Profile
Blog
Photos
Videos
Da vi efter to dage i Ubud mente, at vi var færdige med at det kulturelle, havde vi besluttet at turen skulle gå mod Gili Islands, som er tre små paradis øer, som ligger mellem Bali og Lombok. Vi skal være brune!!!!!
Vi havde købt billetter til en slow boat, som eftersigende skulle vare 4 timer om at komme til Gili. Prisen var også en del mindre end en fast boat, som kun tog 2,5 timer. Slow boat kostede 150.000 rupies og fast boat kostede 660.000. Vi syntes derfor godt, at vi kunne klare lidt ekstra rejsetid. Vi blev dog meget overraskede over, hvor meget mere tid vi brugte.
Vores minibus kom kl. 7 og hentede os fra vores homestay. Herefter kørte vi i 1,5 time før vi ankom til en havn, hvor vi skulle med en færge. Vi fik lov til at komme om bord 1/2 time senere og regnede med at færgen ville sejle rimelig hurtigt. Dér tog vi fejl. Først kl. 11 begyndte færgen sin vej mod det, vi troede var Gili Islands. Her tog vi endnu en gang fejl, da vi 5 timer senere ankom til Lombok... Her blev vi sat ind i en ny minibus som skulle tage os til en ny båd. Turen varede 1,5 timer og det øs regnede. Ikke lige det vi havde regnet med, da vi besluttede at tage mod Gili. Nu var klokken blevet 17.30 og, vi var stadig ikke ankommet til destinationen... Ved det næste stop sad vi heldigvis kun en halv time og ventede på, at den lille båd der skulle tage os til Gili var klar til afgang. Gili Islands er som sagt tre små øer - Gili Air, Gili Meno og Gili Trawangan. Vi havde valg at tage til Gili Trawangan eller Gili T, som den også bliver kaldt, da det var den største og dér, der eftersigende skulle ske mest.
Vi ankom til Gili T kl. 19 altså 12 timer efter, vi var taget afsted og gik derefter på jagt efter et sted at bo. Vi snakkede med en fyr på turen, som sagde, at han skulle bo på noget der hedder Gili Hostel, som vi også havde læst om. Vi valgte derfor at gå med ham. De havde heldigvis plads til to på deres sovesale, dog ikke på samme værelse... Så vi måtte for første gang i næsten tre måneder sove på hver vores værelse!!! Noooo! Det var et kritisk øjeblik og meget traumatisk for os ;)
Da vi var kommet på plads, gik vi ud for at finde noget mad. Vi havde hørt fra nogle på hostellet, at Gili T havde et godt natmarked, hvor vi gik hen. Det var rigtig lækker (og meget billig) indonesisk mad. Her spiste vi hver aften, da der var så meget forskelligt at prøve.
Herefter gik vi på bar og mødte nogle af dem, vi havde snakket med på vores hostel. Det var rigtig sjovt og der blev snakket, danset, sunget og drukket de berømte vodkajoss, som er et vodkashot og så får man noget pulver, der smager som slik og eftersigende skulle svare til 10 redbull (det passede dog ikke helt, tror vi) - men godt smagte det da.
Dagen efter begyndte vores mission, nemlig at få noget mere farve. Vi stod derfor tidligt op og fandt nogle liggestole lidt længere nede af stranden, hvor vi lagde os. Her brugte vi så det meste af dagtimerne de dage, vi tilbragte på Gili T. Aftnerne brugte vi på afslapning eller fest med andre fra vores hostel.
Vi havde dog også besluttet, at vi også skulle bruge vores Open Water Diver certifikat og tog derfor et fun dive om mandagen, hvor vi tog med til et sted kaldet 'Shark Point', hvor man eftersigende nemt skulle kunne se hajer. Vi var altså en smule nervøse, da vi lod os falde i vandet fra båden. Vi så dog ingen hajer, men tre store skildpadder (som vi kaldte Manfred, Manfred senior og Manfred junior) og masser af fisk, så det var ikke helt spildt ;)
Det var 5 fantastiske dage lige efter vores hoved med sol, strand, fest og lidt dykning. Turen hjem føltes heldigvis ikke lige så lang, da vi var klar på det og vidste, at vi havde en lang tur foran os (alle vores medbragte snacks hjalp nok også lidt ;)). Vi ankom endnu en gang kl. 19. Denne gang i Kuta på Bali, hvor vi har brugt den sidste dag, inden vi i aften tager mod Singapore, hvor vi skal tilbringe de sidste tre dage :(((
Det er sørgeligt at vores eventyr er ved at være slut, men vi glæder os meget til at se alle jer derhjemme <3
- comments