Profile
Blog
Photos
Videos
Kroombit Cattle Station
Blev samlet op af OzExperince bussen. Fik mødt min helt og forærede ham noget ganske delikat chokolade som tak for hjælpen. Han nævnte flere gange over højtaleren i bussen at man skulle huske sin bærbare…
Vi 5 danskere var de sidste der stod på bussen og tænkte derfor at vi ville blive spredt ud. Det viste sig at ingen sad nede bagerst i bussen så den del indtog vi. Havde tilsammen 13 sæder så det var ren luksus. Bussen var dog så gammel at sæderne sommetider gled ud… Ikke så fikst. Der var også konstant at lugt af gammel sved fra sæderne. Bestemt ikke ligeså luksus som de andre gange jeg har rejst med OzEx.
Det var super dejligt at snakke dansk igen. Men mit hoved er godt forvirret. Jeg kan ikke finde ud af ordstillingen på hverken det ene eller det andet sprog og nogle ord kan jeg ikke oversætte til dansk og andre ord kan jeg ikke oversætte til engelsk. Skrupforvirrende!
Et obligatorisk stop når man rejser med OzEx er Kroombit Cattle Station. Det er ude i outbacken og er en stor farm. Her kan man ride, skyde, kaste med lasso, ride rodeo og køre på Quad bikes. Stedet ligger i Biloela hvilket betyder "White Cockatoo" på Aboriginalsk, så disse fugle var der selvfølgelig en del af. De havde også en baby kænguru og en efterladt kalv som troede den var en hund. Super nuttede.
Da vi ankom spiste vi frokost. Ida og jeg skulle herefter ud og ride og jage geder tilbage i deres indhegning. Jeg fik en stor hest der hed "Big Red", den lød lidt farlig med den var sød og mega stædig. Nogle gange havde den lyst til at stå stille og så var det ligegyldigt hvor hårdt jeg sparkede, han var da bare ligeglad. Til sidst måtte jeg bruge tøjlerne som pisk og så bevægede han sig igen. Idas hest hed Ghost og var ikke helt behagelig! Han var meget aggressiv overfor de andres heste (måske en mandlig Queen?) og sprang gerne rundt. Ida byttede hest med en af instruktørerne som var nød til at galoppere væk med ham og komme igen da han var faldet lidt ned.
Vi var ca. 10-15 personer og alle red rundt og råbte: "Ayi-bob-bob" for at jage gederne mod deres indhegning. Ret underholdende! Det lykkedes og vi red tilbage til farmen.
Her skulle vi med det samme ind i bussen og ud til samme sted som vi lige havde lukket gederne inde. Her var der nogle der skulle skyde lerduer og vi andre skulle lære at kaste med lasso. Ret skægt. Bagefter skulle vi lave gede rodeo som gik ud på at et hold af 3 personer skulle fange en af de geder vi lige havde lukket inde. To personer kastede lasso og den sidste stod klar til at "brændemærke" den fangede ged. Ganske underholdende men jeg havde nu lidt ondt af de stakkels geder der lige fik sådan en lasso om halsen! Vi skulle også danne en cirkel, holde i hånd og snurre en flaske rundt. De to der stod hvor flaskehalsen pegede skulle så holde på en stød-tingst og så fik hele cirklen stød! Det var sådan en de brugte til deres køer og af en eller anden årsag skulle vi føle hvordan det var at være en ko!
Efter aftensmaden lærte vi at smælde en pisk og senere red vi rodeo. Vi havde tidligere købt en bandana og leget en cowboy hat dette ville nemlig give os rabat i baren. Så de fleste rendte rundt og lignede cowboys. Den første drink jeg købte endte dog med at blive spildt da jeg panikkede over en mega vandrende pind der landede på mig og ikke ville flytte sig igen!
Klokken 23 smuttede vi i seng. Blev dog vækket en time senere af dem der boede i værelset ved siden af. En gruppe unge højrøstede opmærksomhedskrævende dumme drenge. De var fuldstændig og aldeles ligeglade med at samtlige mennesker i hytterne omkring ikke fik lukket et øje. Det allerværste ved det hele var at de var danskere. Aldrig har jeg været så pinlig over at være dansker som da jeg mødte disse 5 tumper. Ida, Jacob og jeg boede på værelse med en pige i kørestol og de 5 danskere tog bla hendes stol da hun lå i sin seng og tog billeder hvor de sad i den. Det råbte de mens de var i deres hytte. Vi kunne jo selvfølgelig forstå alt hvad de sagde og de var så ubehagelige at høre på. De nægtede at snakke engelsk, for folk kunne jo bare lære dansk. Jeg håber håber håber aldrig at møde disse nordsjællandske idioter igen! Kl. 5 blev de endelig stille og resten af campen kunne falde i søvn. Dette gav os 1 times søvn før vi igen skulle op og af sted mod Airlie Beach. De var ikke bussens mest populære gruppe, kun blandt to piger fra Aalborg som tilsyneladende syntes disse fyre var noget så herlige.
Bussen skulle denne gang føre os til Airlie Beach. En lang tur. Stoppede ved Woolworths hvor vi kunne købe ind til frokost ved vandet. Spiste vores frokost på stranden, håbede på krokodillerne blev i vandet J. Sad under palmetræerne mens papegøjerne kom og tiggede mad… Super eksotisk og meget fjernt fra lille DK. Blot som man tror at man ikke kan komme længere væk fra DK spotter jeg nogle interessante vej navne: Larsen, Petersen og Jorgensen road. Grinern! Herefter så jeg et skilt hvorpå der stod: "Rest or RIP". Så kan man ligesom lære at holde pauser når man kører bil!
- comments
Moar Det lyder så fedt, og så red du på queen's brormand ;-) sejt