Profile
Blog
Photos
Videos
Hejsa
Vi ankom til Yangon (Yangoon) lufthavn efter lang tids transport. Vi var derfor dødtrætte. Vi var alligevel friske nok til at lægge mærke til "Velkommen til Myanmar Coca Cola-plakaterne", som var mange steder i lufthavnen. Om det var Coca Cola der bød os velkommen, eller om det var Myanmar der bød Coca Cola velkommen, ved vi ikke. Myanmar åbnede først op for omverdenen for fem år siden, så Coca Cola har derfor først for nylig blevet introduceret i landet, så det kunne derfor godt være begge dele. Lige så snart vi kom ud af lufthavnen, blev vi mødt af temperaturer på +30 grader celsius, hvilket var uventet og stegende varmt. På turen ind til byen kørte vi forbi en masse nye ambassader, nye hoteller, vi kørte på nye veje fra en ny lufthavn, og kiggede på ældgamle stupaer. Disse stupaer er overalt, og har derfor givet grund til nationale kælenavne som "stupaens land", "Buddhas land" og lignende. Disse, mange århundrede, gamle buddhistiske ting, så rigtig smukt ud omriget af jungle, hvilket der var overalt i udkanten den seks millioner mennesker store by som Yangon (Yangoon) er. Da vi kom ind i centrum af Yangon (Yangoon), var stupaerne desværre ikke lige så synlige, da nye som gamle højhuse dækkede for udsigten. På vores vej til hotellet kørte vi blandt andet forbi en skandinavisk ambassade, som man kunnese var fuldstændig nybygget og meget fancy, og bygget ved siden af en stupa.
Da vi endelig kom til vores hotel efter en times køretur fra lufthavnen og fra udkanten af byen, til centrum ved vores hotel, chekkede vi ind og vi alle tog os en eftermiddagsslapper inden vi gik ud på meget moderne (i forhold til meget andet i Myanmar, da selv Netto er finere) lokalt marked for at købe de basale ting, da vi ikke har et køkken, og da butikken ikke havde andet. Til gengæld havde de kæmpe store is fra ca. 1,5 til 2 kroner, så vi nappede derfor alle fire en hver, inden vi lagde os i vores bløde seng, og sov bedre end i lang tid.
Den følgende morgen var vi godt udhvilede, og meget imponeret over morgenmaden, for at du vimmer den var fin. Der var flere asiatiske ting som ris, nudler og forskellige kødretter, men også masser af europæisk i form af youghurt, mysli, brød, juice og lignedne. Derudover havde buffeten sit helt eget "Myanmar food" sted med buremesisk suppe og te. Jeg tog altid en skål suppe da den smagte så godt, téen derimod, kunne jeg godt have undværet. Efter at være blevet meget imponeret over vores morgenmad, besøgte vi først en af byens største og vigtigste stupaer. Efter at have gået rundt i noget tid, spurgte en burmesere om han måtte vise os rundt, og spurgte om vi var interesserede i at høre noget historie om stedet, da han synes vi så nysgerrige ud efter hans eget udsagn. Det havde han ret i, så vi fulgte med ham rundt inde i de store stupa med de sjove skrå gange (kig i fotos), og rundt om s. Forklarede blandt andet om Myanmars sjove kalender: Den har nemlig otte dage istedet for syv. Han forklarede, at det var for at symbolisere de 8 verdens hjørner inde for buddhismen: Nord, Nord Vest, Nord Øst, Syd, Syd Vest, Syd Øst, Vest og Øst. Hver dag har hver sin personlighed og figur. Min far, mor og jeg er født på en fredag og ligner derfor et marsvin i personlighed, tager aldrig hævn og er ikke grådig men bliver istedet derfor ofte overset- lige som et marsvin. Min søster var en "mandag" og med dyr i form af en tiger, da hendes personlighed ligner en tiger: beskytter sig selv, fylder meget og brøler sin mening ud. Alle der kender min familie, kan godt se han har fat i noget. Vi ærede derefter vores spirituelle dyr (marsvinet og tigeren) ved at hælde vand på dem, hvilket vi også kunne se mange burmesere gøre. Onsdag er splittet ved 16-slaget til to forskelle dage.
Guiden fortalte flere andre buddhistiske historier, hvor vi i forvejen kendte en del. Han viste også den store bronze Buddha (kig i fotos) og mange andre ting rundt om stupaen. Ved udgangen af stupatemplet gav vi ham en donation som tak for turen, da han sagde at det er god skik og vil bringe held i fremtiden. Vi tog bagefter ind til havnen så lå ligeved siden af, inden vi tog til Yangom (Yangoon) togstation.
Ved togstaion var jeg overrakset over at se så mange burmesere have smartphones- alle sad med hovedet begravet i hver sin. Grundet til at jeg synes det var overraskende, er fordi Myanmar i 2010 var et af asiens fattigste land, hvor hovedbefolkningen ikke ejede noget, til at alle har en smartphone. En anden ting jeg lagde mærke til var, at alle sad og spillede Clash of Clans, et af mine yndlingsspil. Jeg følte mig derfor akut hjemme. Også inde i selve toget sad de og spillede, mens de ventede den time det tog før toget blev fyldt og tog afsted. Selve de kvindeligt kønnede burmesere spillede det!!
