Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag den 3. juni var vi tidligt oppe og afsted med bus til den bolivianske graense. Efter at have brugt en del tid ved den chilenske graense, tog bussen os hoejere og hoejere op I bjergene. Da vi endelig kom til den bolivianske graensepost (midt i ingenting) var alt daekket af sne og vi fornemmede alle hovedpinen komme snigende. Landskabet var utrolig smukt og der kom en lille raev forbi og boed os velkommen inden vi satte os ind i firhjulstraekkerne og begav os afsted over det bolivianske hoejland. De naeste to dage gik med at nyde stilheden og alle de smukke steder vi kom forbi. Vi saa alt fra hot springs til laguner til gejsere til vulkaner og overlevede at sove i 4200 meters hoejde og omkring minus 10 grader. Nogen var mere paavirkede af hoejden end andre, jeg slap heldigvis med en mindre hovedpine og fik trods kulden en god nats soevn. Naeste nat ankom vi, efter en laaang (men smuk) dag, til udkanten af uyuni saltsoe og vores salthotel. Vi var glade for at faa et godt maaltid mad, tilberedt af de to lokale kvinder der koerte med os hele turen, og nyde den hyggelige stemning der var paa hotellet. Dagen efter gik turen paa tvaers af saltsoen. Det foerste stykke var daekket af vand, det var umuligt at se forskel paa soe og himmel og bjergene var perfekt spejlet i vandet. Vi var kun en smule bange for at sidde fast eller fare vild, men heldigivs havde vores erfarne chauffoerer styr paa det og fik os sikkert til foerste stop; en lillebitte oe midt i saltsoen. Sjovt sted, ikke ligefrem hvad man ville forevente at finde midt i en saltoerken. Oen var daekket af kaempe kaktus og vi gik en fin lille tur til toppen, hvor der var en smuk udsigt over den tilsyneladende endeloese saltsoe. Efter at havde brugt en del tid paa de obligatoriske turistbilleder spiste vi en laekker frokost, inden turen gik det sidste stykke paa tvaers af saltsoen til Uyuni by.
Uyuni var ikke noget imponerende sted. Beskidt og vindblaest og i det hele taget bare trist, men det var dejligt med et varmt bad og en varmere seng at sove i. Vi besoegte ogsaa et mystisk sted, den saakaldte togkirkegaard (se billederne). Vi blev heldigvis kun en nat I Uyuni og dagen efter skyndte vi os videre til Potosi. Busturen var ret interessant, bussen var ikke ligefrem i god stand, men vi kom dog sikkert frem til Potosi, den hoejeste by i verden.
Det var noget af et chok pludselig at vaere midt i en stor by med masser af mennesker og trafik efter al den tid alene i det bolivianske hoejland, men Potosi var et spaendende sted. Vi var tidlig oppe og afsted for at besoege soelvminen, som byen netop er kendt for. I kan tro at det var en oplevelse! Jeg har aldrig besoegt et saa skraemmende sted i mit liv. Det galdt om ikke at taenke for meget over det hele mens vi var nede I minen, da det nemt kunne have resulteret I et panikanfald. Paa vejen til minen stoppede vi paa markedet og koebte forsyninger til minerne, bestaaende af cocablade, kiks, 96% alkolhol og dynamit. Minen vi besoegte er den stoerste af de over 500 miner der findes I det de kalder cerro rico (det rige bjerg). Minen er circa 3 km dyb og er ikke reguleret af nogen. Enhver der har lyst kan arbejde I minen. Alene eller I samarbejde med andre. Man mener at der doede omkring 8 millioner mennesker I minenerne under det spanske styre. Spanierne tvang arbejderne til at blive I minerne I op til 6 maaneder af gangen uden at se dagens lys. De byggede paa de indfoedtes overtro og byggede statuer af djaevlen (tío pa quechua, dio paa spansk), som arbejderne bad til og troede paa. Idag lever arbejderne stadig et dobbelt liv, hvor de tilbeder djaevlen og pacha mama (moder jord), naar de arbejder I minen og Gud naar de er ude. Idag arbejder de fra de er cirka 12 aar og mellem 12 og 24 timer af gangen, typisk uden rigtig mad. Cocablade, alcohol og kiks holder dem I live mens de arbejder og de ryger cigaretter mens de arbejder, da det er bedre for deres lunger end de giftige gasser der findes dybt inde I minen. Der bliver helt op til 45 grader dybest inde I minen og det er estimeret at en arbejder kun overlever 10 aar fra han forest starter sit arbejde. Det var ikke nemt at se arbejderne I oejnene og isaer moedet med en far og soen der arbejdede sammen I minen var meget svaert at rumme.Soennen var kun 14 aar og havde allerede arbejdet I minen I 2 aar. Hvis I kan komme til det skal I se dokumentarfilmen "The devil´s miner", den handler netop om livet i den soelvmine vi besoegte, Rosario.
Efter Potosi gik turen videre til smukke Sucre. Vi havde endnu en interessant bustur, da chauffoeren havde glemt at fylde tanken op inden afgang strandede vi halvvejs til Sucre og maatte fange en lokal bus, der kunne tage os resten af vejen til Sucre. Det lykkedes dog til sidst og vi ankom I god behold. Sucre var et ret fantastisk sted. Vejret var med os. En af dagene tog vi lidt uden for byen for at mountainbike, det var sjovt og haardt at komme op ad bakkerne. Man skal ikke undervurdere hvad den tynde luft goer ved ens evne til at traekke vejret normalt! Turen endte I en smuk dal hvor vi spiste frokost og solede paa stenene. Jeg troede at jeg skulle doe paa vejen tilbage til Sucre, hvor bussen koerte af smalle bjergveje med klippe paa den ene side og frit fald paa den anden! Vi overlevede heldigvis og om aftenen fejrede vi en af pigernes foedselsdag med manér! Det var ikke nemt at komme ud af sengen dagen efter, men vi havde planlagt et besoeg til et boernehjem I byen. Vi koebte kiks, bleer og andet godt med til boernene og brugte et par timer paa at lege med dem - det var rigtig hyggeligt og boernene var soede og glade. Samme aften fangede vi natbussen til La Paz.
Jeg fik ikke meget soevn paa den bus, foerst var der stegende varmt og senere iskoldt og vi koerte saa hurtigt at vi rent faktisk ankom til La Paz en time tidligere end forventet! Puha, godt man ikke er bange af sig, haha. La Paz er en fantastisk by, bygget op af bjerget, med stejle, smalle gader og masser af liv. Foerste dag gik vi en lille tur rundt paa det man kalder "hekse-markedet", her findes alt fra souvenirs til llama fostre som de lokale begraver under deres hus for frugtbarhed. Om aftenen fejrede vi endnu en foedselsdag og det blev tidligt inden vi kom I seng. Dagen efter blev der shoppet og vi fik da ogsaa besoegt coca museet I byen. Samme aften var alle godt traette og vi gik tidligt I seng for dagen efter (min foedselsdag) skulle vi tidligt op og mountainbike paa "the death road"! Og sikke en foedselsdag! Vi startede med at cykle I 4700 meters hoejde og endte I 1200 meters hoejde, hvor vi noed en velfortjent frokost og chillede ved poolen. Vi var sent hjemme og skyndte os at goere os klar til at feste igennem. Ud over at vi fejrede min foedselsdag matte vi ogsaa sige farvel til vores guide og nogle af vores venner paa turen. Vi naaede aldrig i seng inden vi skulle med bussen til Peru tidligt naeste morgen!
- comments