Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det lige før vi ses igen, Danmark!
Siden I hørte fra mig sidst har Adam og jeg tilbagelagt ca. 800 km støvede grusveje i Central Kalahari Game Reserve i Kalahariørkenen, beundret dyrelivet i Moremi Game Reserve i Okowango-deltaet og kørt den lange og tunge vej tilbage til lufthavnen i Johannesburg. Lige nu sidder jeg i lufthavnen i Cairo og venter på mit fly tilbage til Danmark, men bare fordi vi snart ses igen, skal I da ikke snydes for en beretning om mine oplevelser i Botswana…
På den første dag ved indgangsporten til Khutse Game Reserve mødte vi en tysk familie, som ikke kunne få lov at komme ind i Khutse, fordi de ikke havde forudbestilt en plads at campere på. Vi tilbød dem at dele vores plads, og sådan fik vi tre nye venner. Vores tyske venner kunne give os en masse gode råd om området, da de er meget erfarne safarifolk. De overbeviste os om, at det var turen værd at køre gennem Central Kalahari Game Reserve til Xakanaxa (udtales med klik-lyd på x'erne) i Okowanga-deltaet, så den mission besluttede vi os for at begive os ud på.
I vores oprindelige destination, Khutse Game Reserve, som ligger syd for Central Kalahari Game Reserve, så vi ikke meget dyreliv. En enkelt Kori Bustard, nogle få spiringboks, gemsboks og tsessebes og en del strudse. Vi tog på en lille solnedgangssafai til et vandhul, hvor vi så en fantastisk solnedgang, og på vejen tilbage til vores camp så vi en del ugler og et hurtigt glimt af en cheetah. Om natten hørte Adam et dyr prikke til vores telt og om morgenen kunne vores tyske venner identificere fodspor og endda et hoved-spor(!) af en secretarybird. På andendagen forlod vi Khutse for at køre ind i selve Central Kalahari-reservatet. Foruden en masse småfugle og insekter så vi kun strudse hele vejen fra Khutse til Xaka, hvor vi slog lejer. Den fantastiske Land Rover Defender, Adam har lejet til turen, har et telt på taget, som vi sover i. Vi har et gasblus til at lave lidt mad på, men vi laver mad over bål om aftenen, for at spare på gassen og få mest mulig hygge ud af madlavningen. På rastepladsen i Khutse var der et muldtoilet og en ophængt spand til at tage brusebad med. I Xaka var der bare en lille tom grusplads mellem træerne. Der skulle have været et vandhul, men det var tørret ud, så vi tænker, at det nok var derfor, at vi så så få dyr.
På dag nummer tre kørte vi fra Xaka midt i Central Kalahari til Kori tæt på Matswere Gate. Det var en noget mere spændende tur med hensyn til dyrelivet. Blandt mange andre dyr spottede vi secretary bird, kæmpe småfugleflokke, masser af nuttede egern, der bor i jordhuler og holder vagt ligesom desmerdyr, masser af yellow hornbills, ørne og rollers. Bedst som vi holdt stille for at fotografere nogle wildebeast på venstre side af bilen udbrød Adam: "Der er en løve lige ved siden af bilen!". Jeg troede først han lavede sjov, så jeg mistede helt pusten, da jeg kiggede ud ad ruden til højre og så en kæmpe hanløve få meter fra bilen. Det så ud som om den havde været på vej til at krydse vejen for at jage de to wildebeast, men når vi nu havde parkeret midt på dens rute, vendte den om og fandt et sted i skyggen at hvile sig i stedet. Pladsen i Kori havde heller ikke hverken muldtoilet eller spandebruser, men til gengæld var der to ugler, der holdt øje med os.
