Profile
Blog
Photos
Videos
Efter halvandet døgns rejse, med mellemlandinger i Addis Ababa og Bangkok, ankom jeg endelig på Suanprung psykiatrisk hospital i Chiang Mai. Jeg fik en rigtig fin velkomst, og mit værelse stod klart. Hospitalet har en hel etage i kontorbygningen til studerende så jeg mødte hurtigt alle de andre studerende og to studerende fra Phutan tilbød at vise mig Chiang Mai.
Jeg startede hårdt ud, og med 4 timers søvn og 6 timers jetlag gik jeg i gang med interviews fredag morgen. Til frokost fulgte en sygeplejerske mig over i parken på den anden side af gaden, og dér var det! Mad-paradiset! De lækreste asiatiske retter var linet up bod efter bod. Sushi til under 1 kr. pr. stk., wokretter for 3 kr og jeg kunne blive ved. Resten af dagen forløb med interviews og rundvisning på hospitalet. Om aftenen tog Rachu og Tshering (de to studerende fra Phutan) mig med på et marked. Vi talte lidt om sygeplejeuddannelsen og forskellighederne i Danmark og Thailand. I Thailand er man højt respekteret hvis man arbejder indenfor sundhedssektoren, derfor er der en masse regler der skal overholdes. Man må ikke gå på diskoteker eller barer, man må ikke drikke alkohol offentligt, man må ikke gå i shorts eller kort nederdel/kjole, man må ikke gå i tøj med for mange farver, det første studieår skal de studerende gå med et stort skilt om halsen med deres navn og uddannelse. Og det er hele året og hver gang man forlader sit hjem, ikke kun på skolen og bla bla bla.. Hvis man overtræder nogle af disse regler kan det føre til udvisning fra skolen. Jeg troede helt seriøst at det var en joke, men nej! Jeg diskuterede det senere med en af psykologerne på hospitalet og han synes det er helt i orden. For mig giver det absolut ingen mening at ens profession skal påvirke ens privatliv på denne måde, men underligt nok så accepterer de studerende det.
Lørdag var stor festdag i Chiang Mai. Den årlige blomsterfestival skulle afholdes og gaderne var proppet med tilskuere, blomsterparader, sang og dans. Det var ubeskriveligt smukt og desværre kan billederne på ingen måde vise hvor smukt det var.
Søndag tog vi på besøg på Chiang Mais største tempel der ligger på toppen af et bjerg. Og jeg blev præsenteret for buddhismen fro første gang. Det var ubeskriveligt smukt. Jeg har aldrig været i et tempel før, så det der med at man kun må gå med urets retning og sådan var lidt en udfordring for mig. Men det var en rigtig god oplevelse og historien om Buddha giver faktisk god mening. Lige på nær alt det der munke halløj. At man skal undgå kvinder så meget at man ikke engang må modtage noget fra dem og skal have separate stole og toiletter er måske lige at overdrive lidt? En munk er jo bare en fancy über-religiøs tigger i orange tøj. Men okay, jeg ser jo også på det med uvidende vestlige øjne. Det er måske lidt beundringsværdigt at de er villige til at opgive alt for deres religion, det kunne jeg aldrig gøre.
Psykiatrien er på mange måder den samme og på mange måder helt anderledes end i Danmark. Tendensen til overmedicinering er stor hernede, og deres begrundelse er manglende ressourcer. Patienterne får ikke samtaler med en psykolog, deres kontakt med psykiatrien går næsten udelukkende ud på at diagnosticere, finde medicin og behandle bivirkninger. Jeg så f.eks. en patient der havde været på antipsykotisk medicin i 20 år. Hun var helt zombieagtig at se på og havde tydeligvis mange bivirkninger af medicinen. På trods af dette havde hun ikke haft en eneste samtale med en psykolog eller psykiatrisk sygeplejerske. Det var heldigvis aldrig sket i Danmark.
En dag fik jeg lov til at komme med en psykiatrisk sygeplejerske og en psykolog ud i landsbyerne til stammefolket. Den dag havde jeg selvfølgelig glemt mit kamera, så jeg har desværre ingen billeder derfra. Vi kørte tre-fire timer op i bjergene helt op til grænsen mod Burma og jeg nød den smukke natur på vejen. At være psykisk syg er ikke acceptabelt i Thailand, og slet ikke i landsbyerne, så vi skulle komme uden uniformer og passe på at folk ikke opdagede hvem vi var. I Ghana boede de i jordhuler i landsbyerne men her i Thailand er de bygget af bambus. Det er utroligt hvad man kan bygge af de materialer naturen har givet os.
Rachu og Tshering var søde til at tage mig rundt i byen. Og i Thailand kører man ikke i tro-tro, men i tuk-tuk. Det er en form for en overdækket motorcykel med et dobbeltsæde bagpå. De er noget mere behagelige at køre i. Vi har været på nok fem forskellige markeder og en masse gode gadekøkkener. Restauranter kan vi ikke gjort så meget i. Gadekøkkenerne er meget billigere, og så er det noget hyggeligt over at sidde på en kantsten og indtage sin aftensmad.
Der er allerede gået halvanden uge siden jeg forlod Kenya. Det er vildt at tiden går så hurtigt. Nu sidder jeg i lufthavnen I Chiang Mai og har en lille mellemlanding i Bangkok inden jeg rammer Phuket hvor Jeremias forhåbentlig venter på mig i lufthavnen :)
- comments