Profile
Blog
Photos
Videos
Ja, som i nok har gættet, så var dagens hemmelige mission skydiving!
Det er noget jeg længe har tænkt over, og for en uge siden fik jeg et kort af en der hedder Kevin, som sagde, at jeg bare skulle ringe så fandt vi ud af det. Jeg tjekkede hjemmesiden ud (www.skydivinghawaii.com), og så da jeg kom hjem fra skole igår torsdag tænkte jeg "Nu gør jeg det sgu". Har det bedst med spontane handlinger, for tænker jeg for længe over det, kan jeg finde alle ulemper og ender med i sidste ende at overtale mig selv til at lade være. Men jeg ringede så til Kevin og vi aftalte at jeg kom med kl 10-holdet idag fredag.
Blev hentet lidt over 10 om formiddagen, og kl 11.15 stod vi oppe på den smukke North Shore, langt væk fra turisme og Waikiki. Man bliver overrasket over naturen hver gang! Lige da vi kom ind i recepionen skulle vi se en forberedelsesvideo, men lyden var omkring 0 og en asiatisk kvinde stod og snakkede til os imens, så fattede ikke et pløk af den der video. Efter videoen skulle vi skrive os ind med navn og adresse på nogle computere, samt skrive under på 8-9 sider, hvor der i korte træk stod, at vi ikke kunne sagsøge stedet, hvis noget slemt skulle ske. Man ved man er ude på dybt vand, når den kontrakt man står og underskriver starter med ordene: "YOU MAY DIE". Nå, ja okay, så er dét ligesom fastslået! Jeg fik en instruktør der blev kaldt Potter (efternavn går jeg ud fra) samt en fotograf der hed Vez. To unge, friske og ret charmerende fyre. Potter lignede lidt Elija Wood (Frodo fra Ringenes Herre) og Vez lignede Matthew Mcconaughey. Potter var helt ekstremt rolig, hvilket havde præcis samme effekt på mig. Ingen nervøsitet, ingen angst, bare fuldstændig ro. Fik mit gear på, og vi begav os ud i flyveren. Meget-lille-skrøbelige-ingenting-ligesom-SAS flyver! Det er tydeligt, hvem der havde prøvet der før, og hvem der, som jeg selv, var en rookie! Vez, min fotograf, lå bare i døren med en arm og et ben ude, som om han ikke kunne være mere ligeglad med at han ville dø, hvis han faldt ud. Som vi fløj op, fik jeg rigtig set Oahu frome above. Så rigtig mange hvaler, hvilket var helt vildt fedt! Mange der tager på hvalsafari ser måske 1 eller 2, hvis de er heldige. Jeg så minimum 10! Efter at have fløjet rundt i luften lidt tid, siger Potter pludselig at vi lander igen. Det er for farligt at springe ud når der er så mange skyer. Her bliver jeg ramt af en mega skuffelse, for når man endelig er der, så vil man også bare gerne gøre det! Heldigvis er vi kun på jorden i 3-4 minutter så flyver vi op igen. Jeg er den sidste inde i flyvet, hvilket så går op for mig at betyder, at jeg også er den første ude!
Utroligt nok finder jeg mig selv i fuldstændig ro. Ingen nervøsitet, ingen rystende hænder eller sved på panden. Helt og adeles rolig. Når jeg tænker tilbage tror jeg det kan skyldes to ting. 1: Højder har aldrig været et stort problem for mig. 2: Potter.. Han havde nogle helt vildt rolige bevægelser. Normalt bryder jeg mig ikke om små rum, at folk er tæt på mig eller nogen form for klaustrofobisk situation. Men her er det nødvendigt, og på en måde var det rigtig rart. Man kommer til at sidde MEGET tæt, og man skal være ret ligeglad med at man praktisk talt ligger oven på en vildt fremmed. Men alle instruktørene havde en mega fed personlighed, og jeg følte jeg fik en meget personlig behandling. Det er ret vigtigt! Nå - vi når de 12,000 feet, eller 3,6 kms højde om man vil, og så er det bare nu. Der var to professionelle med flyet, som bare sprang selv. Så fotograferne, og før man ved af det, er det ens egen tur. Squat ned, hold fast i dit gear, hovedet tilbage, hofterne frem og spring! Det er vildt, som man giver en anden person hele ens liv i hænderne. Men sikke et rush! De første 60 sekunder er frit fald. Det er fuldstændig ubeskriveligt, og jeg tror inderligt ikke, at andre folk vil forstå, før de selv prøver. Sådan har jeg da haft det med andre venner, der har gjort det. "Fedt i tør, men jeg forstår det ikke". Alle har efterfølgende sagt ting som tænkt at jeg turde, om jeg ikke var bange for at dø osv. Hånden på hjertet, så når de tanker slet ikke at ramme dig før du er i det - og så er det jo ligesom for sent alligevel Men ja, helt hovedløs ubeskrivelig følelse! Efter de 60 sekunder udløste han faldskærmen, hvorefter vi så bare hang og chillede hen over the North Shore. Her kunne man se hvaler, natur, surfere og det hele. Han spørger så, om jeg vil styre faldskærmen, hvor jeg først er sådan " NEJ! Er du da fuldstændig vanvittig". Men jeg får to stropper stukket i hånden, og det var så faktisk utroligt nemt. Efterfølgende tager han så sin iPhone frem, og ja vi er stadig midt i luften, og siger "Hey, wanna take a picture with me?" Så fløj vi ellers lige så stiller rundt, hvor han viste mig hvor alting lå. Den tur Julie og jeg var på for 2 ugers tid siden fik jeg idag så set fra oven! Landingen gik fint, og man er bare mega glad. Utrolig pjusket, men glad. Efterfølgende fik jeg mine billeder, og så sad jeg og ventede på de sidste fra bussen fik deres tur. Vildt at se flyveren stige op, for så at forsvinde totalt, og så pludselig regner det bare ned med mennesker.
Halvsov på turen hjem, og da jeg kom hjem, snakkede jeg hurtigt med Julie, og så gik jeg ellers på hovedet i seng. Hele ens krop og hoved er total udmattet efter sådan en tur. En blanding af adrenalin og mange indtryk, samt at have spændt alle muskler i hele kroppen, gør at man falder helt om når man rammer puden. Vågnede halvanden time efter, og så har Julie og jeg ellers bare hygget i lejligheden. Nu er jeg snart klar til at snakke med Ole Lukøje, oven på den her helt vanvittig fede dag! Skydiving er hermed kommet aller øverst over favorite things to do, og jeg er 90 % sikker på, at det ikke bliver sidste gang mens jeg er hernede!
- comments