt skyderi på nært hold! Så kan jeg krydse det af min 'to-do-list'. Oddsene på, at jeg skulle opleve det i Libanon, har nok ikke været skyhøje, men det er lidt overraskende, at det skulle være i forbindelse med fest og glade dage og ikke i forbindelse med sekterisk blodudgydelse.

På vejen hjem til DK havde jeg igen et 14 timers transitophold i Istanbul, som jeg fik benyttet til at gå i rigtigt tyrkisk bad - med alt hvad der hører sig til at dampbad, bodyscrub, oliemassage etc. - og så måtte jeg lige skovle det sidste baklava, hummus og falafel i gabet inden min afsked med Mellemøsten for denne gang og flyafgangen tilbage til det kolde, rolige Skandinavien.