Profile
Blog
Photos
Videos
Hej blog
Vi stod tidligt op næste dag (nat) for at nå bussen, og kom til en lille by, Olloantaamboo, hvor vi spiste morgenmad, og mødte vores gruppe for turen. Her sad vi og snakkede med dem og vores guide. Bagefter tog vi bussen et stykke videre for at komme til vores destination: indgangen til Inca Trail. Der fik vi vores soveposer og sovemåtter, samt hilste på vores bærer, eller Chasquier, som de ville kaldes. En Chasqui (udtales sjaski) var nemlig dem der holdt sammen på det gamle Inkarige som Spaniolerne havde svært ved at besejre under koloniseringen, og er derfor en ære, at være deres efterfølgere.
Vi kom afsted på 4 dage lange tur, ved at starte nede i dalen, og gå dernede. Da jeg stadig havde maveproblemer, og da solen brændte fra åben himmel, blev jeg hurtigt træt og udmattet. Hvad der skulle være opvarmning for de næste to dage, virkede som et helvede for kroppen, så jeg var ikke så optimistisk for resten af turen. Jeg nød derfor ikke den dag så meget, så det mest positive var, at jeg slap for de værste maveproblemer da vi var kommet til vores lejr. Lejren bestod af telte som Chasquierne bragte med sig, samt vores sovemåtter og soveposer som vi selv havde taget med i vores tasker. Toilettet var bare et hul i jorden, og uden håndvask. Turen blev dog kun bedre herfra.
Da jeg var frisk, nød jeg vores lækre udsigt fra teltet, ved at sidde inde i vores varme madtelt, hvor vi skulle spise. Vores kok: Jésus diskede herefter op med noget af det bedste mad, jeg nogensinde havde smagt, med lækker suppe, og lækker hovedret. Vi fik endda også en kop te bagefter, og vi brugte aftene på at snakke med de andre gruppemedlemmer, og se Chasquierne og guiderne spillede fodbold på en græsplæne ved siden af. Det blev en hyggelig aften, hvor vi alle lærte hinanden at kende.
Vi blev vækket næste dag, af Chasquier, der tilbød os "tent service", i form af kaffe eller kakao, Herefter spiste vi endnu en dejlig morgenmad, og vi gik afsted. Næste dag skulle, ifølge vores guide Freddy, være den hårdeste. Da jeg var frisk og havde sovet (nogenlunde) godt, gik det så let som ingenting. Jeg bar både mit samt lidt af mine familemedlemmers sager, og kom alligevel først til frokost. De andre fra gruppen var mellem ca. 25- 35, alle i god form, og alligevel ventede jeg 20 minutter på den nærmeste. Jeg nød derfor udsigten, samt Jésus', endnu engang, fantastiske mad. Efter frokost gik vi fra 2.600 i højdemeter, til 4.200 i højdemeter på 2 timer, så det var næsten lige så stejlt som trapper. Jeg kom endnu engang som en af de første, og nød udsigten fra toppen af "dead women's pass", navngivet efter, at ikke gamle damer vil kunne klare det. Undervejs havde alle fundet en sten, hvilket vi brugte til at lave en ofring på toppen. Det gjorde vi ved at mase tre Coca blade med stenen, og herefter begrave ofringen med stenen. Da Coca er en del af den peruvianske kultur, ses det som en stor ofring. Mange spiser dem lige ledes, for at komme igennem turen, da de giver god energi. Næste stop var jeg atter først, og ventede lang tid på den næste. I ventetiden så jeg en kæmpe kolibri flyve rundt ved siden af mig, hvilket jeg ikke havde forventet, da vi var i ørkenen. Freddy sagde, at årsagen til dette var, at det verdens anden største kolibri (som jeg så) levede i Amazonas, som lå på den anden side af bjerget, hvor vi vil komme dagen efter.
Det gik herefter stødt nedad, ned til hvad der lignede stenterrasser. Der skulle vi sove. Vi spiste endnu en af Jésus' utroligt lækre middage, og gik herefter på den klammeste toilet, jeg nogensinde havde været på. Det var endnu engang et hul i jorden, denne gang dog uden noget at stødte sig med, og endu engang uden håndvask. Man stod derfor i squad stilling, og med toiletpaper langs siderne, da der ikke var nogen skraldespand, og da man ikke må smide toiletpapir i toilettet. Ad.
Næste dag var min søster helt fra den på grund af sygdom (sikkert på grund af toilettet), så jeg bar derfor hendes rygsæk, foruden min egen. Det var dog intet problem, jeg nød alligevel den smukke udsigt ud over amazonasregnskoven. Man kunne ikke få øje på floden, da den første starter ved den Peruvianske grænse til Brasilien, hvilke er langt væk. Regnskoven var ligeledes kravlet op af bjergene, så vi skiftede mellem at gå gennem regnskov, og ørken. Vi spiste frokost på toppen af et bjerg, hvor man kunne se regnskov og bjerge uanset hvor man kiggede hen. Billedet af lamaen der spejder ud over bjergene, er lige ledes taget der. Da min søster havde det dårligt, blev vi der lang tid, og ventede på hende, og da jeg var en af de første der kom frem, nød jeg udsigten i rigtig lang tid, samt snakkede med de andre fra gruppen. Vi fik endnu en gang super lækker mad, og kiggede på lamaer. Freddy viste en sti vi skulle gå på (da man kunne se den hele vejen ned), samt et tempel, hvor vi stoppede igen. Der snakkede Freddy om historien om stedet, om at ruinerne rundt om Machu Picchu var vigtigere end Machu Picchu, og deres funktioner for at få Machu Picchu til at fungere som by, hvad de groede der, hvem der boede der, og sådan noget. Imens kiggede vi ned på regnskoven som strakte sig nede i dalen og på de andre bjerge. Bagefter fortsatte vi nedad, ned til et andet tempel, hvor man kunne blive og tage billeder, eller gå videre. Min søster og mor gik videre, og mig og far blev sammen med en del andre fra gruppen. Vi kiggede ned på mere regnskov, og Freddy fortalte nogle flere historier. Han sagde også, at det fra nu af kun gik opad, hvilket ikke var en joke. Vi gik op til endnu en top på en bjergside, med endnu en dejlig udsigt over regnskov og bjerge.