I søndags forlod vi Central Kalahari Game Reserve gennem Matswere Gate. For at spare tid valgte vi at køre ad grusvejen langs hegnet til reservatet. Da vi var kommet ca. 3. km væk fra porten, kunne Adam lugte en brændt lugt. Jeg kunne ingenting lugte, men efter få minutter gik bilens alarm i gang for en kort bemærkning og Adam skyndte sig at slukke bilen. Så kunne jeg også lugte brændt gummi for alle pengene, og desværre kom lugten fra motoren. Adam forsøgte først at identificere og løse problemet selv, men det lod sig ikke gøre, så vi brugte satelittelefonen i bilen til at ringe til biludlejeren. Efter en masse ringen frem og tilbage blev løsningen af rangeren fra porten kom og hjalp os med at starte bilen ved at trække os i gang. Vi var nødt til at holde bilen kørende hele dagen i tilfælde af, at vi ikke kunne starte den igen, så vi måtte fylde diesel på fra vores reservedunke med motoren kørende. Det lykkedes os at komme helt til byen Maun, hvor der er en Land Rover-mekaniker uden nogen uheldige stop undervejs. Vi fandt et hotel med en skrånende parkeringsplads i håb om at kunne skubbe bilen i gang morgenen efter. Det forsøgte vi, men desværre uden held, så Adam fik en af de hotelansatte til at trække os i gang med sin pick up truck, så han kunne køre hen til Land Rover-værkstedet.
Vi blev lovet, at de ville fikse bilen så hurtigt, at vi kunne nå til Xakanaxa inden porten blev lukket kl. 6. I mellemtiden tog vi hen til et lækkert hotel med en swimmingpool, som vi fik lov til at låne, mod at vi spiste frokost i deres restaurant. Da klokken blev 3, begyndte vi at tvivle på, at bilen ville blive færdig i tide, så vi tog hen til mekanikeren for at skynde på ham. Det lykkedes at få ham til at rubbe neglene, men da vi skulle betale for reparationen, var der ikke mere papir i deres visa-maskine, så vi måtte følge med til en hæveautomat. Vi havde også brug for en optankning, men den første benzinstation, vi kom til, havde udsolgt af brændstof, så vi måtte finde en anden. Disse små forsinkelser oven i den store forsinkelse gjorde, at vi ikke nåede at komme til Moremis port inden kl. 6, hvor den lukkede. Vi ankom til den ca. kl. 7, hvor alt var lukket og slukket, og der ikke var et øje at se. Vi så ingen anden løsning end at slå lejr på parkeringspladsen uden for porten, så det blev vores løsning. Det var nu bestemt heller ikke et kedeligt sted at campere. På vejen hen til porten havde vi set en zebrafamilie, en giraffamilie, en vildhundefamilie og en bush baby, så vi vidste, at dyrene ikke holdt sig inden for porten til Moremi. Mens vi lavede mad kunne vi høre nogle poter med lange klør nærme sig på asfalten. Det var lidt uhyggeligt at kunne fornemme et eller andet ukendt større dyr med lange klør, der blev tiltrukket af madduften, uden at vi præcis hvilket dyr, vi havde med at gøre. Da Adam lyste ud i mørket med sit spotlys, viste der sig en prikket hyæne. Lyset fra lygten og vores stemmer fik den til at luske tilbage i krattet. Vi fortsatte madlavningen og begyndte at spise, og bedst som jeg sad og nød min fajita med curry, kunne jeg høre en lyd igen nogle få meter fra mig i mørket. Denne gang var hyænen tæt nok på, til at jeg kunne se den i lyset fra min pandelampe, så jeg sprang ind i bilen via passagersædet til førersædet, som Adam havde instrueret mig i at gøre i tilfælde af en faresituation, så der var plads til at han kunne følge efter ind på passagersædet. Hyæner er kendt for at være lige så hæmningsløse som bavianer og gå efter folks mad og campingudstyr, så jeg tog flugten ind i bilen for ikke at komme til at slås med en hyæne om min aftensmad. Da Adam havde lyst lidt på den med sin skrappe lygte og lavet lidt larm, fortrak dyret dog igen uden hverken fajitaer, campingstole eller kropsdele i flaben. Da vi havde siddet et par minutter i bilen og lyst til at alle sider for at sikre os, at kysten var klar, sneg vi os modigt ud af bilen igen og spiste resten af vores mad. "Jeg er ikke bange for én hyæne, men jeg har ikke lyst til at møde en flok hyæner", forklarede Adam, og før han nåede at tage den næste indånding, så vi to hyæner længere nede ad vejen i mørket. Så kan det ellers nok være vi fik pakket det hele sammen og kom op i teltet i en vis fart. Jeg nåede hverken at komme på toilettet eller få børstet tænder, men det var der ikke noget at gøre ved. Jeg ville hellere holde mig til om morgenen end at tage chancen og risikere at stirre ind i et par hyæneøjne siddende på hug i skovbunden.
