Kaere alle sammen!

Nu er jeg endelig tilbage i Santiago efter en vaerre tur til Peru med en masse uheld. Jeg glaeder mig ved tanken om, at det dog kunne have vaeret endt meget vaerre end det gjorde. Jeg er her endnu, og det er jeg taknemmelig for. Mindst fem mennesker er omkommet og ca. 24 var stadig efterlyst da jeg forlod Aguas Calientes torsdag. Nico og jeg var ogsaa i blandt de heldige, der naaede at se Machu Picchu. Mange andre havde vandret i fire dage ad Inkastien men maatte gaa direkte til landsbyen i stedet for Machu Picchu pga. fare for mudderskred. Vi var ogsaa heldige med, at vi valgte at tage to dage til at se Cusco inden vi tog videre til Aguas Calientes. Havde vi ikke gjort det, var vi gaaet glip af Cusco, og det var bestemt en spaendende by at besoege med mange ruiner fra Inkatiden i det omkringliggende omraade. Her er en tidsoversigt over vores tur:

-Tirsdag d. 19. januar: Afgang fra Santiago med fly til Cusco via Lima. Det foerste fly var forsinket to timer, saa vi naaede ikke flyet fra Lima og maatte vente et par timer paa naeste fly. I forvirringen glemte jeg mit Visakort i en haeveautomat i Limas lufthavn, saa jeg maatte have Mor til at sende penge med Western Union Money Transfer.

-Onsdag d. 20.-torsdag d. 21.: Sightseeing i Cusco og omegn. Nogle rigtig gode dage. Jeg blev dog syg med feber og maveproblemer.

-Fredag d. 22.: Koerte med bus 6 timer til Santa Teresa og videre 1,5 time i minibus til togstationen taet paa Aguas Calientes, hvorfra vi gik paa togskinnerne det sidste stykke til landsbyen. Busturen var knap saa spaendende med fortsatte maveproblemer :-s Minibus var nervepirrende taet paa skraenten. Vi moedte nogle herlige unge mennesker fra hhv. Argentina, Colombia, Portugal og Italien, som vi fulgtes med paa resten af turen. Gaaturen var virkelig spaendende gennem det smukkeste landskab med kaempe sommerfugle og papegoejer.

-Loerdag d. 23.: Afslapning i Aguas Calientes med besoeg i de beroemte varme kilder, der har givet navn til byen. En skoen dag!

-Soendag d. 24.: Vi stod op kl 01:30 for at vandre til Machu Picchu. Det var en meget haard vandring op ad trapper i to timer i moerke i meget hoej fart, fordi vi skulle komme foer de andre, for at have mulighed for at koebe billetter til Waina Picchu; bjerget hvorfra man har udsigt til Machu Picchu. De saelger kun 200 billetter til kl. 7 og 200 billetter til kl. 10, saa det gaelder om at vaere hurtig. Vi ankom som nogle af de allerfoerste kl. 04 og maatte vente til kl. 06, hvor de aabnede indgangen. Fra kl. 6 til 8 ventede vi i et inkahus med tag paa at det skulle holde op med at regne og blive lysere. Saa gik vi runft i Machu Picchu og lyttede til forskellige guider. Jeg ville dog oenske vi havde haft vores egen engelsktalende guide, for det var meget begraenset, hvor meget jeg fik fat i, og det loed ellers virkelig spaendende. Kl. 10 fik vi adgang til Wayna Picchu, og det betoed endnu en udfordrende klatretur. Denne gang dog i dagslys, hvilket hjalp meget paa svaerhedsgraden. Vi var heller ikke under tidspres, saa vi kunne tage det mere roligt. Det var ikke en helt almindelig sti eller trappe vi klatrede paa, som I kommer til at kunne se paa billederne. Det var svaert men sjovt. Paa toppen af bjerget maatte vi vente en times tid foer skyerne forsvandt, men saa blev det ogsaa virkelig smukt! Udsigten til selve ruinerne var smuk, men udsigten over de groenne bjerge og floden var mindst lige saa smuk. Bagefter vandrede vi ned og kiggede lidt mere paa ruinerne inden vi begav os ned mod byen igen. Der kom et voldsomt skybrud mens vi gik nedad og da vi naaede landsbyen var floden meget kraftig og saa faretruende ud. Vi gik direkte til togstationen for at koebe billetter til naeste dag. Stationen var dog allerede fuld af endre turister, der laenge havde ventet forgaeves paa togbilletter. Alle tog ud af byen var oversvoemmet pga. oversvoemmede skinner. Alligevel fortsatte togene med at ankomme til Aguas Calientes. Der foregik altsaa en taabelig ophobning af turister i den lille landsby. Vi fik at vide, at vi skulle proeve igen naeste dag.