Vi tog ikke toget fordi vi skulle et bestemt sted hen, men fordi det var anbefalet i vores guidebog at prøve at tage en togtur for udsigtens skyld. Toget gik nemlig både igennem Yangons (Yangoons) centrum og langs udkanten af byen. Toget varede fire timer, og kørte fra det der kunne ligne Singapore i et tidligt stadie, og ud til hvad JEG forbinder med asien- små huse på rismarker med beboere der går rundt med vietnameser hatte på hovedet.
Vi kørte også forbi slumkvarterer. Ved disse dele af togturen, bumlede toget meget. Man kunne gennem hele turen høre et "gadum, gadum" inde i togvognen, da skinnerne ikke var de bedste, men ved slumkvarterene, føles det som at sidde i rutschebane der rykkede fra side til side. De mange kvinder og mænd som gik rundt inde i toget for at sælge drinks og lignende havde ellers ikke nogen problemer ved at gå igennem toget tidligere, men det må man sige de havde ved slumkvarters-stykket. Mine forældre og jeg synes det var sjovt, min søster blev rædselslagen, hvilket vores burmesiske naboer morede sig over. De kunne tydeligt se sådanne toge var meget langt væk fra hvad hun tidligere har prøvet.
Vi tog ikke turen hele vejen rundt som planlagt, da vi vurderede, at vi hellere ville have noget slap af tid på vores hotel. Vis tod derfor af på en station som lå 100m fra vores hotel. Vi slap lidt af, jeg vaskede mig i ansigtet og skrev med mine venner, fremtidige lærer og på min Myanmar fagbog, inden vi alle blev enige om at tage op til byens, og måske landets, største attraktion: Shwedagon Paya (ved ikke hvordan det udtales).
Vi tog derop om eftermiddagen efter frokost, da vi så håbede på at der ville komme en smuk solnedgang over "PayaEN" (som jeg kalder den). Inden da gik vi en tur i "Peoples Park", en park bygget med klar udsigten til Payaen. Der var springvand og hængebroer mellem de mange træer i den, ja næsten jungle lignende, park. Udgangen til parken var få meter fra den nærmeste af fire indgange. Ved alle indgange stod der to buddhistiske løvedrager for at beskytte folket ved- og selve Payaen for onde ånder. I buddhisme tror man nemlig på at alt har en ånd, så hvis en ond ånd nærmede sig, stor løve-dragerne klar til at besjre ånden. De er derfor gigantiske (se i fotos).
Selve Payaen var næsten 100 meter høj (99 uden top), og belagt med 27 tons guld, og med tusindvis af ædelstene, doneret af gamle konger der har erobret byen gennem tiden. Det mest imponerende (synes jeg) var alligevel de 32 mindre stupaer der omringede den, samt de mange religiøse bede steder der omgav den. Stemmningen var også imponerende, da der hele tiden var et eller andet optog igang, enten et munke optog, et optog med kvinder der dansede traditionel dans, eller mænd der spillede musik. Der var også noget som ligende et lydløst og meget langsomt optog. Fanndt dog ud af, at det var én lang kø til en madbod- det er nemlig god skik at servere mad ved hellige steder får folk der har brug for det. Selve madboden kunne vi ikke se grundet de store menneskemængder der dækkede for boden, så vi fandt derfor ud af at optoget ikke var et optog, fordi vi så mange komme ud af mennsekeflokken rundt om boden med mad i hånden.
Vi så også mange munke, børn som ældre, bede overalt. Vi så også normale thaiere og burmesere bede, stedet er nemlig blevet lidt af et pilgrimssted for mange buddhister. Stemningen var derfor magisk og meget speciel. Det hjalp ekstra meget på den specielle, nærmset mystiske, stemmning, når solen lyste med sin specielle lyserøde nedgangs lys. Vi ventede på at solen var gået ned inden vi tog tilbage til vores hotel, fyldt med indtryk. Vi var også meget imponerede over at Myanmars religiøse traditioner fylder SÅ meget som de tydeligvis gør. På vejen hjem snakkede min familie og jeg om vores oplevelser, om den magistiske stemning, og om morgenmaden næste morgen.
Efter atter at have blevet imponeret over morgenmaden, gik vi rundt i centrum af byen, gennem faldefærdige traditionelle gader, og med mennesker som alle sammen var meget aktive. Der var derfor rigtig meget liv i gaderne. Man kunne på den måde godt mærke at vi var inde i en storby. På hver en gade så vi munke der var samlet omkring gadens minitempler. Hver gade havde nemlig deres eget lille bedested. Myanmar består af 90% buddhister var det næsten altid et buddhistisk gadetempel. Der var dog også nogen gader der havde en Måske istedet, da 4% af befolkningen er muslimer. Man kunne på den måde se hvilke gader der var muslimske og buddhistiske.
