3. - 7. dage på platformen

Kære alle I skønne mennesker. Så har jeg endelig fået taget mig sammen til at skrive lidt på bloggen igen. Jeg har ikke været så super aktiv med dagbog + blog de seneste dage, så det bliver lige en hurtig gennemgang og beklager på forhånd taste-/stavefejl, hakuna matata (btw det er SÅ fedt, at Løvernes Konge er på Swahili!)

Lørdag - Besøg på Nanyuki District Hospital

Vi kører alle med matatus til Nanyuki, hvor vi skal besøge Nanyuki District Hospital og møde Jane, en HIV-positiv kvinde. Vi samles alle i hospitalets kapel, hvor Jane først fortæller sin historie om livet med HIV. Hun har fire børn, der alle er testet HIV-negative, men Jane blev selv testet positiv i 2000. Hun fortæller, hvor grov diskriminering hun har oplevet. Bl.a. hvordan hendes familie skærmede hende fra resten af familien på et alene-værelse, hvor hun havde sin egen kop, egen tallerken etc. og når familiens venner kom på besøg, kunne hun høre dem tale negativt om hende. Børn i byen pegede og råbte: "Der er hende den HIV-positive", når hun kom forbi. Ingen ville røre hende. Og hun oplevede konstant fordomme omkring hende. Jane er en meget stærk kvinde og har kæmpet sig gennem fordommene ved at være åben omkring sin sygdom. Jane fortæller desuden om prostitution i lokalområdet, hvor der er ca. 50 prostituerede (heraf 7 HIV-positive). Kvinderne "misbruges" bl.a. af den britiske army. Hvis kvinderne opdages af politiet får de valget mellem enten at komme i fængsel eller at have sex med betjentene. Ja, Kenya er et korrupt land, så vi gør alt for at undgå stridigheder.

Efterfølgende viser sygeplejersken, Jenine, os rundt på Hospitalet. Jeg er i chok. Først viser hun os ind til females ward, hvor vi 20 studerende vader med. Jeg har det simpelthen så dårligt med, at vi kommer og beglor dem i så stor en flok, som om patienterne var aber i et bur. Kvinderne er heldigvis ikke så dårlige, så de smiler og har ikke noget imod, at vi tager billeder af stuen. Efterfølgende ser vi mens ward, examination room (hvor undersøgelserne foretages) og childrens ward. Det er skræmmende, så lidt ressourcer de har. Men på trods er det, virker de alle til at være ved godt mod. I hver seng ligger der 3-4 patienter, der hver kan have forskellige sygdomme som fx en med malaria, en med diabetes og en med hiv. Ikke alle senge reddes med lagner for at spare vask, så patienterne ligger ofte bare på madrassens plastikunderlag, som kun afsprittes, hvis der er tid til det inden en ny patient. På hospitalet er der ingen uddannede læger, men i steder "clinical officers"/sygeplejersker, der har lært lidt mere end "almindelige sygeplejersker", og de står derfor for alle de lægelige opgaver. Jenine fortæller desuden, at planlagte operationer kan have en ventetid på 2-3år, og at fx frakturer normalvis har en ventetid på omkring et år.

Efter rundvisningen står jeg tilbage med tanken omkring, hvorvidt jeg overhovedet er i stand til at arbejde under sådanne forhold? Jeg er spændt på, hvordan jeg tackler de udfordringer, jeg kommer til at møde de næste tre måneder. Er jeg professionel nok til at kunne lade det ligge og indse, at jeg ikke kan "redde" Kenya, men i stedte acceptere at sådan er forholdene bare her? Under alle omstændigheder har rundvisningen på hospitalet her sat nogle tanker i gang om de kommende tre måneder - men jeg glæder mig og vil gøre mit bedste for at yde den bedste omsorg og pleje for de patienter, som jeg kommer tæt på. Og så "bare" lære at acceptere, at jeg ikke kan gøre mere.

I Nanyuki finder vi en hyggelig café "The Dormans", som har trådløst Internet og lækre milkshakes, så vi hygger her resten af dagen. Desuden har jeg fået købt mig en afrikansk telefon + simkort, så I giver mig bare et kald anytime på +254 700 294 113.

Tilbage på Daraja får vi endnu engang bønner til aftensmad - denne gang med kartofler. Så igen klarer jeg mig med et par kartofler og tænker, at jeg snart må kunne se på maven, at jeg nærmest ikke spiser noget.

