Profile
Blog
Photos
Videos
Rikke og jeg har været hernede i over en måned nu og vi vil gerne undskylde den lange ventetid siden vores sidste blogindlæg, men vi har simpelthen haft så travlt. Vi har mødt så mange nye søde og flinke mennesker og vi har efterhånden fået styr på hvad det vil sige at gå på Victoria University. Vi keder os ikke, med både fuldt tryk på universitetet og i vores fritid er der sjældent en dag man ikke skal noget, men vi elsker det!
Vi har fået massere af nye venner hernede, blandt andet folk fra vores uddannelser og de buddies vi har fået gennem det internationale program. Men især en lille gruppe mennesker ser vi meget til. Gruppen er syv internationale studerende, bestående af tre danskere, Jonas, Louise og Christina, en tysker og en finne ved navn Martin og Joel og så selvfølgelig Rikke og mig. Vi studerer alle sammen vidt forskellige ting fordelt over de tre campus' hernede, og selvom vi kommer fra vidt forskellige baggrunde, klinger vi fantastisk godt sammen.
I gruppen laver vi alle mulige ting sammen, vi har tema middage, sidste gang var det Mexican night, vi tager i biografen sammen, under filmfestivalen i Wellington har vi allerede set to film, og hver torsdag har vi quiz night, hvor man dyster mod andre hold på en lokal pub om fine præmier. Vi vandt faktisk 20 dollars sidste torsdag fordi vi kom på anden sidste pladsen. Vi har gået efter den præmie siden vi begyndte da vi hurtigt indså at vi ikke har en chance mod de andre hold. For tiden er vi i gang med at planlægge en rejse i vores semester break sammen med vores lille vennegruppe, Christina skal dog ikke med da hun tager til Melbourne, Australien. Men resten af os planlægger at leje en bil og køre rundt og se en del af Nordøen i en uges tid, dette inkludere vulkaner, huler med lysende orme og vinsmagning. Vi kører fra Wellington den 24. august om eftermiddagen og ender i Wellington igen den 1. september fordi folk har eksamener de skal forberede sig til.
Victoria University har en gruppe ved navn VIX, Victoria International Exchange Club, der "tager sig af" internationale studerende. De beskæftiger sig primært med at arrangere ture og oplevelser for os, som spænder bredt over alt fra vandreture og kulturbegivenheder til fester og fællesspisninger. Den 21. juli var vi med VIX Club på en vandretur op på Mount Victoria, en af de større bakker der omkranser Wellington. Vi havde dagen inden været til fest, og jeg var derfor indehaver af nogle af de værste tømmermænd jeg længe har oplevet, til stor morskab for resten af flokken! Turen startede klokken tolv hvor alle der ville med mødtes foran The Embassy Theater, under en edderkoppelignende robot skulptur. Robotten var blevet bygget til ære for en gammel New Zealandsk kult science fiction film fra 50'erne, hvor Wellington blev angrebet af disse robotter. Klokken nåede dog næsten at blive halv et før vi kom af sted, da de tyske studerende ikke var så gode til at møde til tiden. Vi begav os til sidst mod bakken, og efter at have overstået nogle voldsomt stejle gader kom vi ud af byen. Bestigningen af Mount Victoria fortsatte nu på et stisystem gennem en blanding af grønne områder og skov, og gav os det første indblik i den fantastiske New Zealandske natur. Efter en tre kvarters gåtur kom vi til sidst op på toppen af Mount Victoria. Med en 360 graders udsigt over det meste af Wellington var det et fantastisk syn der mødte os på toppen. Solen skinnede og der var ikke en sky på himlen, så vi kunne nu endelig se hvor stor byen er og hvor vidt omkring den strækker sig. Her er det nødvendigt at nævne at vi ventede yderligere en halv time på de amerikanske og japanske studerende, der kæmpede en brav kamp om at nå toppen.
Fælles billeder blev taget og vi gik ned på en nærliggende parkeringsplads for at spise vores medbragte frokost. Vores lille gruppe var dog fritaget for at tage noget med da Martin havde lavet sandwicher til alle syv. Sandwicherne kurrerede de værste af mine tømmermænd og jeg var nu klar på nedstigningen. Vi tager en lille omvej på tilbage vejen, da en af lederne af VIX gerne vil vise os et af optagelsesstederne fra filmen Ringenes Herre. Vi bliver fortalt at de fleste af de steder hvor filmen blev optaget overhovedet ikke ligner stederne i filmen, men dette sted er en af undtagelserne(næsten). Scenen i filmen er hvor hobbitterne gemmer sig for en Nazgul under et væltet træ. Da vi ankommer til stedet, er man ikke i tvivl. Bortset fra det væltede træ, som var noget filmfolkene have bygget, så ligner stedet fuldstændig scenen fra filmen. Folk gemmer sig på skift nede i hullet, hvor hobbitterne gemte sig, og der bliver taget billeder.
