Profile
Blog
Photos
Videos
Onsdag var det videre i teksten. Færdig med Legian og videre nordpå. Vi gik hen og snakkede med ham, som vi havde købt vores sim-kort af, for han solgte også billig transport, som alle faktisk gør. Lige meget hvad folk sælger, så har de også et skilt, hvor der står priser på transport til alle mulige steder på Bali. Vi kunne altså have valgt hvem som helst, men nu blev det altså lige sim-kort-manden aka Merda, som også virkede rigtig flink. Han tilbød faktisk at køre os i sin egen bil uden at det var ret meget dyrere end den shuttle bus, som han reklamerede med, og så ville vi desuden blive kørt lige til døren. Ud over en behagelig tur i en bil med airconditioning bød han også på lidt insiderviden i Bali og kulturen. Han lærte også at sige et par grundlæggende ting på indonesisk, såsom tak, hej og skør. Ud over indonesisk har de faktisk deres eget balinesiske sprog, men det holder vi os lige fra i første omgang. Da vi havde kørt ca. halvanden time kom vi til byen Ubud, som er kendt for at være hjem til mange kunstnere, både lokale og tilflyttede vestlige. Vi havde ved hjælp af vores fantastiske sim-kort lavet en aftale med Donald Homestay om, at vi kunne overnatte hos dem i et par dage. Der stod nemlig i vores guidebog, at det var et godt og billigt sted, men vi vidste ikke helt hvad 'homestay' ville indebære. Da vi kom til stedet fandt vi så ud af, at vi rent faktisk skulle bo i et værelse, som de havde indrettet i deres hjem til, man kunne bo der. Det er billigt og mest af alt meget autentisk sted at bo, og vi var mere end tilfredse med det. Bygningerne er dekoreret, som var det et tempel, vi boede i, og dørene er flettet af bambus. Og så er badeværelset udenfor, men godt indhegnet. Det er super hyggeligt, og til bare 30 kroner pr. nat med morgenmad inkluderet kan vi ikke klage. Desuden har vi vores eget personlige tempel, hvis vi skulle få brug for det, og det er nu meget flot. Vi fandt hurtigt ud af, at Ubud er en rigtig fed by med mange muligheder for at se på kunst inden for alle genrer: Tekstil, indgraveringer i sten og træ, malerier og så videre, mens hovedgaden populært bliver kaldt for Monkey Forest Road. Nede i bunden af vejen ligger nemlig Monkey Forest, som vi valgte at tage ned til for at tage et kig ind i den indonesiske jungle. Dengang vi var i Japan for nogle måneder siden efterhånden, besøgte vi en gammel by kaldet Nara, hvor man kunne se hjorte, og vi synes da, at det kunne være sjovt, hvis vi så et par stykker, selvom det ikke er det mest unormale dyr. Vi så hundreder af hjorte dengang, og de var alle sammen helt tamme, og prøvede hvad som helst for at få mad. Ubud er Balis svar på Nara - bare med aber i stedet for hjorte. Vi betalte beskedne 10 kroner for at komme ind, og så skal jeg ellers love for, at der var spækket op med banan-ædende aber. Jeg (Mika) fandt en lille rød frugtskal (frugten var blevet spist), som jeg gik rundt med i hånden for sjov, fordi jeg ville kaste den til en abe, men da jeg så uskyldigt var på vej ned af en gammel trappe, kom der en abe farende og hoppede op på mig for at stjæle frugtskallen. Den blev lidt hidsig, da den fandt ud af, at der ikke var en frugt i, men jeg havde jo heller ikke bedt den om, at springe op på mig. I løbet af den næste halve time blev vi ind imellem overfaldet af et par aber, men de er ganske ufarlige, og det var en super sjov oplevelse. Aber er bare sjove! Tag for eksempel den abe, som troede, at min finger var en banan eller den abe, som gik rundt og bankede en deodorant ned i jorden for at åbne den (det lykkedes ikke inden inden for den tid, vi var der). Desuden var der en abe, der hoppede op på