Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag den 5/9 stod vi op før fanden fik sko på, for at komme med et fly mod Rurrenbaque. Det var herfra vores spændende, udfordrende tur til Amazonas skulle begynde. Først ventede der dog en flyvetur i et usandsynligt lille fly, med plads til 15 passagerer og to piloter. Småskeptiske og trætte kravlede vi ind i denne lille maskine, forsøgte vi at rette os op, bankede hovederne op i loftet og måtte så begge konstatere, at dette fly simpelthen var for lille, til at vi små mennesker kunne stå op derinde. Vi fandt to ledige sæder og satte os til rette, herfra kunne vi se lige ind i cockpittet, hvor vi kunne se de to piloter klargører sig til flyveturen. Vi havde på forhånd læst, at flyveturen dertil, kunne være yderst ubehagelig og hoppende og det havde gjort Lotte en en smule nervøs. Da vi så så den lille bitte LEGO flyvemaskine vi skulle afsted med, voksede nervøsiteten yderligere. Der var ingen sikkerhedsanvinsninger, tjek af seler eller noget som helst andet, så "safety first" kom sig ikke så nøje i dette fly. Man satte sig simpelthen bare ind, og så lettede vi. Til vores begges store overraskelse forløb de 45 min i fly uden det mindste turbulens og det var en yderst behagelig tur, hvor Lotte sågar faldt i søvn, mens Randi kiggede gennem flyets minivindue og nød udsigten over amazonas. Efter en imponerende landing steg vi ud af flyet og vi befandt os midt i amazonas, omgivet af grønne træer, buske, planter og sågar nogle grøntbeklædte klipper. Sikke en skøn og frodig natur at komme til, efter at have brugt så meget tid omgivet af golde bjerge og tør ørken. En anden ting vi straks blev opmærksomme på var den meget fugtige varme, som vi slet ikke har været vant til på vores rejse hidtil. Vejret har primært været køligt indtil nu, kun med enkelte dage med varme, så sikke en omvæltning for os med 40 graders varme.
Vi kom hen til det selskab, som vi skulle rejse med og var klar til afgang. Vores første destination gik mod amazonas pampas, som er et område med floder og mange sump områder. Der er ikke så meget beplantning som i den øvrige regnskov, så det er en helt anden natur. For at komme derud skulle vi køre 3 timer. Vi kravlede op i den jeeplignede, gamle bil og afsted det gik, ud af veje så humblede som kampstensvejene. Samtidig med at vejen var yderst bumlet, så lå temperaturen også på omkring de 40 grader, så det var ulideligt varmt i bilen. Som om det ikke var nok, så var vejen meget, meget støvet, og der fløj hele tiden masser af støv ind i bilen. Godt gennemrystede, beskidte og opkogte, nåede vi frem til det sted, hvorfra vi skulle sejle til vores lodge, som skulle være vores hjem de næste par dage. Allerede inden vi kom i båden, så vi de første spændende dyr og undervejs havde vi set flotte fugle og en myreslugere unge. Fra bredden af floden kunne vi spotte en alligator, svømme rundt kun 5 meter fra vores båd. Vi kravlede op i den aflange smalle jolle, plantede vores numser på de dertil indrettede sæder og følte os meget tæt på vandkanten(fra kanten af båden ned til vandet var der kun ca 20 cm). Sejlturen skulle tage omkring 2 1/2 time og det skulle vise sig at blive en helt fantastisk tur. Vi havde kun sejlet ganske få sekunder før vi igen spottede alligatorer i mange størrelser og derefter gjorde vi holdt ved et stort træ, som var fyldt af små aber, der kom ret tæt på os. Det var virkelig overvældende, at sidde i den rå natur og være så tæt på dyrene, og allerede efter 5 min i båden, var vi overbeviste om at vi ville få 3 fantastiske dage i pampasen. Der er så meget, der kan siges om denne tur, men vi vil forsøge at fatte os i korthed, så i får det i overordnede træk. De næste tre dage viste sig at byde på den ene alligator efter den anden. Da vi besøgte pampasen i den tørre periode, var floden ikke særlig dyb og sumpene var udtørret, så dyrene havde selvsagt heller ikke så meget plads i vandet til at gemme sig, hvilket jo er en fordel for os, da de så er nemmere at spotte. Vi så tusindvis af alligatorer; nogle var 1 meter lange andre 3 meter lange, nogle var Black Keymans, som spiser alt, både andre alligatorer men også gerne et menneske, hvis den får muligheden. Det var altså en ret vild oplevelse, når de store alligatorer lå 1/2 m fra båden og stirrede på os med deres uhyggelige øjne og vi samtidigt var så tæt på vandoverfladen. Ikke desto mindre blev vi faktisk vant til deres meget tætte nærvær og blev nu kun forskrækkede hvis de lavede pludselige bevægelser, som kunne få os til at tænke "den spiser mig, gør den!". Men heldigvis forsøgte ingen af krokodillerne at gøre os til deres måltid:)
Pampasen er også et område der tiltrækker utrolig mange fugle og vi så kæmpe storke, papegøjer i de mest strålende farver, den sjældne tukan med det smukke orange næb. Vi så hundredevis af store rovfugle og ørne som var på jagt efter et lækkert måltid samt den lidt spøjse paradis fugl. VI var også heldige, at se nogle store lyserøde fugle, som er i familie med flamingoen. Vi så virkelig mange fugle og da ingen af os er fugleentuaster kan vi desværre ikke alle navnene, men smukke var de og billederne må tale for sig selv.
