Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag tog jeg (Nicolaj) over til Laura for at være sammen med hende den sidste gang i Thailand i denne omgang. Hun skulle have pakket sine ting og ellers have gjort sig klar til at tage hjem til Danmark igen efter et halvt år som volontør på børnehjemmet. Det var et større projekt at få pakket hendes mange ting ned i to ret store tasker, men det vigtigste var, at det ikke skulle veje for meget. Efter lang tid lykkedes det at få tingene pakket ned, dog med en alt for tung håndbagage, men så var det bare at håbe, at de ikke ville veje den. Vi tog ud til lufthavnen sammen med de andre volontører, og efter at hun havde tjekket ind, sagde vi farvel og så hende bevæge sig ind bag check-in området. Så var der altså gået 12 dage i selskab med Laura, og hun var på vej hjem til kolde Danmark igen. Den tur kommer vi også til at tage om lidt mere end en måned. Det bliver underligt.
Fredag den. 17. februar stod programmet på udflugt sammen med en større børneflok fra børnehjemmet Agape. Vi (Jeg, Nicolaj, Søren og Kathrine) havde fået lov til at tage med i den særdeles store minibus, men kun på den betingelse, at vi kunne have et barn på skødet hele køreturen frem og tilbage, og det havde vi ikke noget imod. Børnene var da heldigvis også ret medgørlige på nær den sidste halve time af hjemturen, men det var vel, hvad man kunne forvente. Af sted tog vi med flokken, der også talte Nicolajs anden storesøster Sarah, der jo er volontør på børnehjemmet, hendes mindste søn Lukas og nogle andre ansatte. Det er et under, at vi kunne være inde i den minibus, ja, nærmest et mirakel, men det lykkedes altså. Jo længere vi kørte desto mere blev vejene snoede og gik op af, og ind imellem blev vi nødt til at køre meget langsomt i første gear, da der var nogle steder, der ikke var asfalterede og dermed kun bestod af grus, støv og huller. Efter næsten 2 timers køretur ankom vi til en nationalpark, som var dagens mellemstop/middagsmads-stop. Det var et meget hyggeligt sted inde i en skov, som ikke var særligt tæt, så stedet virkede meget åbent. Inden vi fik os en omgang klisterris, gris på pind og fisk på de medbragte picnic-tæpper, så tog vi sammen med børnene en lille soppetur i en utroligt kold bjergkilde, der løb forbi. Nogle af børnene gik endda helt i - det må godt nok have været forfriskende mildt sagt. Man kunne også krydse en tvivlsom bambus-bro der, og så fik vi viftet/sparket en meget irriterende kat væk gang på gang, som troede, at den skulle have vores mad. Man kunne reelt trampe i jorden for fuld kraft og råbe den ind i hovedet, men der var ingen reaktion. Vi blev hurtigt enige om, at den kat nok både var blind, døv og dum.
Næste stop var ikke meget længere fremme af bjergruten, hvis udsyn desværre ikke var optimalt, da det er smog-sæson, og man kan derfor ikke se langt. Vi stoppede ved en lille bjerglandsby, som nogle gange bliver besøgt af børnehjemmet, fordi et af børnene har familie derfra. Det var en fed oplevelse! Det var en meget autentisk oplevelse at være vidne til. Folk levede i de mest primitive huse, der var meget støvede, og inden i husene var der stort set ingenting. De var dog ikke super fattige, de levede bare meget primitivt. Måden vi kunne fortælle det på var, at de fleste havde en stor parabol, så de kunne se fjernsyn, men det manglede da også bare. Den familie, som vi skulle besøge, var ikke rigtig hjemme, så det var kun den venlige bedstefar, der tog imod os. I deres have havde de to meget tykke grise, de havde mange katte og hunde, og så havde de to huse, som var bygget på nogle pæle thai-style for at undgå oversvømmelser. Vi så også en kæmpestor rød og sort edderkop, og så fik vi smagt deres lækre tørrede jordbær, som smager lidt af rosiner. Ved indgangen til selve landsbyen stod desuden en telefonboks. Umiddelbart så den meget normal ud, men hvis man nærmede sig den, viste det sig, at der simpelthen var et træ, der havde vokset ind i den, så man næsten ikke kunne stå derinde. Vi så også en meget underlig blomst, som voksede på en 3 meter lang stilk fra jorden. Der var altså ingen grene, kun pigge og blomsten i toppen. Det var sjovt at lege med børnene. En af drengene syntes, at det var sjovt at prøve mine solbriller på, men så kunne jeg låne hans orange kasket med en puddelhund på til gengæld! Ikke ringe byt! Efter mange timer på farten var vi hjemme omkring kl. 18, og vi var godt trætte oven på en begivenhedsrig og spændende dag. Men ikke så trætte, at vi ville hoppe over brætspillet Settlers, som jeg da godt lige kan nævne, at jeg (Mika) vandt den dag.
Lørdag var endnu en af de dage, hvor vi slappede godt af. Vi tog igen ned til skrædderen, hvor jeg (Mika) kunne hente min nye hvide skjorte, men denne gang havde vi Nicolajs storesøster Kathrine og hendes kæreste Søren med, da de gerne ville se nærmere på sagerne. Lørdag var også dagen, hvor der "kun" er en måned tilbage af vores lange, lange rejse. 1 måned er normalt lang tid at rejse i, men for os er det ikke super meget, og vi kan så småt begynde at mærke, at rejsen engang får en ende.
Søndag morgen fuldførtes det store søskende-puslespil så at sige. Normalt ville man ikke syntes, at det var mærkeligt, at fire søskende var samlet, men det er det bestemt i Hougaard-familien. I dag kom Nicolajs storebror Christopher, hans kinesiske kone Fufu og hendes kinesiske mor nemlig og blev en del af det eksisterende fællesskab. Christopher besøgte vi i Beijing for et halvt år siden, hvor han til dagligt lever, og nu er han altså også i Thailand. Så nu er der 4 søskende samlet i Thailand: Én fra Vejle, én fra København, én fra Beijing og én fra Chiang Mai. Vi tog ud og spiste middagsmad sammen med de tre fra Kina, og efterfølgende tog vi ind til byen, hvor vi endnu engang skulle besøge vores elskede skrædder. Denne gang var det Nicolajs tur til at bestille et jakkesæt, og glæden var stor. Næste punkt på dagsordenen var at mødes med de tre fra Kina og de to københavnere inde i byen til det kæmpestore og propfyldte søndagsmarked. Vi kom lidt før klokken 18, fordi der nemlig skulle ske noget på præcis det tidspunkt. Ikke alle turisterne fattede det, men klokken 18 står man helt stille, fordi nationalsangen bliver spillet, og det var meget humoristisk at se, hvordan det langsomt gik op for folk. Hvor skulle de da også vide det fra? Halvanden times kiggen-på-marked senere tog vi en rød songthaew (taxi) til en restaurant ved flodkanten. Det var et smukt syn, da det var mørkt, og man kunne se alle lysene genskinne i floden. Bortset fra at der var usandsynligt mange katte, der prøvede at spise ens mad, så var det et rigtigt godt sted, og maden smagte fortræffeligt! Efter mange timer på farten tog vi hjem, og så var den gode dag ovre. Bum!
- comments