Profile
Blog
Photos
Videos
Kære læsere
Vi er nu kommet til Los Angeles, men I skal altså først lige høre, hvad vi har brugt de sidste uger i Australien på. Sådan er det bare!
Siden sidste opdatering, er der sket en masse. Efter Noosa tog vi på en to-dags-tur til Fraser Islandd, som er verdens største sandø (wauuuw). Det var faktisk en rigtig god tur, hvor vi så en masse natur, som vi mennesker ikke har fået ødelagt endnu. På øen lever der i øvrigt fritgående dingoer (aka hunde), så dem fik vi da også kigget lidt på.
Næste stop blev byen Town of 1770, hvor der normalt sker mindre end i Horne. Men den har en strand, så den slår alligevel Horne. Heldigvis boede vi på et godt, hippieinspireret hostel, og samtidig blev en årlig lokalfestival afholdt i byen, så vi fik tiden til at gå. En rigtig sjov ting kunne man dog prøve i byen, nemlig at køre på Harley Davidson scootere. Se billederne i albummet!
Efterfølgende tog vi til Airlie Beach, hvor vi vaskede vores tøj og havde dårligt vejr.
De næste to stop var i Townsville og Mission Beach, inden vi endelig nåede frem til Cairns. Her skete der noget igen, da vi tog på regnskovstur for at se krokodiller, gamle træer og store fugle med blå hoveder. Vi snuppede også en bådtur til Great Barrier Reaf, hvor vi fik snorklet rundt mellem fisk og koraller.
Dernæst gik turen langt om længe til USA. Vi skulle bare lige igennem en lille 15 timers flyvetur før vi kunne komme til Los Angeles. Her bor vi i selveste Hollywood, hvor vi har det bedre end nogensinde. Vi har to store senge hver, eget tv, bad og fri internet. En gade og en lille gåtur fra hotellet kommer vi til det centrale hollywood hvor Elvis Presley og Marilyn Monroe dagligt går rundt på fliserne ved Walk of Fame.
Vi har nu været her i Los Angeles i tre dage og nyder at være i en rigtig storby igen. Meget af tiden går med at vade rundt i de uendelige gader, hvor vi kigger på bygninger, seværdigheder, underlige mennesker og prøver ihærdigt på at spotte nogle celebrities. Vi har blandt andet været på en bustur rundt i byen, hvor guiden kørte igennem Beverly Hills og Hollywood Hills - der hvor alle de kendte bor! Det var sjovt at se alle de kendtes huse og se hvordan de alle er naboer til hinanden. Vi så deriblandt Britney Spears, David Beckhams, Madonnas og Michael Jacksons (rent faktisk var det huset han døde i).
Vi vil bruge de næste par dage her i Los Angeles, hvor vi forhåbentlig vil få lov til at mingle med de kendte og på tirsdag går turen videre til San Francisco.
Ben and Jerrys koster kun 12,5 kroner pr bøtte her, så i skal nok regne med at vi er rimelig overvægtige når vi kommer hjem igen!
- comments