I vores lejr kom der også mange dyr forbi. Vi havde ret tit besøg af en stor flok cappachina aber, som kravlede rundt i træerne og samlede frugt. Vi kunne endda stå få meter fra dem og bare studere deres adfærd og nyde synet af deres legende væsner. Vi havde også besøg af nogle større aber, som vi desværre ikke kan huske navnene på, men hovedsagen er, at det er en fantastisk oplevelse, at være der i den rå natur og se dyrene i deres rette element.
Vi var også så heldig, at skulle på en aften sejltur. Det var en smuk og stjerneklar aften og vi havde medbragte vores lommelygter, som vi skulle tænde ind i mellem, for at spejde efter alligatorernes gule/røde øjne. Første udfordring kom allerede inden båden sejlede fra vore lejr. Lotte havde selvfælgelig fået æren af at sidde ved siden af en ret klam frø, hvilket ikke lige var hendes kop the. Så Randi var en god ven i nøden og byttede plads med Lotte, hvilket gjorde at krisen var afværget. Som vi sejlede ned af floden skulle vi tænde lommelygterne i 5 sekunder og så slukke dem igen, for ikke at tiltrække for mange insekter. Bedst som vi sad der i månens skær og nød naturens omgivelser og lyde, kunne Lotte pludselig mærke noget lande på hendes lår. Hvad var det?! frem med lygterne og lyse rundt. Ved først øjekast kunne vi ikke se noget, men så fik vi pludselig øje på en lille piratfisk i bådens bund. Lotte var simpelthen blevet overfaldet af en vaskeægte, kødædende piratfisk! Heldigvis var den så lille, at den næppe ville kunne tage en bid af os og den virkede ikke særlig frygtindgydende, men vi var ikke så pjattede med situationen. Heldigvis kom en af de andre os tilundsætning og smed fisken i vandet igen (hun var åbenbart ikke bekymret for at piratfisken ville smage på hende). Ellers nød vi bare at kigge på de tusindvis af alligator øjne, som lå i flodens kant og ventede på at et bytte skulle komme forbi. Vi var også heldige at se en masse ildfluer, hvor ser det smukt ud når et insekt lyser op på den måde!
