Profile
Blog
Photos
Videos
Svalbard 10/2:
Endelig fik jeg sovet! 7 timer nogenlunde i streg og vågnede helt groggy og omtumlet. Mine ben var ret trætte efter gårdsdagens hundeslædeløb og armene kunne også sagtens mærkes. Vi stod op kl. 08 og gik ned til morgenmad som vi "plejer" på Svalbar. Vi var vidst begge lidt slatne og glade for at dagen i dag "kun" stod på 5 timers hike i på snesko. Morgenmad indenbords efterfulgt af en god sund smoothie. Bagefter gik vi retur til hotellet for at pakke dagens oppakning. Kameraer og så ellers ekstra af alt. Strømper, handsker, huer, halsedisser, trøjer og lange underbukser. Kl. 10 sad vi uden for i vores Michelin outfit på verandaen og ventede på at blive samlet op. En høj rødskægget mand kom et par minutter efter og vidste næsten pr automatik at vi måtte være Mona og Maria på hans liste. Han var selvfølgelig indfødt og hed Niels. Han tog os med på bussen sammen med 7 andre, og kørte os derpå ud mod dalene uden for Longyearbyen. Først forbi Endalen, dernæst Todalen og til sidst ind i Bolterdalen eller Tredalen som den også. Med andre ord, lige lukt tilbage til hvor vi var igår: slædehundeland. Her ville Niels forbi en slædehundegård ved navn "Base camp" for at hente en hiking-buddy til os. Vi fik lov at strække benene på stedet og også mulighed for lige at se en hundegård mere. Den var knap så stor men lå idyllisk på fjeldsiden. Sneen omkring var farvet grålig af alt kulstøvet fra mine 7 som lå lige oven for. Denne mine er en af de eneste miner på Svalbard som stadig er i brug, og den sviner af pommeren til. Base Camp havde ud over sin sorte sne også et originalt sælkøds tørrestativ. Her hang 4 sæler til frysetørring og udgjorde således hundenes mad for de næste dage.
Niels hentede et stort Hvidt pragteksemplar af en husky. Han hed Nansen og var fuldstændig ekstatisk over at han måtte komme med. Han var høj og slank og fes rundt i alle retninger i den lange snor. Niels pakkede ham bag i bussen sammen med de mange snesko. Vi kørte derpå ud mod Todalen. Egentlig havde Niels planlagt at vi skulle ud i Bolterdalen men 4 af os havde allerede været derude igår så han lavede special treatment pga os. Sød fyr! Det viste sig nemlig at to af de andre på hiket var de to garvede nordmænd som igår også var med på vores hundeslædetur. John og Lars. Så os ud i Todalen med os og vores oppakning. Vi må have set ret sjove ud som vi gik der i en klump på vores påspændte sneskoplader i en meget gakket gangart og med Nansen flyvende rundt omkring i sin alt for lange snor. Men afsted kom vi og der var nogenlunde klart i vejret så vi kunne se noget. Lidt mere skyet end igår men hvor meget kan man også forlange herude in the middle of nowhere. Vi hikede på siden af et fjeld og vinden havde her blæst dalen godt igennem så vegetationen stak op. Det er også en af grundene til at rensdyrene er hernede lige pt fortalte Niels. Ellers går de normalt højere oppe. Vi så mange i Todalen. Små grupper på mellem 2 og 6 dyr. De som har gevirer er hunnerne, da de ikke taber dem om vinteren. Hannerne smider dem i løbet af efteråret. De efterlader massevis at små sorte efterladenskaber som de lokale kalder "Svalbard oliven" :) Rensdyrene heroppe bliver ikke så gamle. Mellem 8 og 10 år. Dette skyldes ikke alderdom eller det barske klima, men derimod at deres tænder slides for hurtigt. Fordi de spiser vegetation som er meget lav, bider de tit i sten og klipper og slider derfor tænderne op i en ung alder, og dør simpelthen af sult. Tragisk! Men arten stortrives heroppe så det må jo fungere fint.
