Profile
Blog
Photos
Videos
LUPU & EXPO
I går var vi en tur oppe på Lupubroen. Lupubroen er den fjerde bro der er bygget over Huangpu floden, der deler Shanghai op i Pudong (Østsiden) og Puxi (Vest). Broen er en buebro bygget i 2003 og da planerne skulle vedtages var der megen uenighed, siden buebroen var langt den dyreste broløsning blandt forslagene, men det blev formentlig vedtaget for at Shanghai dermed ville have verdens længste buebro. Lupubroen er én ud af to i verden hvor der er muligt at gå oppe på selve buen, den anden bro er Sydney Harbour Bridge. Fra toppen er der en fantastisk 360*´s udsigt over Shanghai og broen ligger lige midt i EXPO området der er ved at blive opført på begge sider af floden.
EXPO er "verdensudstillingen" og det er verdens tredje største event (Efter FIFA World Cup og OL) når man måler den økonomiske og kulturelle indflydelse. Den første EXPO udstilling blev afholdt i London i 1851, og fleste bygninger der bliver opført til EXPO bliver revet ned efter udstillingen, men nogle af hovedattraktionerne for som regel lov at stå. Fx er Eiffeltårnet opført til EXPO i Paris i 1889.
Der er 2 kategorier af EXPO, registered EXPO og recognized EXPO. De første er de store udstillinger der må vare op til 6 måneder, og de sidstnævnte er mindre udstillinger der må vare op til 3 måneder og har størrelses-begrænsninger. Der skal gå minimum 5 år mellem hver af de store udstillinger og i tidsrummet derimellem må der afholdes en af de mindre. Den her i Shanghai er en af de store, så det fylder virkelig meget hernede, hvilket nok kan sammenlignes med OL- forberedelserne i Beijing. Allerede i 2007 blev der reklameret heftigt for arrangementet. EXPO åbner 1. maj 2010-31. okt. 2010 og man forventer 70 millioner besøgende. Det er lidt surt at vi rejser hjem lige inden det åbner, men på den anden side når vi at se det hele være bygget færdigt og det er meget interessant at følge med i. På toppen af Lupubroen var der en guide med der kunne forklare hvor alle de forskellige pavillioner til EXPO biver bygget, så man får lidt et overblik over hvad der er hvad.
- comments