Profile
Blog
Photos
Videos
Blog 2
Vi var velankommet til Arequipa, hvorfra man kan komme på trekkingtur i det fantastisk smukke Colca del Canyon. Det var muligt at bestille en to- eller tredages trekkingtur i Colca Del Canyon, ruten var den samme ligegyldigt om man tog den på to eller tre dage. Ham der solgte os turen informerede os om, at det ikke var hardcore trekking, og at vi godt ville kunne klare det på to dage. Vi blev enige om at tage den på to dage, så vi ville have mere tid til andre ting. Søndag d. 24. August kl. 3.00 satte vi os ind i en meget kold bus mod målet, Canyon del Colca. Og når der skrives kold bus, så menes der virkelig kold bus. På et tidspunkt var der frost på indersiden af ruden!!! Vi kørte opad i tre timer, før det var tid til lidt hurtig morgenmad. Derefter kørte vi opad en times tid mere indtil vi kom til turens første view point. Vi befandt os på 4800 meters højde og det kunne mærkes. Lotte skulle på toilet, så vi gik et par hundrede meter nedad bjerget til toilettet. Da vi skulle op igen blev vi meget forbløffede over hvor stor påvirkning højden havde på vores vejrtrækning. Vi måtte stoppe for at holde en pause før vi igen kunne fortsætte opad. Det var en meget mærkelig følelse, da vi nu ellers begge vil mene at vi nok skulle kunne klare at bestige en lille bakke.
Da vi igen kom op til det smukke view point, var vi så heldige at se to kondorer. Dette er et ret sjældent syn, så vi var meget heldige, at den ene endda kom ret tæt på os, den var kun ca 10 meter fra os. Faktisk kan hankondorerne blive op til 1,3 meter fra hovede til hale, veje op til 15 kg og have et vingefang på over 3 meter. s*** en giga fugl! De to vi så var dog hunner, men sikke et syn, at se de store, prægtige rovfugle, glide gennem luften, mens de ledte efter mad.
Efter at have set udover kløfterne blev vi kørt videre hen til det sted, hvorfra trekkingturen skulle starte. Vi startede med at høre en masse om lokalbefolkningen og deres levevilkår og levevis. Vores dygtige guide, Nestor var vokset op i området så han fortalte os en masse spændende historier undervejs. Han fortalte os rigtig meget om kulturen i disse små bjerglandsbyer og det er jo et liv som virker så simpelt og forunderligt sammenlignet med hvad vi kommer fra. Vi tænkte vist alle, at det måtte føles som paradis, at være bosat ude i denne storslåede natur, omgivet af intet andet end hinanden, nogle simple boliger og den smukkeste natur. Men som Nestor sagde, så er det rigtig hårdt arbejde. De kan kun dyrke nogle ganske bestemte madvarer i det område og de er nødt til at vandre hele vejen op af bjerget for at bytte varer, købe hverdagens fornødenheder og derefter vandre med deres muldyr og oppakning hele vejen ned igen. Virkelig hårdt arbejde og samtidig et meget fattigt miljø, idet der ikke er meget at gøre med. Men alle dem vi kom forbi virkede rigtig venlige og tog imod os med åbne arme og vi følte os virkelig velkomne. Et sted kom vi forbi et lille hus hvor en mor og hendes barn sad. Her fik vi lov at gå ind på deres område, og se nærmere. Her så vi blandt andet hvordan hun var i færd med at tørre Alpaca kød, hun havde parteret et helt dyr og alt blev brugt. Det så virkelig klamt ud men det er jo nødvendigt for at kødet kan holde sig. Der kom elektricitet til bjerglandsbyerne for 4 år siden og dette har været med til at skabe en stor mentalitetsændring hos befolkningen. Nu har de fleste et fjernsyn og de moderniserer sig meget hurtigt. Deres lokale sprog vil de unge ikke rigtig bruge, det traditionelle tøj er også ved at forsvinde ud af billedet og husene konstrueres i en anden stil, så der sker virkelig en stor udvikling. På sin vis er det jo naturligt at jo større indsigt man får i verden omkring sig, jo mere udvikles man og lærer af omverdenen. Desværre betyder det også at nogle af de ældgamle, fascinerende traditioner forsvinder langsomt, og hvor er det en synd og skam. Med den fart udviklingen har, kan man frygte at om 10 år har det fuldstændig mistet sin charme og traditionsbunden verden. Heldigvis for os har vi nået at få et indblik i deres fantastisk, simple, hårde og anderledes liv.
