Profile
Blog
Photos
Videos
Så kom vi til Bali! Den efterhånden meget velkendte ø, som er blevet et meget eftertragtet rejsemål for mange backpackere. Efter at være landet med flyet, tog vi en taxa til Kuta, hvor vi havde et hostel. Vi havde booket et 14-mandsværelse og var klar til at møde en masse nye mennesker! Det skete desværre ikke helt, som vi havde regnet med. Det viste sig, da vi kom frem, at vi var de eneste, der skulle bo på værelset, og dermed havde det hele for os selv...
Nåh, men det skulle ikke forhindre os i at komme ud og se byen! "Byen" var egentlig bare én enkelt lang gade med masser af turistbutikker og masser steder at gå ud og få sig en øl eller mange. I bund og grund manglede der bare den der grundlæggende backpackerfølelse, som man har, når man er ude på egen hånd i flere måneder. Kuta virkede alt i alt til at være et ferieparadis for halvgamle (læses: ikke-backpackere) briter og australiere, der lige havde et par uger fri fra arbejde.
Stranden, som kun lå nogle hundrede meter fra Kutas enlige gade, var til gengæld fantastisk, men dog ikke for badende gæster. Det var 100% en strand, der lagde op til, at man skulle surfe. To flag med 50 meters mellemrum på stranden indikerede, at her måtte man gerne bade, hvorimod resten af den lækre hvide sandstrand var forbeholdt surfere. Dette var bare med til at øge vores higen efter snart at være på surfcampen og kunne surfe hver dag!
Dagen oprandt og vi blev hentet fra vores hostel og satte derfra kursen mod Canggu! Det gik dog hurtigt op for os, at det ikke kun blev vores surfegenskaber, der blev sat på prøve. Sprogkundskaberne inden for vores nordiske nabosprog skulle vise sig også at blive sat på prøve, da det viste sig, at ca. 95% af menneskerne på surfcampen var fra Skandinavien og hovedsageligt fra Sverige og Norge. Som dansker har man heldigvis den fordel, at det typisk er lettere at forstå bl.a. svensk som dansker, i stedet for omvendt, men med lidt god vilje, og en svensk accent en gang imellem, blev sprogbarrierene hurtigt brudt! :D
Allerede dagen efter var det i gang med surftræningen! Og efter lidt teori, opvarmning og øvelser på stranden var det tid til at komme ud i vandet. Og hvad skete der så??? Vi var jo selvfølgelig mega gode og var oppe at stå på surfboardet på få minutter. Og sikke en følelse!!!! En følelse af ren og skær ekstatisk glæde over at være stående blandet med adrenalinen, mens man forsøgte at holde balancen!! En følelse der krævede intet mindre end utallige gentagelser ;) Dagene gik én efter én (som de nu plejer at gøre) og i takt med at vi blev bedre og mere selvsikre på surfboardet lærte vi at dreje først til den ene side, så den anden side og til sidst fra den ene side til den anden.
Selvom det var aaaaalt for fedt at surfe, kunne man desværre ikke blive ved hele dagen, da det krævede en del energi, både når man var på surfboardet, og når man skulle padle ud i bedste surferstil! (Især padlingen kunne give masser af syre i armene). Derfor var det fedt, at der blev arrangeret og taget initiativ til forskellige arrangementer. Nogle få der skal nævnes er: musikquiz, volleyballturnering, balinesiske lege (som omhandlede en god sjat øl og lidt andre alkoholiske drikke), yoga og en dagstur til Ubud for at se lidt kultur. Efter en tærende omgang surfing kunne man også bare ligge ved én af de to pools og læse, slikke sol eller komme i samtale med nogle af de andre. Det var alt sammen super fedt med en blanding af hårdt fysisk arbejde, afslapning og en masse socialt samvær med andre unge rejsende!
Meeeeeen surfugen kom... og den gik. Andre ting skulle ses. Andre ting skulle opleves. Næste punkt skulle blive: Gili Trawangan (eller bare Gili T i daglig tale). Gili T, som er kendt som en vaskeægte Bounty-ø med hvide sandstrande, krystalklart vand, gode snorkelmuligheder og masser af natteliv. Her fulgtes vi med to islændinge og en anden dansker, som skulle blive vores Crew på Gili T! Den aktive hverdag på Bali blev erstattet af et langt roligere humør, hvor man ikke nødvendigvis behøvede at lave noget hele tiden. Vi fik dog alligevel taget os sammen til en smule! Vi var bl.a. på en snorkeltur rundt om de tre Gili-øer, set film i forskellige udendørsbiografer og nydt et par drinks (eller lidt flere) med udsigt ud over stranden. Lidt pudsigt var dog den nærmest uanede arabiske talestrøm, som blev forstærket af højttalersystemerne på moskeerne på øen. Startende fra kl 4:30 om morgenen og ellers yderligere minimum fire gange om dagen, kunne der tydeligt høres, hvordan der blev kaldt til bøn. Da Gili T har en diameter på under 2 km, er man da også sikker på sagtens at kunne høre moskeens kalden hvorend man er.
Nu var vi efterhånden også ved at være godt fyldt op til randen med turister, så tiden var inde til at komme videre til Balis knap så velkendte nabo mod øst: Lombok!
- comments
Jeanette Brædder Åhh... det lyder skønt. Også super flot med din dykning :-)