Hvad fik vi ellers tiden til at gå med. Jo, vi var da også ude at lede efter slanger med vores guide. Der skal være anakondaslanger, kobraer, pythonslanger og mange andre arter, men vi så desværre kun nogle døde slanger, på trods af vi gik rundt i knap 3 timer. Guiden havde sagt vi skulle gå 1-1½ time, så vi havde kun taget en liter vand med, men når det pludselig udviklede sig til 3 timer i 40 graders varme, var det altså ikke nok, og vi måtte lige opleve, hvordan det er, når kroppen bliver overophedet. Der er som sagt ikke ret mange træer i pampasen, så meget af gåturen forgik i den bagende sol, yden mulighed for at søge i skygge, hvilket selvsagt ikke var særligt behageligt. Randi blev sågar helt svimmel og det sortnede for hendes øjne, men vi var meget målrettede efter at komme hjem og gik i et rask tempo. Vi hældte en liter vand i os hver, tog et iskoldt bad og så var vi ellers nogenlunde tilpasse igen
Det at skulle sove ude i pampasen, var også en meget unik oplevelse. Vi skulle sove i et skur sammen med nogle andre piger, med hvert vores myggenet. Vi sørgede selvfølgelig for at få det godt ned under madressen,så vi ikke ville få besøg af diverse klamme kryb og det gik egentlig meget godt. Som vi lå der under hvert vores jordslåede myggenet og lyttede til at krokodillerne jagtede deres natmad, fuglenes smukke sang og alle de andre skønne lyde fra pampasen, var livet nu altså meget skønt. Der er ikke noget bedre end at falde i søvn til lyden af ren natur, uden larm fra biler, mennesker og hvad vi nu ellers er vant til. Desværre havde en flok flagermus bosat sig i skuret, hvilket resulterede i at vi kunne høre dem flyve ud og ind hele natten, samt høre deres små pib&skrig. Lotte var så heldig at vågne op til, at der lå en masse flagermuselort på hendes myggenet, (heldigvis i fodenden), men hold da op hvor var hun lykkelig for, at der trods alt havde været et myggenet, så de ikke var endt direkte i hendes seng:)
En af de ting vi også lavede, var at fiske efter piratfisk. Vi fik udleveret en line, som var viklet om et stykke træ, som skulle gøre det ud for en fiskestang. Derpå skulle vi sætte et stykke rå fisk på som madding og så ku vi ellers gå i gang. Som den dygtige, garvede fiskerkvinde Randi er, fik hun hurtigt bid. Desværre hoppede de af en del gange og tilbage var kun en krog uden madding. Men som den vedholdende fisker hun er, fik selvfølgelig en fætter på krogen og halede ham om bord. Guiden havde helt styr på hvordan man skulle holde piratfisken, for ikke at blive bidt af den, så han fik æren af at slå den ihjel. Der gik ikke 5 minutter før Randi igen havde bid, denne gang halede hun hurtigt fisken op i båden, men desværre slap fisken krogen og hoppede nu rundt i båden. Vi flyttede os, fjernede vores bare fødder og lod guiden komme til. Efter at have set den første fisks relative store tænder, var der ingen der havde lyst til, at skulle have hænderne ned til sådan en krabat. Han stod og så bekymret ud og kæmpede lidt med hvilken vinkel han skulle tage fat i fisken. Heldige som vi var, bed piratfisken, sig fast i et stykke stof, så han nemt kunne tage den. Fiskene kom med hjem og blev tilberedt til aften og Randi spiste den med stor velbehag:) Det skal lige siges at Lotte også fiskede lidt, men som hun selv sagde, så er hun lidt mere en pigepige, som kan lide lyserøde ting og ikke kan lide at røre ved døde fisk. Så hun satte sig i stedet til at nyde naturen og fulgte spændt med i dramaet fra Randis fiskeri.
Hvad er der ellers at sige. Vi så jo så utrolig mange smukke dyr: et hav af aber, tusindvis af krokodiller, fugle i massevis, dovendyr, lyserøde delfiner, piratfisk, tusindvis af skildpadder, insekter i massevis og verdens største gnaver kapivaren også kaldet for et flodsvin. Heldigvis ingen taranteller eller store klamme kryb, så vi følte os egentlig rimelig godt tilpasse derude.
Det at være i en natur så rå og uspoleret, er en ganske særlig oplevelse og følelsen af at være koblet fra resten af verdens stress og jag og i stedet bare være i naturen, er ganske fantastisk. Det at falde i søvn til naturens lyde, at være fri for fjernsyn, internet, facebook og så videre, var rigtig rart at prøve, og gjorde at vi i stedet bare kunne nyde hinandens selskab, omgivelserne og alle dens fantastiske elementer. Det var en helt vildt god tur og vi var så enige om, at det var så godt, at vi tog denne tur her i Bolivia. Vi havde lige en enkelt nat på et hostel i Rurrenbaque, inden vi skulle afsted mod amazonas regnskov, en tur vi begge så meget frem til, men hvor vi samtidig vidste, at vi højest sandsynligt, ville blive presset til det yderste.