En anden sjov ting Nestor fortalte os, er at i den by han er vokset op i, Cabanaconde, der drikker bønderne øl mens de arbejder. De starter dagen med et bestemt ritual hvor alle skal drikke af samme krus, og så går arbejdsdagen i gang. De får ingen vand overhovedet, mens de arbejder og når de har fri drikker de videre, indtil de går i seng og så starter dagen ellers på samme måde igen. Hvad mon vores chefer ville sige til, hvis vi kom fulde på arbejde hver dag :)
En lille fun fact er, at befolkningen i det område bliver utrolig gamle (ifølge dem selv). Ifølge Nestor blandt andet fordi de ikke bruger kemisk fremstillet medicin, men holder sig til naturens materialer, fordi de lever meget mere naturligt og spiser så naturligt som muligt. Nestor sagde at hans bedstefar nu er 105 år gammel, får ingen medicin og stadig vandrer ture i bjergene uden problemer. Han ryster sågar på hovedet når de yngre personer vælger at bruge vandrestave for at lette turen. Så ifølge Nestor bliver de altså nemt 115-120 år gamle i det område (Så kan man jo så undre sig over, om det skyldes, at de ikke har helt styr på fødselsdato og år)
Nå men tilbage til beretningen om vores meget hårde trekkingtur:)
Da vi stod oppe på kanten af kløften og kiggede udover det smukke, forunderlige bjerglandskab, i næsten 4 kilometers højde, var det lidt uoverskueligt, men dog fascinerende, at tænke på, at vores små ben skulle gå hele vejen derned. Ikke desto mindre begav vi os med godt mod, afsted i et raskt tempo, med det mål at nå helt ned i bunden af kløften inden mørket faldt på. I bunden af kløften var smeltevandet fra bjergtoppene samlet og havde dannet en smuk oase, som var her vi skulle tilbringe natten. Afsted med os! Første dag bød på syv timers vanvittigt hård trekking. Den første time synes utrolig hård og vi kunne stadig se ned på oasen, som dog ikke virkede til at komme tættere på. På det tidspunkt så det mildest talt umuligt ud, at skulle nå derned inden det blev mørkt, men med hovedet højt og humøret i top vandrede vi videre :) Og det gik NEDAD! Hold nu op hvor var det stejlt. I det sydlige Peru er der virkelig tørt, så underlaget vi gik på var en blanding af sten og støv. Det var vanskeligt at gå på og fødderne skred flere gange under os. Vi havde begge nogle små vrid i knæ og ankler, men intet der gjorde at vi ikke kunne fortsætte. Det tørre klima gjorde at vi, i kampens hede, indhalerede en del støv. Så udover at det var fysisk hårdt drillede vejrtrækningen også lidt. Men nøøøøj hvor var der smukt! Det tørre landskab på toppen og det grønne og frodige i bunden. Eftersom vi havde valgt to dags turen, var der desværre ikke så meget tid til billeder og tissepauser og idet vi jo er ret vilde med at tage en masse smukke billeder, måtte vi flere gange sætte lidt ekstra fart på for at indhente de andre. Da vi havde gået i ca. tre timer var vi i bunden af kløften og det ville jo selvfølgelig være for nemt bare at blive i bunden, så vi skulle selvfølgelig gå op for dernæst at gå ned igen. Og der mærkede Randi de første tegn på højdesyge. Hovedpine, svimmelhed og kvalme, hvor svimmelheden jo desværre gjorde det lidt utrygt at gå på de meget smalle stier med fare for at falde ud over kanten. Så hun tilbragte en del pauser med hovedet nedad, for at få lidt ilt til hovedet. Vores guide var rigtig god, han havde selvfølgelig prøvet det mange gange før og sagde at det var vigtigt ikke at presse sig selv, for at det ikke udviklede sig. Der blev brugt lokale hokus pokus tricks med urter der blev gnubbet diverse steder og som hun skulle lugte til, men uden den store effekt. Efter en lille times tid mere var vi i en landsby hvor vi skulle spise frokost. Vi fik inka suppe, ris og Alpaca med grøntsager. Det var virkelig lækkert. Efter frokosten skulle vi lige på toilet og der mødte vi det hidtil mest frygtindgydende peruvianske dyr - en MEGET STOR kalkun! Vi skreg som var vi fem årige små piger, nok mest af forskrækkelsen, men sjovt var det :)
Efter den lækre frokost og en lille siesta på 1/2 time gik turen videre. Guiden forklarede, at på denne del af turen var der "inka fladt". Og til de folk der ikke helt ved hvad "the inca trail" er, så er det den rute inkaerne i sin tid gik for at komme til Machu Pichu. Og er der noget den sti ikke er, så er det flad! Så vi gik op og ned og op og ned, gennem det smukkeste kaktusdækkede landskab og kløfter og vandfald. Guiden viste os en masse lokale urter som de brugte hvis folk blev syge. Alt fra aloe vera kaktussen, til et træ der indholdt mælkelignende syre som de brugte til at fjerne vorter med. På turen så vi også en kaktus parasit, som bruges som rød farvestof. Landsbyfolket indsamler disse hver tredje måned og tjener mange penge på det. Hvis man kvaser parasitten er indholdet af den så farveægte at det især bliver brugt i stor stil i makeup industrien til læbestifter og sådan. Vi gik også forbi et bjerg der indholdet store mængder rød og gul farve, så Randi fik på bedste indianer manér malet en rød slange på overarmen.