en mand, der højt råbte: "Kan du så komme ned dit møgdyr!". Så var hans nationalitet vidst afsløret. Han burde nok finde et andet sted at gå tur, hvis han ikke bryder sig om aber, men okay. Vi tog os en lidt anderledes vej i junglen, så vi fik set nogle rismarker og besøgte en yderst venlig kunstnerisk træhugger. Vi vandrede forbi nogle betonpæle, hvor der stod "for rent" på, hvilket bare gav ingen mening, for hvem vil leje det? Der var ikke engang tag eller vægge! Det ville da være mere forståeligt, hvis man kunne købe det så. Vi sagde farvel til de søde drilleaber, og goddag til en omgang nasi goreng (nasi betyder ris og goreng betyder stegt), som er typisk indonesisk mad, og så slog vi et smut forbi Ubud Palace, hvor den royale balinesiske familie faktisk stadig bor, inden det om aftenen blev tid til et af Loney Planet anbefalet traditionelt danseshow. Dansen foregik udendørs i mørket ved et tempel med en stor plads. Showet startede med, at cirka 60 kvindelige dansere gik ned af en stor trappe, og de var alle iført samme tøj. De tændte nogle fakler, og rundt om dem dannede de en cirkel, mens de bevægede sig på samme måde og sang på en meget speciel måde, så man nærmest kom helt i trance. Disse dansere skulle fungere som koret, som man kender det fra græsk teater og derhjemmefra, mens der var andre, der udspillede en rolle i centrum af scenen. Det skal dog nævnes, at der også var én mand i koret, som sad lidt bagved og vred sig, stønnede og skreg på underligste vis. I midten af cirkelen begyndte der nu så småt at udvikle sig en historie om en damen Sita, der bliver kidnappet af en dæmon, så hun ikke kan være sammen med sin elskede Rama. Fortællingen hedder Ramasita inden for hinduverdenen, og den siges at være en slags 'Romeo og Julie'-historie. Den var dog ret svær at følge med i, da det hele foregik på balinesisk, men så kunne man da sidde og blive begejstret over den smukke udsmykning, som der var gjort ekstraordinært meget ud af, og den måde de bruger deres udstående øjne på er mildest talt speciel. Showet varede i halvanden times tid og sluttede af med en såkaldt ilddans, hvor en mand dansede rundt på nogle gløder. Jeg håber virkelig for ham, at han bare har lidt hård hud på fødderne, for det så ret varmt ud. Den traditionelle dans var bestemt en anderledes oplevelse, og selvom det var ret langtrukkent og uforståeligt, så er det bestemt en sjov ting at se tilbage på. Således sluttede en begivenhedsrig onsdag, men dagen efter skulle vise sig at blive endnu mere indholdsrig!
Findes der noget mere normalt end at leje cykler på en torsdag? Svaret er ja, men det er en god ting at afvige sig lidt fra normen, hvilket dog ikke var den eneste grund til, at vi lejede cykler den dag. Rundt om Ubud ligger utallige flotte og vigtige templer for de indfødte, så vi begav os ud i den vilde trafik (i Danmark kører man i højre side, i Australien kører man i venstre side. På Bali kører man på midten af vejen, eller hvor der lige er plads) for at opsøge og udforske disse hinduistiske templer kaldet pura. Det første stop var et par kilometer sydøst for Ubud. Goa Gajah er det oprindelige navn på stedet, men i dag bliver det ligeså meget omtalt som Elephant Cave, fordi der blandt andet er en tempelgrotte, hvor stenindgangen er udhugget som et elefanthoved. Før vi fik lov til at se dette skulle vi dog iføre os en sarong, som er et stykke klæde, man tager rundt om livet, og det minder mest af alt om en kjole. Den bærer man for at vise respekt, så der var ingen vej udenom! Men vi blev da enige om, at vi er glade for ikke at være piger. Shorts er meget mere behagelige end kjoler. Varmen gjorde os tørstige, så vi købte