Det var lidt en udfordring at øffe rundt på de store brede plader af en snesko. Der var is pigge fortil så vi kunne stå fast og så var hælen ellers fri. Pladen bestod at alluminium og et plast stykke som var spændt ud mellem alluminiumspindene. Man blev både hjulbenet og noller at se på. Vi gik på en blanding af frossen vegetation, sne og en hel del is fra sidste sommers smeltevand. Vi kunne ind i mellem se mineskakter stikke ud af fjeldsiden og de vidnede om at fjeldene i dette område er hullet ud som en anden emmenthaler. For at illustrere det har Svalbard i alt 44 km grusvej og til sammenligning over 850km mine skakter! Vi så også levn fra det gamle kultransportsystem som før i tiden bestod i et hav af træ konstruktioner med virer imellem hvorpå kul vognene kørte fra minen og ind i byen. Nu til dags transporteres kullet blot på lukkede lastbiler.
Ude i bunden af dalen gled Niels ned ad en sne drive for at finde et sted med læ til vores halvvejs hvil. Vi andre fulgte efter på stilfuld vis - på måsen med ben og snesko strittende i vejret. Bedst af alle var store John. Han valgte selvfølgelig et andet sted til chancen end os andre og ente med at vælte ned at bakken. Han prøvede selvfølgelig at overbevise os om at det var meningen. Jaa jaa...
I pausen hyggede Mona og jeg med Nansen og fik os en kop varm solbærsaft (en norsk specialitet). Vi sad kort, og fik også lidt chokolade. Dog mærkede man hurtigt hvordan vi blev afkølet på 0.5 da vi jo havde svedt lidt ved al den hiken. Niels påmindede os også hver gang vi havde lynet op eller smidt huer eller vanter. Og han havde ret! Da vi satte igang igen havde jeg mit hyr med at gå gang i benene og ikke mindst fødderne. Sjovt nok vender man sig hurtigt til altid at have lidt kolde tæer. Sådan er det vidst bare. Turen tilbage var heller ikke helt så hård så her kom vi ikke sådan rigtig til at svede. Vi krydsede flodlejet inden vi igen kunne se vores bus. Vi havde lidt ekstra tid faktisk. Niels var nemlig lige så snottet som jeg så han havde ikke turde at gå alt for langt. Den tid brugte vi dog let. Efter at have afleveret Nansen på Base Camp kørte vi op forbi mine 7, og så lige kort minens front og det fuldstændig sorte sne. Svalbard bruger kullet til el og vandopvarmning. Det er selvfølgelig ikke langtidsholdbart og de overvejer derfor også vindenergi. Det er imidlertid svært st få noget i jorden pga permafrosten, men måske det kan lade sig gøre i havet.
Derpå kørte helt op på toppen af fjeldet (ca410m) hvor vi kunne se vejrstationens kæmpe satellitter og universitetets observatorie. Heroppe var der helt hvidt og der var en super udsigt ud over bugten. Der var også vildt koldt og blæsende, surprice. Vi stoppede derfor kun kort inden vi kørte ned igen ad den stejle snørklede vej. Niels var i bunden flink at stoppe ved det meget ikoniske skilt som markerer overgangen fra beskyttet område til ubeskyttet område. Altså beskyttet i den forstand at inden for Longyearbyens "røde zone" siger man at der er isbjørne frit, eftersom der scannes for isbjørne 3 gange i døgnet. Uden for zonen skal guider medbringe en riffel og en advarselspistol og turister må ikke færdes på egen hånd. Denne zone hedder den gule zone og alt uden for den er forbudt område fordi det simpelthen er for farligt. Vil man på ekspedition uden for den gule zone skal man søge tilladelse ved guvanøren og her skal man have en rigtig god grund samt meget erfaring.
Tilbage i Longyearbyen besluttede vi os for en shoppetur på gågaden. Vi zigzaggede mellem butikkerne og de havde faktisk rigtig meget lækkert. Ved 17 tiden holdt vi pause og fik tidlig aftensmad på vores efterhånden stamsted, Svalbar som bestod af Svalbards bedste okseburgere. De var gode! Vi gik tidligt hjem i dag sådan at vi kunne nå at gøre klar til en tidlig morgen i morgen og ligeledes få styr på billeder og blogge. Morgendagen stod på 10 timers ekspedition til østkysten på snescooter så vi skulle have noget søvn for at være klar.
- comments
aase rørvang Ja ----men, kan ikke sige andet end det er som at være der selv,så god og grundig forklaring får man om jeres oplevelser,det er bare fantastisk knus herfra