Profile
Blog
Photos
Videos
Kære Alle Sammen!
Så er vi alle kommet godt hjem til vores kære og har taget solskinnet med hjem. Her lige en sidste beretning om, hvad vi har bedrevet i den sidste tid siden Negros...
På Bohol var det kun Ingeborg, Kristina, Johanne og jeg, da Julie rejste sammen med pigerne fra hendes klasse. De var i Dumaguete da der kom jordskælv, men vi andre mærkede intet til det, selvom de to øer ikke ligger langt fra hinanden. Julie og kompagni vågnede af rystelserne om natten og løb ned for at stå i sikkerhed i hoveddøren på deres hostel. I den efterfølgende tid oplevede de mange efterskælv, men der skete heldigvis ingenting :)
Vi tog en dagstur i minibus rundt på Bohol til alle seværdighederne. Højdepunkterne var Tarsier Sanctuary, hvor de nuttede miniaber fik vores hjerter til at smelte, og det pudsige landskab "Chocolate Hills", der er dannet af hævet havbund med koraløer. Den anden dag på Bohol tog vi på ø-hop til Balicasal og Virgin Island, hvor vi snorklede så meget at vi alle blev røde som krebs på bagsiden! Vores guide fodrede fiskene, så de vrimlede omkring os så mange og så tæt, at man ikke kunne undgå at røre ved dem. Det var sjovt at se dem så tæt på. Til frokost fik vi en lækker friskgrillet fisk og bagefter tog vi endnu en snorkletur, hvor vi så mange kæmpestore havskildpadder. Det var en helt uforglemmelig oplevelse at svømme rundt efter de elegante dyr. En af dem så ud til at være lige så stor som et menneske.
Efter en udmattende dag på vandet smed Kristina sig på sengen og troede at hun skulle til at slappe af, men da hun så op i loftet vidste hun, at det ikke kom til at ske foreløbig; der sad en gigantisk edderkop på lampen! Johanne og jeg flygtede straks ud af rummet, mens Ingeborg og Kristina begyndte at lægge en slagplan. Efter en lille tænkepause tog jeg mod til mig og stak hovedet ind ad døren for at følge med i begivenhedernes gang. De havde fået stillet en stol op i sengen, så Kristina kunne slå til edderkoppen og så skulle Ingeborg gribe den med en spand. Desværre ramte Kristina den ikke, fordi den var lynhurtig, så den flygtede op oven på lampen. For at få den ud sprøjtede hun den med myggespray, så den faldt i slowmotion ned mod Ingeborg, der med en rædselskrig slap stolen Kristina stod på og flygtede over i hjørnet. Kristina kunne selvfølgelig ikke holde balancen på stolen i den bløde seng, så hun væltede ned på en madras på gulvet. I faldet nåede hendes albue desværre at slå to glaspersienner i stykker, men hun kom ikke selv så meget til. Så gik den vilde jagt efter den stadig meget levende edderkop. Alle senge måtte flyttes og Kristina måtte gå imod sine principper for vores skyld og slå edderkoppen ihjel ved slag i stedet for at sætte den udenfor. Johanne og jeg stod uden for døre og gøs, mens vi hørte Kristina sige "undskyld!" mens hun jagtede det frygtindgydende bæst. Til sidst lykkedes det endelig at få den trængt op i en krog og få ram på den, så vi alle kunne ånde lettet op. Jeg hastede ned i receptionen for at forklare skaden på ruden, men receptionisten var allerede på vej op ad trappen med et nervøst udtryk i ansigtet. "Hvad skete der, Ma'm? Jalousi?" Den stakkels kvinde havde stået nedenunder og hørt Ingeborgs skrig og lyden af knust glas og tænkt det værste. Heldigvis var der intet jalousidrama på værelset, men blot en farlig jagt på den største edderkop jeg nogensinde har set.
Efter det korte ophold på Bohol tog vi videre til Cebu City for at flyve til Puerto Princesa på Palawan. Vi havde en enkelt dag til at se byen, og den havde vi desværre valgt at bruge på at se det såkaldte "rescue center" for krokodiller, også kaldet "The Crocodile Farm". Det var forfærdeligt at se, hvordan de truede dyr lå stuvet sammen i små badekar under påskud af at blive reddet. Med til parken hørte også en mini zoo, der var ualmindeligt dårligt holdt. Dyrene blev ikke passet ordentligt og mange bure stod tomme. Vi skrev en meget vred hilsen i deres gæstebog inden vi forlod stedet.