os en stor kokosnød og drak kokosmælken derfra ved hjælp af sugerør (sofistikeret). Bagerst i tempelkomplekset var der en alternativ udgang, som vi for sjov gik ud af, og den ledte langt ind i junglen. Vi blev dog stoppet af en skaldet munk, som krævede en lille donation for, at vi kunne gå forbi, fordi der var et andet tempel i den retning, så det var bare fint. No hard feelings! Lidt længere inde i junglen var der en dame og hendes far, der prøvede at sælge os nogle drikkevarer, men det endte bare med, at vi snakkede med dem i et par minutter. Man kan jo blive ved med at købe ting af folk, hvis ens sjæl er svag, som man siger, men heldigvis bærer indoneserne for det meste ikke nag, hvis man siger nej tak. Det forstår de godt, hvis man udtrykker sig klart. Jeg (Nicolaj) fik en hel del at vide om, hvordan man holder nytår på Bali, for den kvindelige sælger spurgte til mit nytår, og så skulle jeg da også lige høre lidt om hendes! Det viser sig, at deres nytårsmad typisk består af griseblod, der er blandet med en masse grøntsager, så det bliver en herlig suppedas. Ellers havde de bare masser af fyrværkeri og hygge med familien. Vores off road tur i junglen fortsatte og bragte os forbi de største edderkopper, jeg (Mika) nogensinde har set (større end Australiens og Brasiliens), og så var vi ekstremt heldige at se en stor øgle, der var kommet på afveje. Den lignede meget en komodovaran - bare lidt mindre. Komodo Island er en indonesisk ø, som er den eneste ø i verden med komodovaraner, og den ligger da heller ikke langt væk fra Bali, så det kan godt tænkes, at det har været en variation af den art. Til en brusende og eksotisk flod ledte stien os, og på den anden side af floden var der en gammel ruin af et tempel, som ikke stod oprejst alene, men som var en faktisk del af klippen. Det skulle da lige tjekkes ud, men den eneste måde at komme derhen på var ved at krydse floden over tre stykker bambus, der skulle fungere som en bro et par meter(!!) over floden. Bambusbroen var måske 4 meter lang og virkede lidt ustabil i det, men det gik da meget godt heldigvis! Ind i det mørke klippetempel kravlede vi, men dog kun kortvarigt, da det var fyldt med flagermus, og dem gad vi ikke lige til at forstyrre. Desuden var det også bare mest en lille ruin. Vi tog en anden tur tilbage til vores parkerede og låste cykler, så vi kom forbi det tempel, som vi havde betalt den skaldede munk for at se. Derefter gik vi ned af nogle hyggelige gader, hvor folk konstant sagde hello til os for at være flinke (eller for at få os til at købe noget), og det var sjovt at se deres rolige og simple hverdag. Vi sadlede jernhestene og cyklede østpå til et meget mindre turistet og ganske overset prægigt tempel kaldet Pura Samuan Tiga. Vi lånte igen en sarong hver, og Nicolaj var så heldig at få en lyserød en af slagsen. Maskulint. Pura Samuan Tiga var meget storslået og mægtigt, men stadig fyldt med endeløse detaljer, som man aldrig helt får set nok på, før man ser en ny detalje, man ikke lige havde set ved første øjekast. Det er virkelig gennemført! Næste stop var lidt nordpå, og den eneste grund til, at vi hold ind ved templet Pura Kebo Edan var fordi, at det også går under navnet Crazy Buffalo. Det bliver man jo bare nødt til at besøge, selvom det ikke kunne måle sig med de to forgående templer, men det var alligevel på vejen til vores egentlige højdepunkt på dagen: Gunung Kawi. Vejen dertil var hård og lang. 18 kilometer op ad bakke på cykel i 25 graders varme med en mega høj luftfugtighed var det, vi skulle klare, og det kostede da også en del sved og kræfter, men efter en times tid ankom vi til Gunung Kawi, hvor nogle lokale prøvede