Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag aften var planen at forlade det varme og solfyldte Panama City, bylivet, til fordel for det nordlige paradis ved Bocas del Toro. Vi havde på vores Hostel fået besked på at det ikke var nødvendigt at booke en busbillet (selvom det stod i Lonely Planet), så efter at stole blindt på dem, tog vi samt en rejse-makker fra San Diego (en sød gift kvinde på 32 år) mod busterminalen mandag aften ved 17.30 tiden. Det er således at den bus vi gerne skulle med afgik kl.19, 20 eller 21, så vi havde god tid og rig mulighed for at komme med - troede vi :-)
Den flinke dame, uden megen humør eller fornøjelse i livet, ved busterminalen fortalte at alle busser mandag aften med afgang fra Panama City til Almirante var fuldt bookede! Pis og lort.. Men med Nannas begrænsede spansk færdigheder, og ideen om hele tiden at være spontan, fik vi hurtigt ændret planer. Og det blev til noget af en bustur...
En mand overhørte nemlig samtalen mellem den sageløse kvinde bag skranken og den desperate Nanna, der kunne øjne en nat på banegården. Han slæbte os gennem banegården, hen til bussen, kastede vores baggage ind i et lille rum og skubbede os ind af døren, mens bussen allerede var i bevægelse!
Vi nåede lige at sætte os i bussen for derefter at tænke s*** - hvad har vi rodet os ud i?
Vi tog alle tre bussen fra Panama City til David som er Panamas næststørste by, der åbenbart ikke har noget spændende at byde på.. En bustur på 8 timer, der indeholdte en spansktalene historiefortæller der uddelte gratis armbånd til damerne, politikontrol med hunde der skulle sniffe til vores baggage og pauser når chaufføren syntes det var tiden.. Det betød at vi ankom til David kl. 02.
En kanon bustur i en stor og moderne bus.
I David skulle vi vente i en time før vi skulle med næste bus. Bussen fra David til Almirante kan ikke beskrives med ord, men vi forsøger alligevel. Efter at have ventet i 1,5 time kunne vi se at folk stimlede sammen for at skulle med samme bus, vi vidste dog at bussen var lille og ikke alle ville komme med. Som de voksne mennesker folk nu engang var, kunne Nanna via det begrænsede spanske forstå at folk dannede køen efter hvornår de ankom. Yes, tænkte vi, for vi var nemlig nogle af de første.
Da bussen så endelig kom, gik der børnehave i den, hvorved det blev en regulær kamp for at komme første ind i bussen. Med Joachims kampvægt som er dobbelt så stor som de små latinamerikanere var det ingen problem at skubbe dem væk fra det der skulle blive en mindeværdig tur. Turen i en 18 personers bus blev fuldt med 25 mennesker, med baggage!!
Chaufføren var sikker på at turen skulle minde om Le Mans, men da vejene mindede mere om en hullet ost, blev det den mest bumpy-ride nogensinde, gennem utallige bjergpas. En bustur vi havde hørt skulle tage 2,5 time, endte med 4 timer. Vi oplevede også under denne tur hvordan store mængder regn kan frembringe mudderskred i bjergene, hvilket jo nogle gange ender på vejene.
Fra Almirante findes kun vand-taxier (læs: stor men gammel speedbåd) til Bocas del Toro. En ø omringet at koralrev og det mest krystalklare vand vi nogensinde har set - et helt igennem fantastisk syn efter 13,5 time på farten. Efter Panama Citys ulækre brune vand fyldt med fiskerester, var dette syn det bedste det overhovedet kunne møde os.
Vejret på Bocas er varmt men med nogle voldsomme regn- og tordenbyger, kort efter vi kom gik både strøm og vand forsyningen grundet uvejret. Det hele er super skønt og vi nyder at have et værelse (som godt nok skal deles med 8 andre) med aircondition - det er alle pengene værd :-)
Istedet er dagen blevet brugt på at rende rundt på øen, snakke med nogle andre backpackere, spise friske papaya-frugter samt økologisk kakao/chokolade dyrket på Bocas. Og så ellers bare nyde livet..
Hav det skønt derhjemme!
- comments
AM Hurrraaa for Joachims gode kampvægt :-) Men det burde måske have været filmet ;-) thi. Godt I kom med bussen og videre ud i verden den store. Knus og kram