Foerste etape af Tour de Ecuador startede i himlen, mere praecist; Cotopaxi. Cotopaxi er en af Ecuadors mange vulkaner og med sine 5897 meter over vandet er det ogsaa det neast hoejeste punkt i landet. Hoejden goer at der er sne paa toppen og der var vi oppe! det var helt fantastisk. Vi parkede i 4500 meter hoejde og gik saa 500 meter op til Gletscheren. 500 meter lyder maaske ikke af meget, men luften er ubeskrivelilg tynd og man hiver efter vejret hvis man bare gaar ligeud. Derfor var det helt fantastisk at neasten hele gruppen naaede helt til tops. Mens vi sad paa sneen og kiggede ud mod det smukke bjerglandskab kunne vi see skyerne glide forbi lige under os. Den eneste grund til at hele gruppen ikke naaede til tops fra pga af sygdom. Allerede dagen inden var det lykkes Cille og Ben at blive syge. Begge med feber ventede de nede i bilen ( mens vi andre pustende og stoennde travede op af bjerget. Cotopaxi er nok ikke det bedste sted i verden at vaere syg, da man ikke maa falde i soevn i de hoejder, da der er kaempe risiko for at soevn foerer til besvimelse. Dette betoed ogsaa at staklerne endte med at overnatte paa hospitalet om natten. Laegerne var dog virkelig syge og efter et par piller havde de begge nogenlunde godt igen. Nu er der ingen problemer. Cille og Ben var dog ikke de eneste der blev syge; naermest alle blev ramt (diarre, hovedpine, maveproblemer, opkast og feber) - nok pga. af den tynde luft og alle strabadser vi skulle igennem.

Efter at have besteget Cotopaxi cyklede vi ned - og er du sindsyg det var fedt. Derefter koerte vi til vores hostel. Vi fik laekker mad og saa var det ellers direkte i seng (kl. 9.00pm). Om natten startede mere sygdom (det gik ogsaa ud over mig - nok mest fordi jeg havde overanstraengt mig lidt for meget). Dagen efter koerte vi lidt op i mod Andesbjergene. Vi koerte med de lokale - vist nok privarejede busser. Det er en relativ speciel oplevese naar man kigger ud af vinduet paa bussen. Man ser nemlig ikke ned paa den meget hullede grusvej man koerer paa, nej, man ser 400 meter ned af en skrant. 2 timer senere blev vi sat af paa en bjergside og saa gik vi ellers 2-3 timer i det smukke landskab. Vi ankom til det hyggeligste hostel i en lille bitte by. Alle var traette saa vi noed sommerhus stemningen paa det lile hippiehostel. VI var det eneste besoegende og de eneste de havde plads til. Dagen efter stod paa 6 timers vandring til naeste hoste. Igen uffatelig flot og sjovt at see hvordan mennsker boer midt i igenting imellem vilde stouter, bjerge graes og - hvis man var heldig - et aesel eller en hest. Det var Mega haardt at gaa saa langt op og ned af bjerge og det var skoent at vi endelig naaede vores hostel. Igen var det et fantastisk idyllisk sted. Her var der mere afslapning (jeg fandt en gammel HP-bog at laese) og om aftenen dansede smaa piger for os. Dagen efter tog vi busen til en krater soe og saa gik vi ellers rundt om den i 4 timer. Ufattelig haardt! Herefter tog vi bussen til en gaard. Det var som at komme 100 aar tilbage i tiden. Her red vi paa lamer, malkede koer og om aftenen fik vi mad som alt sammen var produceret af dem selv. Om morgenen fik vi karamel og yougurt som var lavet af den maelk vi selv havde malket. Derefter tog vi bussen tilbage til Quito. Forestedel af busturen gik mindregodt, da bussen loeb toer for benzin (nogen havde abenbart stjaalet benzinen om natten) og derfor tog en 45 min. bustur over 2 timer. Dette er dog typisk Ecuador-stil.

Det var en hel utrolig haard tur med en masse masse sygdom og oemme muskler (heldigvis har jeg startet en Yoga gruppe saa vi hver aften laver lidt yoga og faar strukket ud). Men vi har set en masse af ecaudors smukke bjerglandskab.

Imorgen tager vi afsted til en afslappende uge, foerst i junglen og senere til kysten..

Undskylder for stavefejl og saetninger der ingen mening giver, men jeg har simpelhen ikke tid til at rette det igennem.