Skal vi være helt ærlige er ingen af os særlig imponerede over krybdyr, altså slanger, edderkopper og andre store frygtindgydende insekter som med garanti kan flå en arm af os hvis de vil. Så hvorfor vi besluttede os for at tage to dage i den dybe Amazonas jungle, er der nok ingen der ved. Især Lotte var ikke begejstret for at skulle ud i den tæt bevokset jungle sammen med kæmpe taranteller og andre spændende kryb. Men vi besluttede os for at rejser man til Amazonas, skal man ikke forvente en badeferie, og så skal man selvfølgelig også ud i den rigtige jungle. Så afsted kom vi. Vi sejlede i et par timer op ad floden til vi kom til vores eco lodge. Vores guide var vokset op på lodgen, dengang var det hans bedsteforældres hus. Huset havde været i familien i mange år og for få år siden mistede guiden sin bedstefar, og stedet blev lavet om til en eco lodge. Familien havde været håndværkere, så alt var bygget i miljøvenligt materiale fra amazonas. Det var virkelig et idyllisk og hyggeligt sted hvor det var tydeligt at mærke at stedet var drevet af familien. Guidens bror hentede os i Rurre, guidens far sejlede os rundt og guidens børn legede på lodgen. Alt i alt var der virkelig en god stemning og det kunne mærkes at personalet havde stor respekt for naturen og dyrene deri. Vi havde betalt en god sum penge for turen, for at sikre os at vi fik en engelsktalende guide, og da vi skulle have det første måltid på lodgen sad vi måbende. Alt hvad vi fik serveret smagte bare godt. Guiden forklarede at vi selvfølgelig fik hvad vi havde betalt for, og det fik vi.
Efter den lækre mad var det tid til den første rigtige jungletur. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente, og med skræk og rædsel for at blive overfaldet af kæmpe edderkopper, begav vi os ind i junglen. Der var 40-45 grader varmt, så det giver sig selv at vi var ret klistrede af sved. Hver gang der faldt så meget som et blad ned på os hoppede vi et par meter op i vejret af skræk, for så at indse at et blad måske ikke er det farligste i verden. Vi følte os faktisk ikke særlig godt tilpasse, men pludselig begyndte guiden af sige mærkelig lyde. Randi kiggede noget skeptisk på ham mens hun undrede sig over hvad der mon foregik. Han bankede på kinderne og sagde nogle underlige knurre agtige lyde. Sådan gik han lidt, og pludselig kom de samme lyde, men denne gang var det ikke ham der lavede dem, de kom fra et sted dybere inde i junglen. Vi kiggede meget mærkeligt på hinanden og fattede hat af hvad der foregik. Det var tydeligt at se på guiden at han var meget fokuseret og at vi skulle gøre som han sagde. Vi kunne høre det komme tættere på, men hvad var det? Noget stort i hvert fald. Pludselig satte guiden i løb og vi andre havde bare af at følge efter. Vi løb hurtigt igennem junglen, med lianer og edderkoppespind i ansigtet, hoppede over træer der lå på tværs igennem junglen og igennem meget tæt bevoksede områder. Men vi skænkede ikke edderkopperne en tanke, adrenalinen pumpede i vores små kroppe og vi elskede det. Vi var ikke i tvivl om at dette var stort. Med ét stoppede guiden igen, og vi skulle stå helt stille. Han lavede igen sine mærkelig lyde og denne gang kom der svar med det samme. Og det var tæt på. Sådan stod vi lidt indtil vi kunne se dem nærme sig. En kæmpe stor flok vildsvin på mellem 80 og 100 stk. Vi stod helt stille og de kom virkelig tæt på. Nogle af dem var ikke mere end 3 meter fra os. I vores gruppe var vi os og to tyskere. Den ene tysker skulle selvfølgelig tage et billede med blitz, så vildsvinene blev skræmte og løb deres vej. Men wow for en oplevelse. Guiden fortalte at det ikke er ofte at man er så heldige at se vildsvin i junglen, så vi var glade og allerede der vidste vi at vi havde været heldige med at få så dygtig en guide at han ligefrem kunne kalde dyrene til sig. På samme tur så vi aber, en skildpadde, papegøjer, en tukan og til og med et vandrende træ. Og ja, træet kan faktisk gå. I regnskoven er der meget tæt bevokset og kun en meget lille procentdel af sollyset får sig kæmpet igennem. Derfor er det sgu da smart at træet kan gå derhen hvor der en mest sollys. Nu taler vi jo ikke om et marathonløbende træ, men det kan faktisk flytte sig en meter på to måneder. Det er halvanden centimeter på et døgn. Det er da alligevel okay for sådan et kæmpe træ. Da vi kom ud igen skulle vi sejle på floden tilbage til lodgen. Vi var ret svedige, så vi fik muligheden for at svømme tilbage istedet. Vi havde ingen alligatorer set og guiden forsikrede os om at de ikke levede der, så Randi hoppede i og nød solnedgangen over junglen imens hun lod strømmen i floden tage hende tilbage til lodgen.