Næste morgen blev vi vækket af lyden af en turistkortege, der kørte sig i stilling til at komme igennem porten. Rangeren, der passede porten, var lidt utilfreds med at vi ikke havde dyttet om aftenen, for så ville han være kommet, sagde han. Han havde åbenbart selv sovet få hundrede meter væk i et telt inde mellem træerne. Men det var jo altså dels ikke nemt at vide og dels for sent at gøre noget ved, så vi fik lov at komme ind i Moremi Game Reserve alligevel. Vi besluttede os for at tage en omvej ned til nogle søer og broer i håb om at se en masse dyr på vejen. Og det skal jeg lige love for, at vi fik at se! Ud over egern, mongoose og diverse hjorte og mindre fugle i hobetal, så vi tre southern great hornbill, african sacred ibis, hvide storke, flodheste i vand og på land (man ser dem sjældent på land, og det var første gang for os begge at se vilde flodheste på land), saddle billed stork, vortesvin, giraffer, zebraer og ikke mindre en 65 elefanter på samme sted! Det var helt overvældende og vi kunne slet ikke finde ud af, hvor vi skulle pege vores kameraer hen. Efter at have beundret denne paradisets have, forsøgte vi at finde vej hen til de broer, som skulle føre os til Xakanaxa, hvor vi skulle sove. Den første vej, vi prøvede, endte blindt, fordi nogle elefanter havde væltet nogle træer ned over vejen. De næste to veje endte i oversvømmede områder, så vi besluttede os for at køre tilbage til porten og fortælle rangeren om det, så han ikke ville sende flere gæster den vej. Fra porten tog vi den direkte vej til Xakanaxa.
Da vi var færdige med at slå lejr, kom en amerikansk fyr fra en af de andre teltpladser hen til os og spurgte, om vi havde lyst til at tage med på bådtur, fordi man betaler per båd og ikke per person. Det ville vi gerne, for vi havde hørt fra vores tyske venner, at det er den bedste måde at opleve deltaet på. Det var en helt fantastisk smuk sejltur. Vi så en babykrokodille, en flodhestefamilie, en hjort der var svømmet ud på en ø, en gulnæbet stork og grønne duer(!). Solnedgangen over Okowangodeltaet må være en af de smukkeste solnedgange, jeg nogensinde har set. Lyset fra solnedgangen fik deltaet og junglen til at se helt uvirkeligt og magisk ud. Det var også rigtig hyggeligt at prøve at være passagerer begge to til en forandring, så Adam kunne slappe mere af, end når han kører bilen og forsøger at undgå potholes (dybe huller i vejen) og dyr der pludselig springer ud på vejen, fordi de bliver forskrækkede af bilen.
