Dagene har været spændene, gode, hårde, ualmindeligt ubehagelige og skønne. Turen til Kenyas kyst og Mombasa, hvor vi skal bo indtil d. 4. september, var lang! Vi startede med en flyvetur fra Kbh til Cairo som forløb uden problemer. Men så snart vi ramte det afrikanske kontinent, måtte vi begynde at indstille os på Afrikanske forhold. Da vi skal i transfer mødes vi af en vagt, der tager vores pas og boardinpass, hvorefter han går og efterlader os med en gruppe danskere. Efter 30 min. vender en anden man tilbage med vores pas, uddeler dem på opråb, hvorefter han følger os til en minibus(hvor vi måtte sidde på skødet af hinanden, da der ikke var nok pladser?!). Efter 10 min. kørsel i en meget tom og øde lufthavn ankommer vi til en lille terminal. Her placeres vi endnu en gang i et venterum og en vagt tager endnu en gang vores pas. Efter 45 min. venten kommer vagten ud og giver os piger en stak på 12 pas, som vi så kan fordele til de andre rejsende- this is Africa!
Turen mellem Cairo og Nairobi er 7 timer, med en mellemlanding i Sydsudan - flyet er hamrende varmt og pga Ramadan serveres der mad flere gange i løbet af natten. Ergo får vi ikke sovet meget og vi glæder os blot til at ankomme til vores forudbestilte hostel i Nairobi. I Nairobi finder vi ud af at en taske ikke er kommet med fra Cairo og den mand, der skulle hente os fra vores hostel er ikke kommet. Efter lidt ringen frem og tilbage kommer han og vi kører igennem Nairobis kaos på vej mod en seng på Milimani Backpackers. Da vi ankommer betaler vi straks, hvorefter mutti fortæller os at de pga et væbnet røveri på en gæst dagen forinden, er nød til at flytte os gæster (og alt inventar) til en mere sikker lokation. Det ville kun tage en times tid. Efter 2½ time er vi endnu ikke blevet flyttet og vi er efterhånden temmelig trætte. Da vi endelig flyttes til det andet hostel, kan vi ikke få en seng. Alt i alt ender det i en urimeligt lang dag og os fire piger sovende i en stor dobbeltseng da klokken blev 21.

Dagen efter går med møde hos ActionAid Kenya, som er den organisation der står for opholdet. De fortæller os at vi pga Ramadan ikke kan komme til Mombasa og vores værtsfamilier før onsdag. Tirsdag bruger vi derfor på en tur til Karen Blixens farm - et nationalmuseum, doneret af den danske regering til Kenya efter deres uafhængighed. Derudover besøgte vi en fabrik, hvor kvinder producerede perler og keramik. Et projekt opstartet af en engelsk kvinde, som ønskede at give enlige mødre en fast indkomst. Kvinderne viste stolte de forskellige trin i produktionen frem og gav os en lille sang med på vejen. Slutteligt købte vi selvfølgelig smykker i deres fine butik :-)
Efter 2 dage gik turen mod Mombassa - 10 timer i en Kenyansk luksus bus, men stewardesse, snack- og drikke servering. Standdarden var lige under linje 888, hvilket vi var meget overraskede over. Turen gik først gennem Nairobis slum. Små blikskure placeret på, hvad der bedst kan beskrives som en lodseplads. Der var i stor kontrast til de store reklameskilte om pampersbleer, samsung fladskærme osv.. Videre kørte vi forbi den brændende Kenyatta lufthavn og endelig ud i Afrikas natur, hvor vi var så heldige at se en enkelt giraf og en elefantflok i det fjerne. Det var aften før vi nåede Mombasa og vi skulle mødes med vores værtsfamilie, som bor i et indhegnet kvarter, der er eget af Mombasa havn. Mor Lilian har en tøjbutik i byen, faren - hvis navn vi endnu ikke har fået at vide, da han blot kaldes Daddy af familien - arbejder på havnen. Derudover består familien af Bryson på 18 - en fodboldtosset journaliststuderende, Merlin på 21 der studerer business samt Valerie der netop er flyttet til Nairobi for også at læse til Journalist. Da vi kommer ind i huset beder familien en velkomst bøn for os og faderen hænger straks en engelsk version af fader vor op på vægen, inden bordbønnen bedes. Stilen er lagt og som den bangebuks jeg er, svarer jeg på spørgsmålet; "Er du gift?". Med et rungende "Ja!". For tanken om at blive betragtet som en skøge, der bor ugift med en mand, i 5 uger, var bare for meget. Så Kristian - Nu er der pres på J Siden den aften, har Lillian, faren og Valerie været ude af huset grundet en begravelse i deres hjemby (15 timers kørsel væk). Det har været både positivt og negativt for vores ophold hos familien. En fætter (Joseph) bor midlertidigt hos familien. Og da han er den ældste er det ham der har stået for mad og indkøb. Noget han helt bestemt ikke er vant til og han gør flere gange opmærksom på, at det normalt er kvinderne der laver mad, hvorfor han gerne vil have os ud og lave det. Det er dog nemmere sagt end gjort, når forholdene er så meget anderledes end, hvad vi kender. De har en kniv, som er gået i stykker, vandet skal renses inden det kan bruges, der kravler dyr rundt i køkkenet og der brændte hul i en af gryderne en dag drengene lavede mad. Ergo har Ditte og jeg ikke brændt for at stå i køkkenet alene, men givet udtryk for at vi gerne ville hjælpe. Til fætterens store frustration. Samtidig har han nægtet at købe os frokost, selvom det var en del af aftalen - noget som Actionaid selvfølgelig reagerede på. Vi har haft en del kontroverser med ham. Vores forhold til drengene derimod er blevet rigtig