Profile
Blog
Photos
Videos
Læs det her, og du kan risikere at blive klog og inspireret! Ulu Watu-templet på Sydbali er et særdeles velbesøgt hinduistisk tempel - ikke fordi det er specielt anderledes eller specielt flot i forhold til de hundreder af andre - men fordi templets omgivelser gør det til et helt unikt syn. Forestil dig den mest barske kyst med gigantiske, brutale klippevægge, som bølgerne smadrer ind på i det fjerne langt under dig. Gang så det med 100, og hav i mente, at templet ligger helt ude på spidsen af disse klippevægge. Denne herlige sammensætning af religion, arkitektur og natur samlet på ét sted gør Ulu Watu-templet til et formidabelt sted at spendere sin tid på denne lørdag. Turen derhen gik for fuld udblæsning på hver vores lejede scooter gennem den evige balinesiske trafik, men vi fik holdt os en utilsigtet pause. Pludselig flækkede himlen midt over, og som et vandfald over Bali stod det ned i stænger. Vi skyndte os at holde ind til siden, stille scooteren og løbe over vejen til en lokal warung (lille restaurant), hvor der sad en hel familie inklusiv venner og sad i ly for regnen. Vi blev gladelig vinket ind, og det endte da også med, at vi udnyttede ventetiden på at købe en omgang mie goreng (stegte nudler), og pludselig kom der endnu en udlænding og deltog i festlighederne. Verden føles ekstremt lille, når man møder en mand fra Svendborg på en lille restaurant på Sydbali, og vi var glade for at få lidt dansk selskab. Han hed i øvrigt Alex, og så var han på vej i samme retning som os, så vi aftalte at følges ad, og det gjorde vi så resten af dagen, indtil vi på hjemvejen mange timer senere på ærgerligste vis mistede ham og hans scooter af syne i den kaotiske balinesiske trafik.
Da vi ankom til Ulu Watu-templet parkerede vi fikst vores scootere, iførte os et klædestykke for at respektere traditionen og gik ind på tempelområdet, som viste sig at være det rene mekka for aber. Over det hele gik makakaberne, og en del af dem var decideret overvægtige, nok på grund af, at de bliver overfodret, og man skulle passe godt på sine egendele, for de kan finde på lidt af hvert. Jorden var ret smattet og mudret efter regnskyllet, men ellers havde vejret heldigvis taget revanche, og solens stråler skinnede på fornemste vis igen. Efter at have nydt den fede udsigt og testet vores højdeskræk, valgte vi at springe på de benzindrevne jernheste og køre et par kilometer til et meget kendt surfer-sted. Vi havde regnet med at se en stor strand, men der var slet ingen strand. I stedet var der en slags klippegrotte uden tag, hvor vandet drev op. Herfra kunne man begive sig længere ud på havet, og hvis man ellers turde at kaste sig ud i den stærke strøm og svømme derudaf, så var der til gengæld også virkelig store velegnede surfer-bølger for alle pengene! Minsandten om vi ikke mødte endnu en dansker og hans norsk-thailandske kæreste, som vi slog os ned med på en cafe, der bogstaveligt talt lå oven på en enlig klippe. Derfra havde vi en enormt god udsigt ud over havet, hvor vi kunne se den ene surfer efter den anden give sig i kast med de overdimensionerede bølger, mens vi snuppede os en iskold Bintang pilsner sammen med Alex. Aftenen brugte vi endnu engang på at berige os intellektuelt med en god film og at se Manchester United vinde 3-0 på vores tv på værelset, alt imens en Cornetto Strawberry Cheescake-is blev indtaget. Den is er altså i særklasse!
Vores sidste hele dag på Bali! Hvor er tiden på Bali da gået overordentlig stærkt, men to uger er jo også bare en weekendtur for sådan nogle som os. Dagen brugte vi på at tage en svømmetur i vores mega lækre pool, slikke sol, slappe af og gå rundt på markedet for at finde souvenirs og andet godt fra Bali. Da vi ledte efter en omgang mie goreng, da vi var blevet sultne, spurgte vi en af de lokale, der alligevel spurgte os om transport. Han forklarede et godt sted, men han var skam ikke færdig med at tilbyde. Han begyndte nemlig at tilbyde damer til os, som han syntes, at vi skulle købe, og jeg prøvede at forklare ham, at vi ikke ville have indonesiske ludere - vi vil bare have nudler. Vi smuttede ned i byen på udkig efter et sted at spise, men vi kunne kun finde dyre steder til turistpriser, så det endte med, at vi tog tilbage til vores hotel og spiste der ligesom aftenen før. Aftenen brugte vi på at se film og slappe af i den ægte balinesiske ånd og ellers at pakke lidt, så vi var klar til at forlade Bali dagen efter. To uger der har budt på lidt af hvert: Vi har set aber i Monkey Forest, set et traditionel danseshow, besteget vulkanen Gunung Batur til solopgang, smagt lortekaffe, spottet delfiner i Lovina, drønet på scooter, snorklet ved et skibsvrag i Tulamben, set solnedgangen over Kuta Beach og set det flot beliggende Ulu Watu-tempel bare for at nævne nogle af oplevelserne. 2 uger som har lært os meget om balinesisk og indonesisk kultur og sprog, og som aldrig vil blive slettet af hukommelsen.
- comments
Mikas mor Dejlig blog, den sidste fra Bali. I har da prøvet meget forskelligt på Bali, og blevet tilbudt lidt af hvert, kan jeg læse. Men det er da godt at I holder jer til nudlerne:-)