Samme aften, da mørket var faldt på, skulle vi på natvandring i junglen. Om natten er det nogle helt andre dyr der er aktive, og gæt hvilke? Det er nemlig rigtigt - kryb! Vi havde pakket os godt ind, Lotte havde til og med sat strømperne udenpå bukserne for at eventuelle slanger ikke skulle kunne kravle op. Vi så ildfluer og ildbiller. Vi så baby taranteller og en meget stor grøn edderkop der var ved at fortære sit bytte. Og til slut så vi en nat abe. Randi voksede en del med opgaven og var noget mere okay med kryb efter turen. Lotte synes det var en spændende oplevelse, men hun følte sig presset på store dele af turen, og hun var bestemt ikke imponeret over de store edderkopper. Den aften gik vi i seng, godt mætte af en masse nye indtryk, og til lyden af en natteaktiv jungle - Det var magisk.
Morgenen efter stod vi tidligt op og fik morgenmad kl. 6. Efter morgenmaden begyndte dagens jungletrekking. Vi havde spurgt guiden om vi skulle have myggespray på, og det mente han at der ikke var nogen grund til, eftersom at insekterne sover om dagen. Ikke desto mindre havde vi gået i mindre end 5 minutter da de første myg sværmede rundt om ørerne på os. Og nu tænker I nok at sådan et par små søde myg ikke kan gøre meget skade. Men ligesom alt andet i Amazonas er myggene her også specielle. For at forklare det bedst skal I forestille jer en natsværmer, sådan en af de rigtig store og fede. Sådan en parrer I med en forvokset spyflue og forklarer den at den er dracula. Vi snakker altså om en 3-4 centimeters blodtørstig satan. Dem var vi ikke så henrykte over. Det at de så kaldte på deres venner og at vi derfor befandt os inde i en kæmpe sværm af disse monstre i to timer, hjalp nok heller ikke på sagen. Lige meget hvor meget man baskede med arme og ben, så blev de ved med at sværme om os. Da vi endelig fik dem rystet af os kunne vi igen nyde turen, og vi skulle op op op af en bjergskråning. Og her kunne vi mærke at vi altså kun befandt os på 200-300 meters højde, og ikke 4000 meter. Vi havde jo næsten uanede mængder af energi, og vi snappede ikke efter vejret som vi ellers havde været nødt til ved trekking i højderne. Hvilken dejlig følelse!
Da vi kom op på toppen havde vi en ubeskrivelig smuk udsigt. Vi kunne se udover Amazonas. Junglen, floden, bjergene og derudover befandt vi os i et område med hundredevis af papegøjer. Disse farverige unikke skabninger var over alt. Vi satte os på en klippeafsats og nød udsigten før turen igen gik ned til floden. Vi byggede en tømmerflåde som skulle fragte os tilbage til lodgen. Sjovt nok stod de to tyskere på strandkanten og så på mens vi andre byggede den. De havde så bare glemt om de små blodtørstige sandfluer, så de var praktisk talt blevet bidt over hele kroppen. Det synes vi måske var lidt sjovt. Det er jo det man får ud af at være doven :D Okay, hvis vi nu skal være helt ærlige, så var tyskerne faktisk rigtig søde, og vi hjalp måske heller ikke helt så meget med bygningen af tømmerflåden som vi måske burde. Men vi stod i floden, og der var i hvertfald en tiendedel af et splitsekund hvor vi rørte rebet. Turen tilbage til lodgen var dejlig afslappende. Strømmen i floden førte os trygt i den rigtige retning og vi skiftedes til at slappe af på tømmerflåden og til at svømme i det dejlige kolde vand.Da vi kom tilbage på lodgen nød vi en lækker frokost før vi sejlede tilbage til Rurre.
Da vi skulle flyve tilbage til La Paz stod vi i deres meget primitive lufthavn. En lufthavn hvor man stoler på sine passagerer og simpelthen bare spørger dem om de har eksplosivt sprængstof med i håndbagagen. Hvad skal alle de sikkerhedstjek da også til for? Vi er vel alle ærlige mennesker? :D Da vi var kommet igennem vores "sikkerhedstjek" gik vi ud på landingsbanen. Vi kunne dog ikke helt lette endnu, da en mindre forhindring havde begivet sig ud på landingsbanen. Denne mindre forhindring var i form af tre køer der lige synes at de skulle slikke lidt på flyet før det skulle lette. Ja ja, så har vi også set det med...
- comments