Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle,
Så må jeg sige der er højt humør her. Jeg skriver dette afsnit som jeg sidder i hotellets restaurant kort efter jeg er ankommet til Phnom Pehn fredag morgen. Udover at det er et rigtig pænt hotel, så nød jeg turen med tuk tuk gennem byen. Cambodia er på mange måder bagefter Thailand mht. udvikling og velstand, og det er nok til dels derfor, men jeg synes virkelig byen virkede noget mere hyggelig end de områder af Bangkok hvor jeg har været. Her er stadig noget hektisk og travlt, ikke mindst trafikken, men virker lidt mere tilbagelænet. Som Don formulerede det, så er det den sidste sydøstasiatiske hovedstad som stadig kan føles som en landsby.
Nogle steder mindede mig også lidt om steder i Kenya og Tanzania, hvilket nok igen har noget og gøre med at de nok er på nogenlunde samme niveau hvad angår økonomisk udvikling. Man håber naturligvis på at der vil forekomme en sund økonomisk fremgang her, men man kan måske håbe de kan bevare lidt mere af charmen end mange områder af Bangkok har.
Cambodianerne har også et ry for at være utrolig gæstfrie, glade og smilende. Det glæder jeg mig til at se om holder vand. Indtilvidere har jeg snakket lidt med manden i receptionen som det passede meget godt på. Han kom pudsigt nok fra det område hvor jeg skal ned og se på mangroverne fra i morgen og 10-12 dage frem, han fortalte det var meget smukt der :-).
Så er det blevet midt på dagen lørdag. Vi havde nogle rigtig gode møder i går, og har skaffet en del rapporter og kort vi kan bruge. P.t. skulle vi egentlig have været afsted mod sydvest, men en af de to Cambodianere som skal med er først tilbage her i Phnom Pehn i dag, så vi kører i stedet kl. 6 i morgen. Det betød jeg lige stod med lidt ekstra tid. Der er dog nogle store dokumenter jeg gerne skal nå at kigge igennem også, men jeg besluttede mig for at bruge et par timer på at gå lidt rundt og se byen og besøge Royal Palace. Der fik jeg snuppet en del billeder (som man kan se), det var ret flot og sjovt at se noget anderledes end den Europæiske arkitektur.
Søndag stod på fire timers køretur til Koh Kong. Fik set lidt landskab ud af vinduet, da det foregik i et meget roligt tempo primært pga trafikken, men også lidt pga vejens stand her og der. Det mest extreme var dog kort for Koh Kong, hvor der havde været stenskred og en kæmpe klippeblok blokerede over halvdelen af vejen. Der var heldigvis lige plads til at komme forbi.
Koh Kong er en rimelig hyggeligt provinsby. Her er så vidt jeg har set ikke mange turister, måske heller ikke sæsonen lige nu. Men er et marked og masser af små butikker, spisesteder og også guesthouses og et par hoteller. Vesterlændinge som jeg selv er åbenbart stadig ikke noget de er helt så vant til som i Bangkok og Phnom Pehn, er i hvert fald mange søde små børn som synes det er sjovt at råbe 'Hello!' :-).
Her mandag kan jeg fortælle at vi får en del regn her, både de store byger og mere almindelig længerevarende regn som jeg kender det hjemmefra. Det er nu okay, det sænker lige temporeaturen lidt og kombineret med mere vind her, så er har faktisk rigtig dejligt. Problemet med regnen er at det kan komme i vejen for at sejle rundt i speedbåd og besøge nogle af de yderligere beliggende landsbyer som er i området. Men vi håber det er lidt bedre i morgen hvor vi har planlagt den længste tur. De næste par dage skal vi i stedet til landsbyer som kan nåes med bil.
I går aftes spiste jeg aftensmad sammen med Don på et lille Walisisk/Skotsk eget sted, med en super kyllingeschnitzel og live formel 1 på tv'et, ikke dårligt.
Så er det blevet tirsdag aften, og inden jeg ligger dette op kan jeg fortælle om en rigtig spændende dag. Vi startede tidligt ud med den lille speedbåd som lige passede til de fem passagerer og en styrmand vi skulle afsted. Det holdte tørvejr det meste af tiden og vi kom rundt og fik snakket med ledere i de to landsbyer vi havde satse på, som var to der lå så man kun kan sejle dertil. På vej hjemad trak vejret sig godt sammen og der kom en stærk blæst og en god regn. Jeg prøver at ligge en lille video op jeg tog da vi kom ud i en større vandmasse og båden kom til at gynge godt op og ned. Det skulle dog vise sig at blive langt værre/sjovere! Da vi nåede den sidste strækning op af den store brede flod. På det tidspunkt regnede det kraftigt og der var gode bølger, så selv med regnslag osv endte man med at blive godt våd, og selvom det var ret sjovt, var det også en lille smule skræmmende til tiden som vi hoppede rundt i vores lille glasfiber båd…
Så forstår man lige pludselig rigtig godt hvorfor vi tjekker vejrudsigten, og hvorfor fiskerne gør det samme!
Men ellers er det rigtig spændende og jeg har det godt. Nu skal jeg være her en uges tid mere inden jeg satser på at jeg lige kan nå forbi og se Angkor Wat inden jeg flyver tilbage til Bangkok fra Phnom Pehn. Fik nemlig lige flyttet min billet et par dage så jeg kunne turiste lidt rundt i byen eller evt. Angkor Wat - og nu se det også ud til jeg tager tilbage mod Phnom Pehn en dag eller to før planen så jeg altså får tid nok :-).
Mange hilsener fra Cambodias vilde vest,
Peter
- comments
poul martin Hvor er det spændende at følge med i hvad du oplever! Du ser noget andet end man ellers gør som turist dernede. vi glæder os til næste afsnit mange hilsner fra Annette og PM og børnis