Palawan forsøger at markedsføre sig selv for turister på deres underjordiske flod, som de forsøger at få optaget som et af verdens syv nye vidundere. Derfor tænkte vi, at vi da ikke kunne gå glip af denne oplevelse, og vi tog en tur til Sabang for at se på fænomenet. Det var en værre bumletur ad lange grusveje, men alle pinsler var glemt da vi nåede frem til den paradisiske strand, hvor frokostbuffeten skulle indtages. Stranden var klart turens bedste, endda bedre end Boracay, der ellers er perfekt... Efter den optur var vi meget forventningsfulde til den underjordiske flod. Forventningerne var blevet skruet yderligere op af utallige ansøgningsformularer og registreringer, der skulle udfyldes inden vi fik lov at sejle afsted. Vi blev placeret i en lille robåd sammen med en guide og et franskt ægtepar, der fik æren af at holde den eneste lygte og afsted gik det ind i grotten. Som vi nok burde kunne sige os selv, var der mørkt som natten inde i den dybe grotte, så det var ikke let at se noget som helst... Guiden gjorde et bravt forsøg på at forklare franskmændene hvor de skulle lyse hen, men desværre var kommandoerne "up", "down", "left" og "right" lidt mere end hvad deres engelskkundskaber rakte til, så lygten var ikke til megen nytte. Vi havde betalt for en 45 minutters tur, og fik kun en halv time, så alt i alt var vi ikke helt tilfredse med turen. Hvis man tager til Filippinerne for at opleve grotter med vand, vil jeg klart anbefale grotterne i Sagada frem for i Sabang.
Vi mødtes med Julie i Puerto Princesa inden vi begav os ud på den dagslange bustur til El Nido. På turen forsøgte busselskabet at overtale os til at sidde fire personer på tre sæder, men heldigvis var vi stædige og insisterede på vores ret. Det ville have været seks meget lange timer, hvis vi ikke havde gjort det. Det syn der mødte os i El Nido, slog benene væk under os alle sammen. Det minder om det kendte landskab fra Hoi An i Vietnam med stejle træklædte klippeøer og smukke hvide sandstrande. Vi nød landskabet ved at sejle rundt både på en hyret båd og på en lånt båd sammen med nogle venner vi mødte :) En af dem var turistguide og efter sejlturen tog han Johanne og jeg med op på et bjerg. Det var lidt af en klatretur og vi overvejede flere gange, om det mon ikke havde været bedre med lidt sikkerhedsudstyr, for der var af og til nogle temmelig lodrette vægge. Men op kom vi, og der var den mest fantastiske udsigt over byen og de andre øer deroppefra. Det var ret vildt at kunne se 500 meter ned og tænke på, at vi selv var klatret hele vejen op - og at vi skulle samme vej ned igen! Det gik dog helt fint og ingen kom alvorligt til skade... Om aftenerne i El Nido hang vi ud på restauranten "Seaslugs", hvor man kunne sidde på stranden i fakkelskær og spise hele krabber. Der var live band og to aftener var jeg oppe og synge med dem, og Julie var også en af aftenerne.
Efter et par dage i dette paradis på jord sejlede vi videre til Coron Town på Busuanga. Der indkvarterede vi os i et pudsigt hostel, der var bygget på stolper i vandet, så man skulle passe på ikke at tabe noget mellem gulvbrædderne. I Coron lejede vi en båd og sejlede rundt fra det ene vidunderlige sted til det andet og snorklede; Twin Lagoon, Barracuda Lake, Small Lagoon og Beach # 91. Billederne, som kommer senere, vil tale for sig selv! Vi nød også en fantastisk frokost med frisk grillet fisk og gul vandmelon... mums! På andendagen tog Julie og Ingeborg ud og dykkede ved vrag af japanske krigsskibe fra 2. Verdenskrig. Kristina, Johanne og jeg valgte i stedet at bruge dagen på en motorcykeltur rundt på øen, så vi lejede tre motorcykler med chauffør og kørte ind til et fint vandfald i skoven og en flot kirke med åbne sider på en bjerg med udsigt over havet. På tilbagevejen styrtede Kristinas motorcykel desværre pga. meget løst grus i et sving (og fordi chaufføren var elendig). Heldigvis kom ingen af dem alvorligt til skade bortset fra en blodig tå, skrammer op ad benet og overrevne nerver i benet. Det kunne jo let være end helt galt, så vi var ret forskrækkede og lettede på samme tid.
Vi fløj fra Coron til Manila i et fly der var så lille, at vi selv skulle på vægten i lufthavnen. Om aftenen så vi Harry Potter 7 i 3D. Det var en vild oplevelse :) Vi havde en hel dag i Manila, som vi brugte på at opleve den gamle spanske bykerne "Intra Muros" og nationalmuseet. Først søndag aften opdagede vi, at flyet hjem først gik mandag aften, så vi havde hele mandag til at få shoppet i gennem i det gigantiske shoppingcenter Robinson. Flyveturen hjem gik fuldstændig glat og fint. Vi var meget tilfredse med Qatar Airways. Vi havde kun kort ventetid i Doha i Qatar og det var det eneste stop. I Københavns Lufthavn ventede Kristinas mor og hendes veninde til Kristinas store overraskelse, og kort efter dukkede også vores forældre og Ditte op. Det var skønt at være hjemme igen! :-D Jeg havde naturligvis travlt med at komme med det første tog til Odense, hvor min kæreste Mathias ventede på banegården.
Det har været en lang, smuk, hård, sjov, lærerig og mindeværdig rejse. Tak fordi i fulgte med her på bloggen. Jeg smider lige nogle billeder ind, når jeg kommer hjem til min egen computer i Århus!
Mange hilsener fra Rie
- comments