Til at starte med vil jeg beskrive slutningen af mit ophold hos drengene i Christchurch. Onsdag skulle jeg endelig proeve at surfe. Simon, Robs gode ven, gik med til at laere os 3 danske piger at surfe. Han maatte taalmodigt staa og kigge paa mens vi en efter en padlede rundt i vanden som en flok hvaler. Der var ingen af os der kom op at staa denne gang, men jeg satser staerkt paa at tage revance naar jeg kommer op paa nordoen. Jeg skal uden tvivl proeve at surfe igen. Man bliver jo helt bidt af det skidt!

Efterfoelgende tog vi ud til lufthavnen for at hente Victor. Det var skoent at se ham igen, hvor har jeg dog savnet den dreng! Saa stod aftenen ellers paa boxing-night, hvor sofaerne var stablet ovenpaa hinanden, som en anden biograf, og der var doemt drengehoerm foran skaermen. Det var super hyggeligt, men saa var den heller ikke laengere og mig og victor endte med begge at falde i soevn foran skaermen til alle andres store fornoejelse. Paa trods af vores lille nedtur i sofaen var vi friske paa at tage med til den lokale pub bagefter og det endte med noget af en bytur, hvor Hamish gav den hele armen paa dansegulvet.

Torsdag stod den paa back-to-school, hvor 600 unge moedte op midt paa dagen, iklaedt deres gamle skoleuniformer, og vandrede byen tynd fra den ene pub til den anden. Det var nok noget af det vildeste jeg har vaeret med til. Men ikke nok med at selve traditionen var super underholdende var det det der fulgte efter jeg husker som det sjoveste. Victor og jeg gik fra den sidste pub for at finde noget mad og blev vaek fra resten af flokken. Det resulterede i at vi var lost i Christchurch, men det var ikke et problem, der ikke stod til at loese. Vi spurgte en fremmed gut om han kendte Rob MClean og selvfoelgelig gjorde han da det, han sagde at vi bare skulle foelge med ham, saa det gjorde vi i vores fulde tilstand. Vi tog bussen sammen med gutten, hvorefter det viste sig at han troede vi mente Rob Hudson og ikke Rob MClean. Saa vi var stuck med en fremmed gut i en bus paa vej vaek fra centrum. Men hvad fanden, saa kunne vi da faa et lille eventyr ud af det. Saa vi stod af samme sted som gutten, der i sin berusede tilstand, ikke anede hvor vi befandt os. Men no worries, vi blaffede os til et lift hjem til ham og endte i hans hus, hvor vi blev introduceret til alle hans venner og faktisk ogsaa blev inviteret med til middag senere paa dagen. Men Victor og jeg besluttede alligevel at finde en taxa hjem til Rob.

Fredag koerte vi til Queenstown hvor loerdagen stod paa Robs 21 aars foedselsdag. Som i nok har lagt maerke til paa billederne, var der en af Robs gode venner "spanky", der opfoerte et lille stripshow til aere for Rob, hvilket han tilsyneladend holder af at goere rimelig ofte. Victor holdte en underholdende tale for Rob, der endte ud i et hoejlydt "SKAAL" fra alle festens deltagere. Det var en helt fantastisk sjov fest og Robs familie er simpelthen saa skoen! Man kan ikke andet end at foele sig hjemme i deres praktfulde hus hvor udsigten simpelthen er ubeskrivelig.

Ugen i Queenstown startede ud med en tur til et af de mest eksklusive golf-steder i NZ. Det var helt fantastisk smukt og igen.. det kan slet ikke beskrives hvor smukt! Efterfoelgende tog vi ud til en gammel guldgraver-by, der hedder Arrowtown. Super hyggelig by, med en masse historie. Hoejdepunktet paa dagen var dog da vi skulle bungy jumpe!! Hold kaeft hvor var jeg nervoes, da jeg skulle til at tage springet. Det er som om ens hjerne gaar i staa i nogle sekunder og man kan ingenting huske fra starten af springet, men saa vaagner man pludselig op og indser at man er i frit fald mod vandet og det er det vildeste kick nogensinde! Bagefter var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg skulle proeve det hoejeste bungy jump, der ogsaa befinder sig her i Queenstown. Men nu maa vi se. Jeg prioriterer skydiving, riverrafting og nogle af de andre ekstremsports hoejere end endnu et bungy jump. Om aftenen tog vi i byen i Queenstown (paa en mandag). Paa den foerste pub stod den paa kareoke, hvor den foerste sang blev sunget af "Team Denmark" (som bestod af en flok danske backpackere) og Marianne, Nana og jeg joinede dem paa scenen, hvorefter vi fulgtes med nogle af danskerne resten af aftenen. Queenstown er meget turistet og er fyldt med andre backpackere, derfor er der hele tiden gang i byen. Natten sluttede af med den meget beroemte Fergburger.

Dagen efter tog Marianne, Nana og jeg op i en gondol i Queenstown, hvor man paa toppen kan koere nedad bjerget i saadan nogle gocard lignende biler. Det var en rigtig fed oplevelser, der var dog utrolig koldt paa toppen, saa det tog desvaerre lidt af det sjove ved oplevelsen. Om aftenen besluttede vi at lave middag for familien MClean, da isaer Robs mor har knoklet med at lave mad til os hver aften. Bagefter spillede vi noget poker med Robs familie, og intet andet end det danske ord "hyggeligt" kan beskrive denne aften. Onsdag koerte mig og Rob rundt i Queenstown, altimens Nana proevede det hoejeste bungy jump i verden. Rob viste mig hans gamle hus og vi fik Fish And Chips, hvilket smagte helt fantastisk! Jeg har fundet ud af at jeg kan blive en udemaerket newzealaender, da jeg aabenbart kan lide al den mad de spiser til forskel fra Marianne og Nana.

Til sidst skal det lige siges, at helt overordnet elsker jeg den new zealandske mentalitet. Folk er meget venlige, og selvom man slet ikke kender hinanden spoerger man altid lige hvordan man har det. Det goer det utrolig let at komme ind paa livet af folk.