Da vi langt om længe ankom til oasen var vi meget trætte. Der hvor vi skulle overnatte havde de udnyttet smeltevandet sådan, at det løb ned i en swimmingpool. Det var virkelig koldt men også dejlig forfriskende, ovenpå så mange timers hård trekking. Vi satte os ned i haven og ventede på aftensmaden, mens mørket faldt på og vi nød de stille omgivelser i stearinlysenes skær, samtidig med vi smagte den lokale Arequipa øl, som også var ganske udemærket. Vores guide fortalte os at det at trekke i Colca del Canyon er meget hårdere end f.eks. Inka trekking. Den tørre luft, og højderne gør at folk der ikke er vandte til denne type klima, vil føle at det er meget hårdere end samme trekking i et koldere og mere frodigt klima. Vi åndede lettede op, da vi tidligere på dagen havde diskuteret hvorvidt vi egentlig ville være i stand til at gennemføre fire-fem dages hardcore inka trekking senere på rejsen, men nu var vi ved nyt mod. Vi har begge undrede os over hvorfor vi ikke har set nogle kryb og insekter, så Lotte spurgte Nester og fik desværre svar lydende, at der er masser af insekter i området. Han fortalte at der blandt andet er skorpioner, (heldigvis ikke giftige), slanger og mindre edderkopper. Han fortalte også, at man skal være meget opmærksom på edderkoppebid, da der findes en meget giftig fætter, som kan resultere i døden, hvis man ikke bliver behandlet. (Med denne information måtte Lotte tilbage på vores meget spartanske dorm room og lyse med lommelygten i alle kroge og sprækker, for at kunne føle sig tryg til at sove der).
Igen fik vi noget super lækkert lokalt mad før vi gik i seng, kl. 20.00 (vi var meget trætte). En af de andre fra gruppen kom til at se op på himlen, og opdagede et ubeskriveligt syn. Der var ikke elektricitet i oasen, så vi kunne se et ubeskrivelig stjernehimmel med stjerneskud, satelitter og hele pakken. Det var virkelig smukt og ganske fortryllende at være midt i dette paradis langt væk fra larm og vores vante livsstil. Den aften faldt vi i søvn til lyden af vandfaldets beroligende brusen og med ømme og trætte ben.
Morgenen efter red vi op af bjerget på et muldyr, som åbenbart er en blanding af en hest og et æsel. Hverken heste eller æsler er stærke nok til at kunne transportere mennesker og proviant op og ned af det meget stejle bjerg, så derfor er muldyret det, de bruger. Det var en meget speciel, gyngede oplevelse og indimellem lidt frygtindgydende, idet muldyr som regel går helt ude på kanten af stien ud mod afgrunden. Ikke desto mindre lærte vi hurtigt at stole på vores dejlige, hårdtarbejdende, transport dyr og efter at have mærket, at de faktisk havde styr på det, følte vi os helt trygge og kunne i stedet koncentrere os om at nyde den storslåede natur. Vi var tre piger der red sammen på hver vores dyr, og bag os gik en lokal ung mand, som gennede på de indimellem stædige, stillestående dyr. Han kunne selvfølgelig kravle op af bjerget i samme tempo som dyrene, uden at virke det mindste forpustet eller anstrengt. Desuden fik vi selskab af en meget trofast hund der boede på lodgen, hvor vi havde overnattet. Den fulgte os hele vejen op af bjerget. Meget imponerende at den gik to timer op ad en meget stejl skråning, simpelthen bare af lyst. Den ville sikkert sikre sig, at vi kom godt afsted :)
Da vi var kommet op fik vi lidt morgenmad i en af de lokale byer, på en lille lokal restaurent. Det var simpelthen en super hyggelig by, hvor vi virkelig fik følelsen af at være i det autentiske Peru. Mange af de ældre kvinder gik rundt i deres originale stammedragter. Dette sæt består typisk af en nederdel (som dækker over en meget bred numse, hvert fald i alle de tilfælde vi har set), en hat, og en bæresele til børn eller madvarer. De har også to meget lange fletninger som hænger ned bagpå. Alt sammen i mange flotte farver og det ser simpelthen så hyggeligt ud, når de sidder der sammen på gadehjørnerne, foran en lille biks i deres utrolig farverige tøj. Man får lidt et indtryk af, at vi her har at gøre med rigtige indianere og vi bliver begge to utrolige glade når vi ser på dem. De har en meget rolig facon og man har bare lyst til at gå hen og give dem en krammer.
