Så er det næsten gået en uge, siden vi har skrevet sidst, og der er sket rigtig meget siden da.

Byggeprojektet skrider stadig rigtig godt frem. Vi har nu fået lagt betongulv i hele huset, med hjælp fra nogle hårdt arbejdende afrikanere, som helt sikkert havde styr på det der beton blanderi. De kunne dog ikke noget som helst engelsk, så kommunikationen var en smule mangelfuld - det blev højest til nogle fagter, og så måtte man se om man kunne forstå det. Det kunne man nu få meget sjovt ud af. Men arbejdet blev gjort, og vi knoklede godt og grundigt, for at få det færdigt, inden vi gik på weekend torsdag.

Da vi begyndte på projektet blev vi overraskede over hvor langt de allerede var kommet. Vi fik da en forventning om at vi kunne nå at bygge det helt færdigt. Tingene tager meget længere tid og vi har indset at vi ikke kan komme så langt, men vi er overbeviste om, at vi kan komme rigtig langt. At få lagt gulvet er et stort skrift i den rigtige retning. Vi tænker tit på, at hvis vi ikke var her, så kunne det slet ikke lade sig gøre. Både med vores arbejdskraft, men også fordi det er vores penge-bidrag som gør at der er råd til materiale og de få mænd som bliver betalt for at arbejde. Det er rigtig fedt at tænke på!

Onsdag aften skulle Marsha (en af dem der bor i samme hus som os, og som var med på turen) hen til en bar, hvor en at hendes venner skulle spille - Jamal. Her spurgte hun om vi ikke ville med. Han har lavet flere numre som stadig spilles i radioen og det var ret sjovt, at møde en kendt Uganda stjerne J

I går tog vi af sted til Kawuula, hvor vi skulle besøge en skole som er et PIFU projekt, og uddele noget af tøjet til børnene på skolen, og deres familie, som er sendt herned af gavmilde danskere. Turen dertil var lang og humpet, men det var det hele værd. Der ventede os noget af en kulturforskel, bare fra det vi er vant til her hvor vi bor. Landsbyområdet, var blandt skov og majsmarker, men langt imellem husene. Vi var i går ude og se os omkring i landsbyen, og så i den forbindelse en masse aber, som sprang omkring i skoven, vi så derudover bagsiden af Afrika. Mange af familierne som levede derude, var meget fattige, og boede i utætte lerhytter, hvor de måtte sove med deres mange børn, og deres køer, grise og høns. Netop derfor valgte PIFU at bygge en skole her, hvor der er så stor behov. Nogle af børnene havde aldrig set hvide før, så de var noget skeptiske, da de så os. Men på turen rundt, fik man også bekræftet, hvor fantastisk det er, at de kan være så glade, og gavmilde, selvom de kun har så lidt at gøre med. Vi fik både æg, majs, grene som de bruger til the, mango og avokado, som gestus til os.

Vi er i hvert fald begge kommet hjem med noget af en øjenåbner for, at det PIFU gør for denne landsby er stort, og gør en stor forskel for denne landsby. Her i landet bruger man skole uniform og på PIFUs skole var de rød- og hvid stribede. Det blev også noget af en oplevelse, at skulle sove derude. Vi havde fået lov, at sove hos Marshas mor, som også boede i landsbyen, i et lille hus, uden andre møbler end senge. Vi havde fået en luftmadras med, som vi kunne sove på, blandt høns og firben. Det blev ikke til meget nattesøvn for Mettes vedkommende, men vi var taknemmelige for, at vi havde et sted at sove! I dag var vi på skolen og uddele tøj til børnene, og deres familier. Der var kommet rigtig mange, og det var et værre virvar, for alle ville rigtig gerne have noget til at forsørge deres familie. Vi fik plantet os sammen med alle børnene, og pustede balloner, og sæbebobler, som vi har medbragt. Det var en stor succes for børnene, og også for os, at se hvor glade de blev. Da dagen var omme, havde vi fået uddelt alt tøjet, og også nogle legesager, og der var glade ansigter, hvor end vi kiggede. En meget livsbekræftende oplevelse.

I morgen venter en fridag med forhåbentlig skønt vejr og på mandag tager vi på safari. Vi glæder os!