Da vi var ankommet til byen igen besluttede vi os for at fortsætte den fantastiske dag på vores alle sammens yndlingssted; vandpromenaden. Her bestilte vi is og kager og nød solen på denne dejlige solskinsrige vinter(=forårsdag). Om aftenen mødtes vi i biografen for at se the dark Knight rises og en helt igennem fantastisk dag sluttede.
Lørdag d. 28. juli var jeg blevet inviteret ud på Matiu, Somes Island som den hedder på engelsk er en ø der ligger ude midt i bugten som Wellington ligger omkring. Jeg var blevet inviteret til farvel fest for Alex, kæresten til en pige, Lauren, jeg går i klasse med. Alex rejste til USA for at studere og han havde 'lejet' et sommerhus ude på øen for at sige farvel til hans venner. Jeg kendte derfor ikke andre end Lauren til festen, selv Alex havde jeg aldrig mødt, men som Lauren selv sagde så var det en god mulighed for at lære nye mennesker at kende. Lørdag klokken 14 begav jeg mig ned til havnen i Wellington for at tage færgen til Matiu, sejlturen til øen tog omkring 20 minutter. Jeg anede intet om størrelsen på øen eller hvad jeg kunne forvente af den, det eneste jeg vidste, var at jeg skulle tilbringe natten i et telt da vi var for mange til alle at kunne sove i sommerhuset. Da jeg og nogle andre unge mennesker, som jeg senere finder ud af også skal med til festen, stiger af færgen bliver vi modtaget af de lokale rangers. Rangerne passer på øens meget unikke dyre liv og historie, da øen er delt op i et historisk og et naturreservat. Vi bliver bedt om at tømme vores bagage så rangerne kan tjekke om vi har taget nogle insekter, mus, rotter eller større mængder jord med fra Wellington, da dyrelivet er meget afhængigt af at fremmede arter ikke kommer derud. Matiu har flere arter som kun lever på netop denne ø hvilket er fantastisk da øen ikke specielt stor. Efter en kort beskrivelse af øens historie og om deres planter og dyreliv begiver vi os op mod sommerhuset. Matiu blev før den blev fredet, brugt som karantæne ø for personer med farlige sygdomme og var under anden verdenskrig også et fængsel for japanske fanger. Derfor er der på midten af øen et gammel fængsel/karantæne bygning omkranset med hegn. Rundt om denne bygning ligger øens resterende bygninger, som er en blanding af sommerhuse og boliger hvor rangerne bor når de er på øen. Øen har også en besætning på omkring 50 får, som en del af det historiske reservat, samt toppen er udstyret med bunkere, som vi kender fra Vesterhavet i Danmark, som blev brugt til at kunne forsvare Wellinton under anden verdenskrig. Oppe ved sommerhuset møder vi de andre som er i gang med at lave frivilligt arbejde for rangerne for at kunne bo gratis i sommerhuset, de malede og reparerede stakitter og plantede træer for at holde øen i ordentlig stand. Resten af dagen gik med at udforske øens natur og dyreliv og ved solnedgang begav vi os ned til vandet for at spotte pingviner. Den gruppe jeg gik med så dog ingen, men det var til gengæld meget fortryllende at sidde på en strand i bælgravende mørke og betragte lysene fra Wellington. Da vi kommer tilbage til sommerhuset begynder selve festen, som i dagens ø anledning har Hawaii tema. Jeg falder med det samme til i blandingen af amerikanere og kiwier og vi fester til langt ud på natten. Folk begynder til sidst at trække mod værelserne og teltene og jeg er så heldig at få lov til at sove indendørs alligevel. Tanken om at tilbringe en nat i et telt om vinteren tiltalte mig forståeligt nok ikke. Næste morgen nød vi det gode vejr og gjorde rent i sommerhuset. Klokken 10 forlod vi Matiu og sejlede tilbage til Wellington.
Rikke og jeg bruger meget af vores tid på universitetet eller på lektier, og må dog selv indrømme at jeg bruger mere tid end jeg regnede med jeg ville gøre. Det gør dog ikke noget, vi har begge to nogle spændende fag og det er fedt at få lov til at opleve andre undervisningsmetoder og i det hele taget prøve kræfter med engelsk sproget undervisning.
