Kære Allesammen,

Dette bliver starten på min rejseblog - en hel måned efter vi forlod Danmark, og guderne skal vide jeg har tænkt på jer mange gange. Det er nu eller aldrig! Aida er i børnehave og Charlie tager sig en skraber på sengen bag mig. Det er en helt almindelig dag i Arequipa, og nu vier jeg min dyrebare alenetid til jer, min familie og venner, som jeg allerede savner :-) Kaffen er drukket og Charlie kan i princippet vågne hvornår det skal være. Så jeg skriver løs.

Uden for skinner solen som altid, det er varmt derude, og herinde er det temmelig køligt. Et sindssygt klima, der giver mange forkølelser fordi man ikke altid får klædt sig på til de store temperaturskift. Det er jo vinter og ørkenklima, og vi er jo oppe i højden på ca. 2400 meter over havets overflade. Himlen er blå, blå, blå, græsset i den lokale park er afsvedent, og i selskab med mandshøje kaktusser.

I det fjerne kan vi se de omkringliggende vulkaner og de vildeste knastørre stenskrænter, hvor intet kan gro. Derfor er alt hvad der er grønt her en gave, og vandet er dyrekøbt. Heldigvis har mine svigerforældre grønne fingre, og vi har en rigtig fin have med græsplæne, træer, blomsterranker, hængeplanter og fugle. Ingen kaktusser, og det er nok meget godt selvom jeg kviede mig da de for tre år siden fældede kaktussen i baghaven. Den var lige så høj som huset og ret cool. Men ikke særlig kompatibel med almindelig udendørs færden :-)

Så udover at tilbringe min barsel under sydlige himmelstrøg har jeg også fået en have oveni, og det er vi skam flere, der er glade for. Det betyder nemlig at Aida kan drøne ind og ud, som hun lyster, og når Charlie skal sove ryger han ned i voksien, ind i klapvognen og en tur henover kampestensstien, der bumler ham i søvn på fem runder :-) Og nej, han har hverken fået hjerneskade eller blevet skeløjet - endnu. Faktisk er han en frisk, glad, rolig - en rigtig præmiebaby, der sover længe og uden sut, smiler når man taler til ham, og deltager i familielivet uden brok. Vi fejrede hans fire måneders dag d. 15 - det gør man her når børnene er små. 'Cumplemes' er ligesom en lille fødselsdag med lagkage osv. I korte træk en undskyldning for at fejre barnet endnu en gang og grovspise en af de kæmpe lagkager man kan købe billigt i butikkerne her. Så hvis vi skal gøre det hver måned fremover kan jeg godt vinke farvel til efterfødselsslankekuren. Og det gør vi selvfølgelig :-) Faktisk er jeg lidt træt i ansigtet i dag. Ikke fordi jeg har været oppe med Charlie i nat, men fordi vi fejrede Aidas fætter og kusines privatlærers fødselsdag til sent i går aftes. Endnu en kæmpe gulerodskage konsumeret. Tjek:-) Det endnu en ting, der fortæller mig, at jeg har scoret jackpot med denne svigerfamilie. Vi deler en fælles passion for at fejre alt, hvad der kan fejres, og der er jo altid en, der har fødselsdag i denne kæmpe familie.

I det hele taget må jeg sige at jeg og vi er blevet modtaget så flot her hos Francois' forældre. Der er jo ikke meget plads, for Francois' søster, Edith og fætter Alonso og kusine Alejandra er kommet hjem fra Ghana og bor i deres lejlighed her i baghaven. Raul skal stadig arbejde i Ghana i to år til. Derfor bor Francois, Aida, Charlie og jeg sammen med Francois' forældre her i hovedhuset. Stakkels tio Victor sover på sofaen i weekenden, når han er hjemme, men det gør han glad og gerne. Han påstår i hvert fald hårdnakket, at sofaen er yderst behagelig. Men de har været ude og købe senge til os, og barneseng til Charlie. Det hele var klart da vi ankom. Fantastisk. Og det trængte vi virkelig også til efter en uge på farten i Buenos Aires med de to rollinger.