-Mandag d. 25.: Vi proevede forgaeves at faa billetter til toget, men det var umuligt, da togskinnerne var blevet vredet i stykker af floden. Det var ogsaa omsonst at forsoege at gaa til stationen, for selvom det skulle lykkes os, ville vi ikke kunne komme videre med bus, dels fordi buschauffoererne strejkede og dels fordi to broer var brudt sammen. Vi fik at vide, at vi skulle gaa til byens fodboldstadion og vente paa at blive evakueret med helikopter. Det gjorde vi saa, men det var en slem skuffelse. Vi var over 2000 mennesker og foerst kl 15 tillod vejret at soelle 2 helikoptere med en kapacitet paa 15 mand kunne flyve indtil solnedgang. De mange mennesker i stadionet gik efterhaanden i kollektiv panik, saa politiet maatte sende folk ud i gaderne og vente i stedet. Floden gnavede sig langsomt taettere paa landsbyen saa de nederste veje blev oversvoemmet. Det var et foruroligende syn. Situationen var paa CNN om aftenen, saa jeg soergede for at ringe hjem og fortaelle, at det ikke var saa farligt, som det saa ud til. Jeg ringede til den danske embassade men personen, der tog telefonen talte kun spansk!

-Tirsdag d. 26.-onsdag d. 27.: To dage hvor vi bare gik rundt og ventede paa, at det skulle blive vores tur til at blive evakueret. Vi var ikke i direkte fare, men hvis de ikke fik os us, ville byen komme til at mangle mad og drikke. Efterhaanden som tiden gik, fik myndigheder og frivillige i samarbejde etableret udlevering af gratis mad. Der blev arangeret overnatning for de pengeloese i togene, turistkontoret og raadhuset. Heldigvis havde jeg mange kontanter, saa Nico og jeg kunne blive i vores hostel hele tiden, og jeg koebte mad til at supplere noedrationerne, der var meget smaa og med mange timers mellemrum. Jeg tog dog taknemmelig imod dem, for det gjaldt om at straekke pengene saa laenge som muligt. Det ene oejeblik hoerte vi 15 dage til vores evakuering og det naeste oejeblik 3 dage, saa det gjaldt om at vaere forberedt paa det vaerste. Samtidig steg priserne paa vand til det femdobbelte og restauranterne loeb ud for raavarer, saa man kunne ikke vaelge fra kortet, men maatte spoerge "hvilken ret har I?". Jeg fik tiden til at gaa med at besoege netcafèer, snakke med andre turister, sidde i madkoe og Internetkoe, gaa paa restauranter og synge og spille guitar med nogle nye venner fra Italien og Canada. Saa Jeg led ingen noed! Alligevel var det et mentalt pres at vi aldrig fik nogen officielle udmeldinger men kun hoerte rygter om evakueringen og vejrets udvikling. Listen paa torvet over efterlyste personer voksede hver dag, og det var et trist syn. Jeg ved ikke, om personerne er blevet fundet. Nogen proevede at gaa fra landsbyen til togstationen, men det var meget farligt, og vi hoerte ikke fra dem mere. De forskellige nationaliteter samledes og proevede at laegge pres paa deres embassader for at faa hjaelp til at blive reddet. Jeg var den eneste dansker, saa det var en smule ensomt at gaa rundt paa torvet mellem de mange arbejdende, snakkende og festende natioanalitetsklubber. Jeg ringede til den danske embassade igen tirsdag morgen, og denne gang fik jeg fat i en engelsktalende person, der dog bare spurgte mig; "okay, saa hvorfor ringer du til os?" Hun fik min email og lovede mig at holde forbindelsen. Nico fik tiden til at gaa sammen med de andre chilenere, hvor han stod for kontakten til pressen. Han havde travlt med at give interviews og lave film, som han sendte til tv. Det var en stor historie i Chile fordi 200 chilenere var fanget i landsbyen. I kan se Nicos videoer paa www.youtube.com/nicorios.