Morgenen efter var vi begge noget mutte, da vi vågnede; det var tid til at pakke sammen og køre tilbage mod Johannesburg og lufthavnen. Øv! Vi ville ønske, at vi kunne blive meget meget længere i fantastiske Moremi. En enkelt nat var alt alt alt for lidt. Men det var ikke noget at gøre ved det, så vi pakkede sammen og kørte hele dagen indtil vi næsten var ved grænsen til Sydafrika. Det var egentlig vores mission at krydse grænsen inden vi slog lejr, men det var for hasarderet at køre i mørket på den botswanske vej, der var komplet uoplyst, fyldt med køer og æsler, og hullet som en gammel ost, så vi besluttede os for at holde ind på en rasteplads for natten, efter Adam havde set et æsel blive kørt over af en modkørende bil. Igen kunne vi høre en mystisk lyd komme nærmere gennem nattemørket. Denne gang var det ikke en hyæne men en mand på en vogn trukket af æsler. Han havde overhovedet ikke noget lys på, så han må have haft et fantastisk nattesyn siden det kunne lade sig gøre.
Næste morgen krydsede vi grænsen til Sydafrika uden problemer. Vi skulle ikke engang vise vores gul feber-vaccinationskort, som vi ellers havde haft så meget bøvl med at få skaffet, fordi Botswana ikke er på farelisten længere. I Johannesburg sov vi på et lækkert hotel, som vi havde fået anbefalet. Min sidste dag i Sydafrika valgte vi at bruge i løveparken i Johannesburg. Den første halvdel af oplevelsen; kør-selv-"safari" blandt løverne, var en noget flad fornemmelse efter at have oplevet frie vilde dyr på savannen. Vi havde begge en dårlig smag i munden over at se de majestætiske dyr lukket inde på så lidt plads. Under anden halvdel af besøget måtte vi dog begge overgive os, da en flok løveunger og en enkelt hyæneunge smeltede vores hjerter. Vi fik lov at komme ind i buret til de små pus og klappe dem. De opførte sig som en flok store kattekillinger: Sloges, kradsede på deres kradsetræ og fangede alt hvad der bevægede sig. Dette inkluderede mine shorts, mine sandaler og stroppen til Adams kamera. Det var en kæmpe oplevelse at være så tæt på ægte levende løver og hyæne. De var så bedårende, at vi for en stund glemte alt om, at det var synd at de blev taget væk fra deres mødre, for at vi kunne komme til at ae dem.
Ude på parkeringspladsen blev vi mødt af en businessmand i panik. Han var kommet til at smække nøglen til sin BMW inde i bagagerummet, og han skulle hente en flok folk i lufthavnen LIGE NU. Svedende bad han Adam om hjælp, og det var ikke nogen dum idé. Efter en lille halv time lykkedes det Adam at sparke hul i svejsningen mellem bagsædet og bagagerummet og få nøglen fisket ud. Efter denne lille kærkomne distraktion var det ved at være farvel-tid for alvor. Vi kørte den sidste tunge time gennem Johannesburgs myldretid til lufthavnen, hvor vi sagde et hjerteskærende på gensyn. Hvis Adam får råd, kommer han og besøger mig i Bosnien. Hvis ikke, ses vi i England d. 12. august til en Europatur i hans campervan fra England til Danmark. Turen fra Jo'burg til Kairo gik glat og nu sidder jeg i lufthavnen i Egyptens hovedstad og venter på flyet til København, hvor Charlotte tager imod mig.
Tusind tak til alle der har fulgt med. Jeg håber det har været spændende, inspirerende eller i det mindste lidt sjovt J Jeg kan nok ikke lade være med at skrive en beretning eller to fra Bosnien, hvor jeg skal arbejde frivilligt fra 1. juni til 11. august. Ses vi?
Med kærlig hilsen Rie
- comments
Julie Wow! det var godt nok noget af et eventyr!! jeg glæder mig til en skønne dag også at komme på safari dernede! Knus
Karen Margrethe Hej Rie. Det har været helt fantastisk at læse om jeres oplevelser. Det er beskrevet så godt at man næsten kan se det hele for sig. Sikke oplevelser der næsten vælter oven i hinanden. I må følge jer "rige". God tur hjem til lille DK. Kh Karen Margrethe
Rie Mange tak for jeres kommentarer :-) Jeg kan roligt anbefale en safari i det sydlige Afrika! Jeg føler mig meget rig på oplevelser :-) Stort knus til jer begge