godt og vi har planer om en byvandring i næste uge med Bryson, hvor vi bl.a. skal se hans universitet. Vi glæder os dog til Lilian kommer hjem søndag, så vi kan få lidt mere og bedre mad. Vores værelse har 2 halvanden mands senge (med tvivlsomme madrasser J ), en fan (det er stort!) og et spejl. Vores badeværelse har et karbad, vask og et toilet - alt sammen uden tilkobling til vand. Derfor har vi en 70 liters tank stående med regnvand - så bruseren består af dunke med vand. Ditte og jeg hjælpes ad med den del J og tøjvasken foregår med samme regnvand - der skal altså spares eller krydses fingre for mere regn. Nå ja, og drikkevandet er også renset regnvand. Bedst af alt er dog tagterrassen, som familien ikke bruger så tit. Her er der stille, solrigt og en frisk luft, så vi kan komme lidt væk fra Mombasas larm, støvede og snavsede gader. Hospitalet har været lidt af en prøvelse. Ditte og jeg har været på børneafdeling i denne uge - og det må siges at være helvedes forgård. Der er plads til 45 patienter, men af og til har de op til 60-120 (og så deler man seng). Mens vi har været der, var der ca. 30 patienter og fire sygeplejersker og ca 3 læger og 5 lægestuderende. Vi havde regnet med at komme ned og se sundhedspersonale, der på trods af de få midler de havde, gjorde et stort stykke arbejde og var dygtige til deres håndværk. Det må vi dog sige ikke har været tilfældet og det har været svært at deltage i plejen, når det man har set går så stærkt i mod den viden og de værdier man har der hjemme fra. Sygeplejerskernes dag starter med rapport fra 7.30-8.00 (hvis altså ikke de først kommer kl 8). Kl 8 tørrer vi skranken af med klorin - jeg spurgte om jeg også skulle tørre bordet af, hvor der blev taget blodprøver osv., men det ville sygeplejersken ikke have. kl 9.00 gives medicin. Her gives specielt antibiotika som uden tøven "skydes" ind i børnenes beskidte IV-adgange, mens børnene skriger højt, da medicinen gør ondt i så store mængder. I Danmark ville jeg give samme medicin over 10 min til et voksent menneske. Efter medicin runden skrives kort journal, hvorefter sygeplejerskerne sludrer og læser avis. Børnene lider generelt af alvorlig lungebetændelse, tuberkulose, malaria, meningitis samt alvorlig underernæring. Jeg har set et barn på 6 mdr der vejede 3,5 kg og et barn på 9 mdr der vejede 5 kg. Til de sundhedsprofessionelle kan jeg fortælle at børn er kommet ind med hb på 1,2 og 1,6. Det er virkelig hårdt at se, men det værste er dog at se den mangel på engagement man ser hos personalet, da det med vores øjne ser ud til at de kunne gøre så meget mere, på trods af deres få ressourcer. Mange af problematikkerne kunne bl.a. være undgået, hvis forældrenes viden var større. Alligevel ser man ikke sygeplejerskerne bruge tid på at forklare. Torsdag så vi to børn på 1 og 2 mdr dø og den førstehjælp som lægerne ydede, var helt til grin. Hjerte-lunge-redningen var tilfældig og i perioder ikke eksisterende. Der gik 5-10 minutter inden de koblede børnene til ilt, de brugte ikke den rigtige størrelse maske før efter 30 min og når lægen blæste luft i det ene barns mund, nåede det ikke ned i lungerne, fordi de ikke rettede barnets luftveje ud. Der blev snakket og grinet under vejs og man fik virkelig syn for at liv og død har en anden betydning her nede - det er bare noget der sker. Derudover er hygiejne et kapitel for sig. Første dag på hospitalet sad der en krage på sengestuen - en kat har fået killinger og bor med dem inde i lægens journal skab. De meget smitsomme patienter bor på balkonen (mens vinduerne er åbne ind til de andre - svækkede - patienter). Der er én håndvask med sæbe på børneafdelingen - som for det meste virker. Dog benyttes den maksimalt af sygeplejerskerne én gang i vagten. Ditte og jeg har dog været flittige med både håndvask og sprit - og på vores 4. dag på afdelingen var håndvasken pludselig opgraderet med papir til at tørre, samt en pumpe med håndsprit - måske har vi alligevel haft en positiv effekt? Jeg kommer helt sikkert til at lære en hel del her nede på det personlige plan - men helt sikkert lærer jeg nok mest, at værdsætte det vi har der hjemme. I denne weekend er vi taget til Diani Beach - et lille paradis syd for Mombasa. Stranden er hvid og havet helt blot. Vores hotelværelse har en kæmpe stor dobbeltseng, samt en bruser, håndvask og toilet - og vigtigst af alt - rindende vand! Haven myldrer med Hr. Nelson aber, poolen er lækker og lige ved siden af er der en hyggeligt strandbar. Det er et skønt afbræk fra det vi har set i løbet af ugen og gør os klar til næste uge, som højst sandsynligt skal foregå på fødegangen. Kathrine (en af de to andre piger vi rejste her ned med) blev syg i nat og da hendes feber blev ved med at stige besluttede vi os for at få hende på privat hospitalet i byen. Der er hun indlagt nu og bliver højst sandsynligt udskrevet i morgen efter en omgang iv. vækse og antibiotika. Heldigvis kan jeg fortælle, at de private hospitaler er lidt af en anden standard en Coast General, hvor vi er - og jeg lover at jeg aldrig vil sætte mine fødder der som patient, hvis jeg skulle blive syg! Håber i har det godt der hjemme - undskyld den laaaange mail, men tror så heller ikke jeg kommer til net før om 14 dage.