Torsdag d. 28.: Vi opdagede om morgenen, at myndighederne ikke laengere tog efter den prioriterede liste for evakuering med i stedet blot tog de mennesker, der stod i koe paa togstationen. Derfor hentede jeg alle vores ting, som vi dog ikke vidste, om vi maatte faa med helikopteren. Jeg stillede mig i koe og ventede paa Nico, der gik til torvet for at sprede nyhederne. Kl 14 var jeg kommet forest i koen, men jeg maatte gaa tilbage, fordi Nico ikke var kommet endnu og jeg havde hans pas. Jeg gik ud og ledte efter ham og fandt ud af, at det, der havde forhindret ham, var at floden var begyndt at grave sig ind under nogle huse taet paa floden, saa sammen med nogle andre turister havde han flyttet sandsaekke for at redde huset. Jeg gav ham hans pas og han valgte at blive endnu en dag for at bade i de varme kilder endnu en gang. Jeg gik tilbage til min plads i koeen og kom snart ud. Vi blev ledt gennem et spaendende omraade med en sommerfuglepark, et luksushotel og en orkidèhave foruden den spaendende skov. Vi ventede en times tid i koe inden vi blev lukket ind i helikopterlandingspladsen. Det var med sommerfugle i maven vi bled ledt om bord paa militaerhelikopteren. Det var en uforglemmelig oplevelse at blive dirigeret af de peruvianske soldater; "get down, get up, get down, get up, run to the helikopter" - Alt sammen med vores store rygsaekke, som vi heldigvis fik lov at tage med. Jeg havde ellers ifoert mig tre lag toej, for det tilfaeldes skyld, at vi skulle efterlade taskerne. Det var ret varmt at vente i 5-6 timer i 25 grader, skal jeg hilse og sige! Flyveturen var fantastisk, som I ogsaa kan se paa billederne. Vi floej til Ollanyatamba, hvor vi blev hentet af busser, der koerte os til Cusco. Vi havde hoert rygter om, at Cusco ogsaa var under roed alarm pga. mudderskred, saa jeg blev nervoes da vi naermede os byen og jeg kunne se, at den var ramt af torden og lynild. Jeg havde en bange anelse af at bevaege mig fra asken til ilden, men heldigvis blev min nervoesitet gjort til skamme, da jeg kun saa et enkelt sammenstyrtet hus i hele byen. Jeg fandt voes hostel, hvor vi havde efterladt vores ting, og indkvarterede mig igen. Jeg fejrede min redning med en laekker middag paa en mexikansk restaurant og en massage.

Fredag d. 29.: Jeg gik til en netcafè, hvor jeg fandt en mail fra den danske embassade: "Vil du vaere soed at sende os et par ord, saa vi ved, at du er okay?" Ja tak for jeres omsorg, jeg er ude nu og det er tre dage siden i fik min emailadresse! Hurtigt derefter kom Nico. Han var blevet floejet direkte til Cusco, og havde hoert, at der gik et direkte fly til Chile fra Cusco for vires skyld, saa vi skyndte os til lufthavnen og det lykkedes mig og to tyske piger at komme med flyet selvom vi ikke havde chilenske pas. Det var ikke et normalt fly, men militaerets fly "Herkules". Vi sad paa raed og raekke med siden til flyveretning. I mit tilfaelde uden ryglaen. Der var ingen isolering til at skaane passagererne, saa vi kunne hoere al larmen og maerke al varmen fra motoren og maerke et stort tryk for vores oerer. Soldaterne og piloterne var rigtig soede og inviterede os ind i cockpittet for at se. Storslaaet udsigt over Andesbjergene! Til vores overraskelse blev vi ikke floejet til Santiago men til Iquique. Det var heldigt, at det lige var Iquique, naar nu det skulle vaere, for jeg har nogle gode venner der fra mit besoeg tidligere paa maaneden. Thomas Gattoni inviterede Nico og jeg til at sove i hans hjem saa laenge vi ville. Hans foraeldre var paa ferie. Om aftenen var der fest i huset.

Loerdag d. 30.: Vi sov laenge, fik vekslet penge og noed god mad og is. Om aftenen koebte vi vin, som vi noed i centrum, hvor der var en festival for middealder musik - meget pudsigt, eftersom Chile ikke eksisterede o middelalderen.

Soendag d. 31.: Vi tog til den skoenne strand hele eftermiddagen og om aftenen var der privatfest hos en ven.

Mandag d. 1.: Vi tog med fire andre chilenere fra Aguas Calientes til spoegelsesbyen Humberstone i Atacamaoerkenen. En spaendende oplevelse. Byen stammer fra tiden med salpeterudvinding fra oerkenen. Da man fandt ud af at fremstille krudt paa anden vis maatte fabrikken lukke og folk flyttede derfra. Husene, fabrikken og alle byens facaliteter staar stadig uberoerte tilbage. Om aftenen tog jeg paa diskotek med vennerne fra Iquique.

Tirsdag d. 2.: Der gik et ekstraordinaert stort fly fra Iquique til Santiago for at bringe de strandede turister hjem. Det var haardt at sige farvel til vennerne fra Iquique. Nico tog med hjem til Àlvaros hus, som jeg har faaet lov at laane selvom familien ikke er hjemme.

Onsdag d. 3.: I dag vaagnede jeg dels pga. den hylende nabohund og dels fordi jeg har faaet blaerebetaendelse. Det var meget smertefuldt :-( Heldigvis var Nico her, saa han tog med mig til apoteket, til laegen og tilbage til apoteket. Jeg fik en meget staerk smertestillende pille paa apoteket, som fik mig til at foele mig meget fuld, men som ogsaa tog alle smerterne. Derefter tog Nico med paa cafè for at vente paa, at jeg skulle blive "aedru" igen. Jeg tog hjem og lavede en laekker middag og nu har jeg det godt igen! Jeg vil saette computeren til at uploade billederne til nettet i loebet af natten, saa i morgen skulle der meget gerne vaere billeder fra Peru.

Godnat og sov godt, Danmark!