Herefter kom den hårdeste del af turen: 3.000 trappetrin nedad. Den har endda fået til navnet "Gringo killer", "turist dræberen". Undervejs på de 3.000 trappetrin gik vi igennem forskellige mikroklimaer, regnskov, en anden slags regnskov, et stykke ørken, så regnskov igen, det skiftde hele tiden.Vi gik også under tunneller og virveltrapper, som Inka-folket så fint havde lavet, dengamg for 500 år siden. Efter trappetrinene, kunne vi se Machu Picchu- bjerget fra dets bagside, samt vores lejr. Det kunne vi fra toppen af endnu et tempel, hvor man også kunne høre toget fra Aguas Carlientes, til Cusco, toget der ville bringe os hjem igen. Det var derfor lidt mærkeligt, at høre toget, når man ikke havde set andre mennesker end vores gruppe, i tre dage i træk. Vi gik lidt videre, ned til vores lejr, hvor vi fik lækker aftensmad, og informationer om næste dag, og om Machu Picchu. Han sagde vi ville stå tidligt op, da der midt på dagen, vil være så mange mennesker, at man ikke kunne komme rundt. Vi stod derfor MEGET tidligt op. Vi stod op kl. 3:30, for så herefter at skynde os ned til indgangen, for at stå forrest i køen, til at komme ind til Machu Picchu. Herefter ventede vi til kl. 5 om morgenen, da vi først måtte komme ind der. Vi gik derfor på toilettet (hullet i jorden der lignede et toilet), og så gik vi afsted til Machu Picchu.
Machu Picchu er et af verdens syv vidundere, sammen med Colloseum i Rom i Italien, Petra i Jordan, Den kinesiekse mur i Kina, Ijita i Mexico, Jesus Statuen i Rio i Brasilien og Taj Mahal i Indien. Machu Picchu er derfor verdenskendt, og der var derfor masser af mennesker. Da vi ankom til den første udkigspost ved "solporten", var der både en masse mennesker som også ventede på at se solen stå op, samt en der friede. Det hele var med til at øge spændingen, når solen stod op over Machu Picchu. Vi så solen stå op over skyfri himmel, og man kunne se flere og flere af de mange ruiner lyse op. Da vi havde set Machu Picchu lyse i morgenlyset med al sin pragt, gik vi videre til næste udkigspost. På vejen ned til næste post mødte vi en masse mennesker på vej ned, allesammen kiggende mærkeligt på os. Freddy fortalte os, at grunden til at der kom mennesker den anden vej var, at de dovne mennesker som tog toget til Machu Picchu, gik den anden vej op til solporten fra Machu Picchu, ikke ned til Machu Picchu, mennesker, som havde været i bad de seneste fore dage, og som derfor ikke stank af sved. Det var derfor de kiggede mærkeligt på os. Da vi kom ned til Machu Picchu, kiggede vi på lamaer der klippede græsset, samt de mange majestætiske ruiner, som Freddy havde historier til. Han gav en rundvisning på en time, hvorefter vi selv måtte gå rundt. Der var dog så mange mennesker, at det føltes som at være på strøget i København i weekenden, så vi blev der derfor ikke så lang tid op kiggede. Vi nød istedet en is ved indgangen til Machu Picchu ved stopstedet for alle turistbusserne, og kiggede på Machu Picchu bjergets smukke, træbegroede bagside. Vi tog herefter bussen ned til Agaus Calientes, hvor vi spiste vores sidste nadver (måltid) som Inca Trail gruppe. Vi spiste lækker mad, gav farvelkrammere, og fandt vores hotel.
Her tog vi et bad med varmt, og lagde sig bagefter i en blød, varm seng. Sikke en luksus. Vi spiste en aftensmad, der var næsten lige så lækker så Jésus', og sov godt. Næste dag stod vi sent op, uden "tent service" eller room service, og gik ned og spiste en moderne, men kedelig morgenmad, bestående af brød og syltetøj. Vi tog herefter den hyggelige togtur tilbage til Ollantatamboo, hvor vi kunne kigge ned på en løbende flod, og gletsjere til begge sider. Vi sagde farvel til byen, og tog herefter bussen tilbage til Cusco, I husker nok, Kuzco verdens navle. Vi kom tilbage til samme hotel, fandt vores taske i trygge hænder, og satte os på terrassen, og nød udsigten resten af dagen, endda uden de sædvanlige maveproblemer.
-Rasmusthecool
- comments