Søndag - Afslapning på Daraja

I dag er det egentlig planen at vi skal i kirke, men vi er alle sammen ret trætte pga. manglende søvn, så bl.a. Ida, Ingrid og jeg bliver hjemme og tanner i stedet for. Det er skønt med en dag med ren afslapning og hygge med de andre. Jeg ringer desuden til Bedstemor, Mor & Far og Farmor. Det er simpelthen så skønt at snakke med dem igen - og det går pludselig op for mig, at der er lang tid, til jeg ser dem igen. Desuden er vi konstant mange mennesker omkring hinanden og jeg kan virkelig mærke, at jeg savner noget alene-tid.

Mandag - Baboon walk

Klokken 7.00 mødes vi ved matatuen og er klar til at tage på baboon walk. På vejen derud ser vi både impalaer og giraffer, så det er en rigtig skøn tur. Da vi kommer ud til Baboon Walk er der det smukkeste landskab og vi "hiker" lidt ned ad et par klipper. Efter få meter ser vi bavianer i træerne og der er rigtig mange samlet. Vi kommer rigtig tæt på bavianerne og får gode billeder af bavianer, der kløer hinanden i numsen, spiser og leger. Bavianerne spiser nogle frugter, der sidder på kaktusserne, så vores guide spørger os, om vi også vil smage. De smager faktisk fantastisk. Man skal bare lige huske at fjerne de torne, der sidder udenpå.

Inden frokost kører Ida og jeg (samt Odense pigerne) ind til Nanyuki. På vejen bliver vi stoppet af politiet, og han siger noget på swahili til chaufføren. Chaufføren fortæller os, at politimanden gerne ville have hvide piger, så vi er bare taknemmelige for at vores chauffør ikke "solgte" os til betjenten. I Nanyuki får vi pizza (endelig!) på The Eatery. Efterfølgende går vi på the dormans og får en lækker smoothie. Da vi kommer hjem til aften går vi tur i området indtil det bliver mørkt og hygger resten af aftenen på værelset. Kæmpe bi-lignende insekter angriber os konstant, så Sissel sørger for at dræbe dem.

Tirsdag - Besøg i lokalområde og slumkvarter i Nanyuki

Formiddagen går med besøg i lokalområdet til små villages, hvor vi ser, hvordan de bor og tjener penge på at lave kul af træer, hakke sten, skovle jord og brygge øl. Det er okay spændende, men ikke noget sindsoprivende. Desuden møder vi en masse børn, der råber: "How are you? How are you? How are you?....." De forstår ikke rigtigt, hvad det betyder, men bruger det i stedet som en slags greeting.

Til frokost er det igen kartofler og bønner, så jeg spiser kækbrød, sugar snaps og tomat i solen i haven. Desuden tid til lidt tanning, så det er lækkert. Kl. 14 er der afgang til Nanyuki slum. Det er utrolig spændende at se, hvordan de lever i slummet, som overraskende ikke var så slemt som ventet. Til sidst køber vi brød ved en sød bager i slummet, og jeg er overbevist om, at vi har sørget for at give ham en super omsætning. Vi kommer hjem til aftensmad, hvor vi får skønne pandekager - dog med bønner. Min mave har allerede vænnet sig til lidt mad, så jeg kan ikke engang spise en hel pandekage. Efterfølgende er der tid til et "skønt" bad igen i vand fra floden, men en god hårkur gør godt. (Tak til FrilleJ)

Om aftenen ser vi "The day I will never forget" om kvindelig omskæring i Kenya. James ser filmen med os, og efterfølgende kan vi stille spørgsmål til ham. Han svarer gerne på meget private spørgsmål og fortæller bl.a. at han som Masaai i deres kultur omskærer kvinder, men at han kæmper for en forbud. Vi har en rigtig god og spændende samtale med ham. James fortæller at i communities taler man åbent omkring omskæring af kvinder, men her på skolen holdes det hemmeligt, da pigerne kommer fra forskellige stammer og kulturer i hele Kenya, og derfor er der både omskårede og ikke-omskårede i blandt eleverne. Så for at sikre at ingen holdes udenfor, taler man ikke om det.

Efter filmen snakker jeg i telefon med dem, derhjemme - skønt. Og jeg savner sgu lidt hjem. Men så kigger jeg på himlen, og ser den smukkeste og største stjernehimmel + mit første stjerneskud. Så er det bare at ønske…

Onsdag - Masaai-dag

En ret kedelig dag, hvor vi går en kort tur for at mødes med nogle Masaai kvinder. De virker dog ikke synderligt interesserede i os, men virker nærmere til at være troppet op af tvang. Om aftenen får vi besøg af nogle Masaaier, der danser og hopper det er ganske underholdende og i sær at se James (vores underviser, en meget tyk lille mand) hoppe om kap med de andre masaaier. Resten af aftenen pakker vi og jeg har simpelthen problemer med at få plads til alle mine ting, men det lykkedes!