at sælge os "sarong for the temple! Sarong for the temple!", og vi endte faktisk med at købe vores egen barong (næsten det samme som en sarong), så vi ikke behøves at låne dette klædestykke ved hvert tempel. Det er også en god souvenir faktisk. Omkring Gunung Kawi afsløredes et utal af rismarker, der fortsatte uendeligt ind i junglen. Det flotte ved netop disse rismarker var, at de var opbygget i forskellige niveauer og på engelsk går det under navnet "rice terraces". Grunden til de visuelt flotte opdelinger i markerne er, at de er lavet på en stor, stejl bakke, og da ris skal stå under vand, og tyngdeloven også gælder på Bali, bliver man nødt til at lave "hakkede" marker for at udnytte pladsen bedst muligt. Det gik stejlt nedad til Gunung Kawi, men nu var vi endelig kommet dertil, og det var også et meget spektakulært syn. Det mærkværdige ved Gunung Kawi er, at der er bygget flere 8 meter høje statuer ind i klippevæggen, og det giver en super mystisk og cool effekt. Legenden går på, at det blev bygget af en gud i løbet af en nat, men medmindre det rent faktisk var Berlinermuren og blev bygget af sovjetterne, så tror jeg ikke helt på det, og da jeg har set begge dele, så kan jeg afvise påstanden. Bali er et land med tropisk klima, og da det er regnsæson må man regne (haha) med, at det regner en gang i mellem. Lige pludselig gik der bare hul på en sky, og så fossede det ud med vand i stride strømme, så det lige så godt kunne have været et stort vandfald. Vi søgte ly hos en lokal sælger, som var en gammel dame. Her ventede vi så i over en time på, at regnen skulle dæmpe sig bare lidt. Vi brugte ventetiden på at spise to kopper nudler hver, snakke med damen og en franskmand, der også gemte sig for regnen. Men det blev bare aldrig tørvejr! Så da klokken blev 16.30, og vi ikke gad at vente mere, begav vi os ud i vandfaldet og op til vores cykler. Cykelturen hjem blev en plaskvåd fornøjelse! Man kunne næsten ikke se noget, fordi regnen piskede ind i ens øjne, men i det mindste gik det ned af bakke, så vi trådte stort set ikke i pedalerne. Jeg brugte musklerne i min pegefinger og langefinger mere end i benene, fordi man skulle bare sørge for at bremse, så klarede tyngdekraften resten. Vi kørte jo decideret ned af et vandfald og ind imellem kunne vejen godt være hullet, så det var med at holde tungen lige i munden. Jeg (Nicolaj) var så heldig at kun være iført shorts og en tank top (i modsætning til Mika, der havde sin regnjakke med), så jeg blev mere drivvåd end jeg troede det var muligt. I starten var det også ret koldt, men så måtte jeg jo bare køre mig varm på cyklen. For første gang i mit liv var jeg glad for at få udstødningen fra de overhalende biler i hovedet, for det gav lige lidt varme. Da vi kom til bunden af bjerget blev den kølende vind heldigvis mindre, og det sidste stykke tilbage var ikke det store problem. 500 meter før vi var hjemme ved vores homestay i Ubud, valgte mit (Mikas) styr at rykke sig løs, så det tiltede bagover, således det ikke var forsvarligt at cykle mere, og resten af turen foregik på gåben. Drivvåde som aldrig før kom vi tilbage til Ubud, og vi var godt trætte, men alligevel i godt humør, fordi det var sjovt at køre i så vanvittigt et regnvejr. Aftenen brugte vi på at dovne og slappe af, for vi er jo på ferie, ikke sandt!
/Se Boys
- comments
Mikas mor sikke dog en fantastisk regnfuld tur I har været på. Virkelig morsom læsning for os der sidder i tørvejr. I får jo alt med på sådan en tur.
Annette Hvor er det heldigt, at komodo-varanerne lige præcis, som det eneste sted i verden, har valgt at bosætte sig på Komodo Island! Ellers havde navnet jo bare været totalt til grin..