Efter gåturen i downtown, tog vi til en af verdens største liggende buddhaer (kig i fotos). Den var 65 meter lang, og enormt høj. Det tog 300 munke mere end et årti før den blev færdig. Specielt Buddhas fodskriptioner måtte have taget lang tid. Buddhas livshistorie var nemlig tegnet ind i hans fødder, da han, ifølge legenden, var født med inskriftionerne i hans rigtige liv. Meget imponernede og flot.
Lige i nærheden var der en lotusbuddha (kig i fotos). Rundt om lotusbuddhaen var der hvert sit vandhældnings sted for hver dag. Vi hældte derfor vand på hver vores dyr (marsvin og tiger) og kiggede på det flotte træværk, som denne Buddha er blevet mest kendt for. Det var nemlig stort, men alligevel fyldt med udskåret blomster, dyr og blade, og omkransede buddhastatuen. Vi tog herefter hjem for at pakke de ting vi skulle før vores smuttur til "the golden rock".
Efter at have været i Yangon (Yangoon) i tre nætter i streg, tog vi nu til "The Golden Rock", da den er kendt for sin magiske stemmning. Da Myanmar længe har været et lukekt land, har vi ikke set så mange turister indtil videre, men på den 5 timer lange biltur op til bjerget som stenen lå på, så vi absolut ingen. Transporten bestod af et pickup om morgen ved hotellet, og af en lastbiltur op af bjerget. Det var uden tvivl lastbil turen dr var det sjoveste, faktisk den sjoveste oplevelse i Myanmar indtil videre. Vejen op til stenen gik nemlig både og ned og drejede ofte meget kraftigt. Jeg sad i midten af den åbne lastbil, og foran sad der udelukkende teenagedrenge. Man kunne høre dem tale hele turen, lige som en flok piger ville.
Lige så snart vejen drejede lidt hylede de så højt som de kunne, og lød, igen, nærmest som en flok piger i tivoli. Man kunne også høre hvis vejen gik ned, da de spredte ordet til de andre ved at lave signaler og lyde. Når det så endelig gik nedad, fulgte de op med det selvvanlige lange, og meget højlydte, hyl. Selvom jeg ikke forstår et ord burmesisk, kunne jeg alligevel forstå hvad de sagde, ved at kigge på hvad de pegede på, og hvad deres humør var. Foreksempel da vi nærmede os stenen pegede de allesammen op på den og viskede højlydt til hinanden med lyde som "omg, oh, øj" osv. Det var også sjovt at det kun var min familie, som ikke var af asiatisk afstamning. Det samme galdt for de forbipasserende busser. Resten var enten burmeserer eller thai.
Oppe ved endestationen var der en masser markeder og boder med mini "golden rocks", samt klassiske Buddha souvenirs. Efter at have smidt vores baggage ved hottellet,, tog vi straks op til stenen. På vejen op så vi flere boder og masser af munke. Stemmningen var dog ikke så magisk som jeg havde forventet. Stenen var nemlig et pilgrimssted for mange buddhister, så selvom transporten er dyr og besvægerlig, var der rigtig mange mennesker. Vi havde derfor høje forventninger til stemmningen med alle de mennesker. De fleste mennesker lå desværre og sov til middag for at være klar til at være vågen hele natten, hvilket ikke gjorde stemmningen specielt meget speciel. Vi tog os derfor også en eftermiddagslur, inden vi gik op igen lige inden solnedgang.
Ved solnedgangen, var der en helt anden stemmning: mange flere var vågne, der var generalt bare flere mennesker og flere munke. Der var blandt andet mange børn der spillede fodbold, og børnemunke som legede med radiobiler. Vi fandt ud af, ved at smuge lytte til en guide der talte engelsk, at den dag vi var der, var fuldmåne dag. Derfor tændte de lys på den store plads, som tempelområdet omking stenen var, når månen viste sig med sit smukke lys. Vi fandt også ud af, igen udfra guiden, at det kun var ved fuldmåne i marts og november at man tændte de tusindvis af lys, så vi var heldige. Stemmningen var derfor på sit højeste omkring solnedgang.
Da min far og jeg næste morgen tog afsted tidlig tidlig morgen for at se solopgang over stenen, var der stadig mange der var vågne for at tænde lys og for at rundt til de mange forskellige minitempler omkring stenen. Selve stenen er malet med guld og med en stupa på toppen. Inden i stupaen er der et Buddha hår. Derfor, og for en anden fascinerende grund, vil alle buddhister dertil. Stenen ligger nemlig på kanten af bjergtoppen, og er derfor ved at falde ned- ligner det. Stenen har nemlig overlevet flere jordskælv uden at falde ned, også selvom man kan rokke den nok til at kunne trække en tråd hele vejen under den.
På vejen tilbage tog vi turen ned fra bakken. Desværre sad vi kun i bus sammen med ældre voksne, så de vinede ikke eller noget som helst andet sjovt. Den fem timer lange tur blev derfor mere langtruken end den var hyggelig, til modsætning til turen til stenen. Da vi endelig kom tilbage, snakkede vi og spiste, og det var egentlig det. Vi alle fire var nemlig meget trætte efter en meget intens oplevelse. Vi snakkede om vores næste destination Inle, og selvfølgelig også om morgenmaden.
- Rasmusthecool
- comments