Rikke skriver: Jeg har valgt at følge tre kurser som er årgangens bachelor og dermed afgangskurser, siden meget få tager en master. De tre kurser er: Pacific Design(Undervisning i stillehavsområdets arkitektur), Construction(læren om strukturelle systemer og materialer) og Design(Hovedprojekt og undervisning i tektonik). Undervisningen foregår som en blanding af forelæsninger, tutorials(store grupper som får tildelt en tutor) og seminars(elev præsentationer). Vi har ugentlige præsentationer og evalueringer i hvert fag undtagen Pacific Design, hvilket vil sige at der bliver brugt en del tid på lektier og forberedelser. Dog skal det siges at skemaet bestemt også er lavet til det og arbejdsbyrden på ingen måde er som på A&D derhjemme, gudskelov! Det er bestemt en udfordring at skulle lave alt arbejdet individuelt og det er specielt at kunne få lov til at være så kreativt egoistisk med sine projekter. Mit hovedprojekt er det som tager mest af min tid, da vi som det første projekt skal designe et jordskælvsmuseum indeholdende en memorial, en museumsudstilling og undervisningsmuligheder. Museet skal oplyse omkring jordskælv generelt, men samtidig skabe en memorial for tragedien i Christchurch. Museet skal designes på et lokalt site i Wellington og kurset går især ud på at forstå de kræfter der påvirker en bygning og hvordan man kan designe et strukturelt system, der bliver mindst påvirket af jordskælvskræfter. Jeg har ikke beskæftiget mig meget med konstruktionen af en medium skala bygning før, så det er især specielt og udfordrende at skulle lære omkring konstruktioner i et jordskælvsområde. Iblandt mine medstuderende bliver Danmark, Aalborg universitet og især vores studiemetode i grupper betragtet som ret fantastisk og de er alle sammen ved at dø af misundelse, når jeg fortæller om europæisk arkitektur og studieturene med A&D. Det er utroligt at opleve at, lige så fantastisk det er for danskere at komme til New Zealand, lige så fantastisk og måske endnu større er det for en kiwi at få muligheden for at komme til Europa, fordi som de siger "New Zealand er isoleret og føles lille når man har boet der hele sit liv". Derfor regner 70 ud af 100 studerende i mine kurser at rejse væk fra New Zealand når de har bestået deres bachelor.
Brian skriver igen: Jeg har også tre fag, det første er Design Antropology, som går ud på at analysere verden omkring en så man bedre kan designe ud fra den. Det er som navnet antyder antropologi med et design perspektiv og er meget anderledes end de fag jeg har haft hjemme i Danmark. Første projekt har gået ud på at udforske min egen hverdag, og har især lagt vægt på forholdet mellem de ord vi beskæftiger os med i hverdagen og design. Det næste fag er Experimental Design Ideas, dette er ligesom Design Anthropology et design metode fag, som her går ud på at lære at arbejde med sanser og oplevelser omkring sanser. Jeg er for tiden i gang med et projekt hvor jeg skal analysere hverdags ting, for eksempel at spise morgenmad, med fokus på vores sanser og hvordan det påvirker os. Det sidste fag er Product Based Experiments, og er det eneste design fag jeg har. Jeg har lige overstået mit første projekt hvor jeg skulle redesigne en lampe efter eget valg. Projektet gik i korte træk ud på at vælge en lampe, skille den ad og analysere de forskellige komponenter i den. Derefter skulle man vælge tre komponenter som så skulle ændres for på den måde at ændre lampens udtryk og/eller brug. Jeg valgte at arbejde med en meget billig skrivebordslampe, som på grund af dens pris havde en række fejl. Gennem mit redesign prøvede jeg at bibeholde ideen fra den originale lampe mens jeg samtidig prøvede at forbedre fejlene fra den originale. Projektet blev afleveret i mandags og jeg fik 10 for det. Projekterne hernede er meget korte, og det er for os begge en af de største omvæltninger, da vi ikke på samme måde kan fordybe os som vi er vand til. Det er svært at indstille sig på at vi simpelthen ikke kan nå den samme dybde i projekterne og at vi derfor ikke skal have den samme detalje grad i dem. Det er dog sjovt og fedt at prøve nye arbejdsmetoder som sætter det vi er vant til i perspektiv og det gør turen til New Zealand endnu mere værd.
- comments
Malte Ahlgren Or hvad det lyder fedt ;)