PNG har nok været den vildeste og mest overraskende oplevelse indtil nu på denne rejse. Landet som ligger lige ved siden af Indonesien, er uden tvivl det smukkeste land jeg nogensinde har set. Landet i sig selv er så frodigt og grønt og hver gang ens øjne kigger op ser man det ene postkort billede efter det andet.
Der er ingen tvivl om at PNG er et uland, som ikke er vant til at have turister som os besøgende. Hver gang i ser os køre rundt i busser, eller gå på gaden vinker og smiler de til os, mens de takker os for at komme til PNG. Det er godt nok mærkeligt at rejse rundt fordi pludselig er man ligesom deres eneste billede af hvordan hvide er, så det glæder om at være venlig og en god "repræsentant" for de hvide.

De første dage på PNG gik med at møde befolkningen og se deres kultur, det gjorde vi blandt andet ved at komme på et marked, hvor det virkelig bare var skræmmende at se hvordan høns, mad og alle ting blev behandlet. Derefter tog vi ud et en landsby hvor deres blev lavet traditionel mad til os, hvilket foregår i jorden. Der graves et hul, hvor der ligges varme sten på, ovenpå ligges blade og den mad som skal laves, og hullet dækkes så til igen - så det fungere ligesom en ovn. Maden smagte overraskende godt, med kylling og forskellige grønsager og frugter som vi ikke kender herhjemme, dog bliver jeg aldrig fan af sweet patato - som navnet siger, en sød udgave af kartoffel og meget mere melet - AD ! J
det var virkelig sjovt at se kulturen hvor forskellig den var fra stamme til stamme, i en stamme var f.eks. alle huse runde, mens den næste stamme havde firkantet huse. Hver stamme havde ligesom noget særligt, vi mødte muddermænd, som var fra en stamme hvor de klæder sig ud som muddermænd når de skal i krig. Vi mødte en høvding som viste os kranier af mennesker han havde dræbt, meget skræmmende oplevelse. Et sted endte jeg med at holde en edderkop som var på størrelse med min hånd, og da jeg var færdig med at hånde den tog en lille dreng edderkoppen og grillede den over ilden, hvorefter han spiste den. Det var ligesom et mellemmåltid for ham - AD igen

Turen bød også på en bjergbestigning af Mount Hagen. Det er nok noget af det dummeste og mest viljekrævende jeg nogensinde har gjort. Det tog ca. 5-6 timer at komme til toppen gennem regnskove og med stigninger som var umenneskelige til tider, med god musik i ørene hjælp det lidt og jeg kom op på toppen. Desværre skulle vi jo ned fra bjerget igen og der var ikke nogen anden vej end det samme vej som vi var kommet op, og efter regn og diverse bandeord kom vi da ned. Når jeg ser tilbage på det er jeg pisse stolt over at jeg har gjort det, men nok ikke den klogeste beslutning eftersom jeg stadig har ondt i mit knæ her to uger efter, men jeg tror endda jeg ville gøre det igen hvis jeg kunne gøre det om - tænk engang jeg har besteget et bjerg!

De sidste dage på PNG blev brugt på at besøge en landsby hvor vi skulle overnatten en nat. Vi var der hele dagen og til at starte med kunne man godt fornemme at landsbybeboerne holdt sig tilbage, men efter spisning spillede de musik for os og vi dansede og sang. Vi lærte dem endda også "boggie boggie" og limbo hvilket de tydeligvis synes var rigtig underholdende. En pige ved navn Camilla og jeg endte med at sove ved en rigtig sød familie, og det var en rigtig god måde at ende turen på.
Indtil nu har PNG uden tvivl været den største oplevelse på turen, at se hvor lidt de klare sig med og hvilken livsglæde de alligevel har, det er noget som jeg er meget taknemmelig for at have set.