Nå tilbage til turen igen. Desværre skete der det efter morgenmaden, at symptomerne på højdesyge igen at melde sig. Svimmelhed, hovedpine og træthed, og denne gang var det Lotte der var hårdest ramt. Hun fik noget hokus pokus behandling af guiden, men desværre også uden effekt.
Inden vi kørte mod Arequipa igen kørte vi igennem nogle små landsbyer hvor vi bl.a. smagte den lokale kaktus is og mødte den sødeste lille baby Alpaca. Den søde lille baby Alpaca synes dog ikke at Lotte var så sød, for den spyttede hende i ansigtet. Heldigvis havde den søde Alpaca ikke helt kontrol over sine spytkirtler endnu, for det var kun et svagt luftpust Lotte kunne mærke, men de andre der så på morede sig vældigt :)
Da vi for alvor kørte mod Arequipa, og kom lidt ned i højderne igen, kunne vi begge stille mærke trykket forsvinde, men det sad dog stadig i os. Vi havde aftalt at vi skulle spise aftensmad med de andre fra gruppen denne aften, men ingen af os følte os friske nok til dette. Så vi gik tidligt i seng og sov i 11-12 timer.
Morgenen efter havde vi booket en river rafting tur, men Lotte var stadig meget dårlig. Heldigvis kunne vi afbestille turen og få vores penge tilbage. Lotte fik lidt søvn og lidt kærligt medicinsk omsorg og fik det bedre i løbet af dagen. Randi tog på sightseeing i Arequipa med to meget søde tyskere som havde været med i Colca del Canyon og som boede på samme hostel som os. Vi så bl.a. den store katedral på Plaza del Armas, der har Perus største kirkeorgel. Et orgel så stort at det skulle transporteres på to skibe da det i sin tid blev sat op i kirken. Guiden som viste os rundt i katedralen fortalte os at der om aftenen ville være et nonnekor der skulle synge og at de der ville bruge det store orgel, det bestemte vi og selvfølgelig for at vi skulle se. Selvom de sang på spansk var det kuldegysnings/gåsehudsagtigt smukt at høre på. Det eneste der manglede var Whoopi Goldbergs vrikkende røv, men måske har vi bare set "Halløj i klostret" lidt for mange gange til at kunne skelne det var virkeligheden.
Kl. 22.00 samme aften blev vi hentet og kørt til busterminalen. Vi skulle med en syv timers natbus til Tacna som er en peruviansk by der ligger ved grænsen til Chile. Fra Tacna tog vi en dele taxa over grænsen til Arica og lige nu sidder vi så i bussen mod Calama. Calama er en chilensk by der ligger ca. to timers kørsel fra San Pedro de Atacama, som er vores destination. Derfra venter en tur til Atacama Desert og Salar de Uyuni der er verdens største saltørken. Alt i alt ender vi med at tilbringe ca. 26 timer på rejsen fra Arequipa til San Pedro de Atacama, men så er det jo godt at vi har ørepropper, varme soveposer, chips og UNO til de kedelige stunder.
Lige nu sidder Randi i bussen og skriver denne blog. Lotte sidder og kigger ud af vinduet på den smukke natur mens hun lytter til musik. Lotte er muligvis blevet revet lidt med at stemningen, for hun synger med så de andre i bussen kan høre det. Randi ler højt indvendigt og smiler lidt for sig selv, hun har ikke tænkt sig at stoppe Lotte. Hun vil blot læne sig tilbage og nyde Lottes smukke klang. Hun er sgu da dejlig hende Lotte <3 Lotte vil godt lige tilføje at når man hører Anne Linnets skønne sange "forårsdag" og "barndommens gade", så er det fysisk umuligt ikke at synge med ;)
- comments
Elsebeth Så dejlig læsning. Kan kun glædes over jeres fantastiske tur. Pas på jer derude
Mor Dorthe Hold da op hvor har i oplevet meget. Husk nu, nok se men ikke røre ;-) Fortsat god tur