Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag (3. dag på Road Trip): Livet er fuld af overraskelser, når man er på road trip gennem Australien. Gode som dårlige. Lad mig starte med de dårlige: Vi har fået os et stenslag i dag, som jo selvfølgelig ikke var vores skyld, men tværtimod en stor trucks skyld. Men mon vi skal betale for det? Forhåbentlig ikke. Så har vi kørt på halvt ødelagte og halvt oversvømmede veje, men heldigvis var advarselsskiltene (floodway) noget værre end realiteterne. Vi troede desuden, at vi punkterede den dag, da der kom underlige sivelyde, når vi drejede til højre på rettet, men heldigvis forsvandt lyden efterfølgende, selvom den kom og gik lidt. Nu er den dog helt væk! En anden reel frygt, der ligger i baghovedet, er frygten for at løbe tør for benzin. Der kan være over 150 km mellem tankstationerne, men hvad nu hvis man misser den? Eller hvad hvis netop den tankstation er brudt ned? For det prøvede vi nemlig, og så var det heldigt, at der lige præcis der, ikke var langt til den næste. Vores campervan kører nemlig kun cirka 400 km på literen på en fuld tank. Desuden er vi også bange for at køre en kænguru eller wombat ned. Der ligger døde kænguruer overraskende mange steder, fordi de er blevet pløjet ned af biler eller én af de enorme lastbiler, der vejer mange, mange tons, og som er udstyret med et kæmpe kænguru-gitter på fronten. Mega sørgeligt! Ellers fik vi taget os en tur i bushen i dag, da vi gik en tur i Sandstone Caves, hvor der var 12.000 år gamle aboriginal-inskriptioner og tegninger. Stedet var sjældent besøgt til trods for, hvor fedt det var, fordi de vil prøve at beskytte stedet så meget som muligt og altså skjule det lidt for offentligheden. Men på informationscentret foreslog de os at tage derhen, da vi alligevel skulle den vej, så der gik vi rundt i en times tid. Vejen derind var en lille vej efter 35 km, hvor der stod et lille skilt med teksten "Yaminbah Trail". Vi så en kæmpe bille, et stort firben, friske kænguruspor og flotte sandstensformationer. For ikke at nævne alle de sjove bynavne på de byer, vi har været ved i dag. Coonabarabran for eksempel: Australiens astronomiske hovedstad! Vi kom forbi Narrabi, Moree, Goondiwindi, Moonie, Condamine, og så overnattede vi i Miles. Cirka 800-900 kilometer har vi vel kørt i dag? Og så er vi kommet ind i Queensland og har sagt farvel og på gensyn til New South Wales.
Vi var rigtig glade for at overnatte i den lille farmerby Miles. Vi holdt ind ved, hvad vi troede var en normal cafe, men så fandt vi ud af, at de serverede gratis kaffe, te og kiks. Det er en såkaldt Driver Reviver, som ledes af voluntører, og som er til for at mindske færdselsuheld i landet. Så man lige får sig en pause og en kop kaffe, du ved! Så vi fik os en kop kaffe og en god snak med den lokale høvding. Eller han havde i hvert fald langt skæg. Han var rigtig flink og fortalte os en masse ting om byen, som godt nok var ret lille og meget langt væk fra store byer. For eksempel var det aftenens store begivenhed, da toget for en gangs skyld kom forbi. Da det gjorde det, skyndte Paul, som han hed, sig hen til skinnerne, og han smilte over hele hovedet, mens han vinkede til togføreren. Han fortalte os forresten også, at det fem dage inden havde været umuligt for dem at komme nogen steder, for alle vejene omkring byen havde været lukket på grund af store oversvømmelser. Vi kunne derfor være meget glade for, at det overhovedet var muligt at fortsætte.
Vi lavede en gang pasta på vores lille komfur i bilen, og det var et udmærket måltid efter en lang dag på farten. Vi fortjente også en god nattesøvn.
/Mika og Nicolaj
- comments
Bjarke Dahl Husk nu og hold hovedet kold og have overblikket, i de forskellige situationer i kommer i........LYDER RIGTIG SPÆNDENDE OG UDFORDRENDE. Fortsat god tur!!!! Hils omkring jer!!!!