Profile
Blog
Photos
Videos
Halløj fra syden!
Så er vores ophold i Dubai lakket mod enden, og godt 13 timers flyvetur videre til Australien giver god anledning til at skrive et opslag!
Vi ankom til Dubai sent onsdag aften den 3/3 efter en dejlig flyvetur med A380. Fra lufthavnen tog vi en taxa til hotellet, som lå et godt stykke uden for centrum. Dubai viste sig hurtigt at spredt ud over et stort område langs kysten og afstandene mellem seværdighederne er meget store.
Fredag tog vi med metro ind til Mall of Emirates længere ind mod centrum. Metroen er opdelt i sektioner, hvor kvinder har en sektion, hvor mænd ikke må opholde sig. Kvinder må opholde sig i hele toget, men ifølge islam har de ret til at kunne opholde sig steder uden mænd, og derfor er der laver mandefrie områder. Ligeledes kører der også lyserøde taxaer rundt med kvindelige chauffører, så kvinder ikke skal opholde sig alene med en mandlig chauffør.
Efter at have set på en masse fine ting, vi hverken har råd eller plads til, bevægede vi os ned til strandområdet for at se sejlet på tæt hånd. Det blev en noget længere tur ens forventet og klipklapfødderne fik deres ilddåb (igen, store afstande) efter måneder i lukkede sko og støvler. På vejen var vi inde i en souk (marked) med en masse traditionelt dims, som vi "desværre" nok aldrig ville få brug for. Efter forgæves at være gået ned af flere blinde veje, som endte i privatstrande til hotellerne, nåede vi endelig en strand ved siden af sejlet, hvor vi kunne dyppe vores ømme fødder. Om aftenen fladede vi ud på hotellet med gourmet mad i form af cup noodles og nødder mens vi forføjede alle de nye indtryk.
Lørdag mødtes vi med Christinas veninde Michelle, der er bosat i Dubai og arbejder som værtinde på forskellige klubber og restauranter i området. Hun havde arrangeret at vi skulle på stranden, så vi havde fint pakket vores Ecco sandaler, solcreme og håndklæder i vores praktiske rygsække. "Stranden" viste sig at være brunch på en af Dubais mest populære Beach clubs, Blue Marlin Ibiza, hvor jetsettere kommer for at blive set. Det vil sige at man har stiletter på, lægger fuld makeup og iklæder sig fancy strandtøj og smykker, mens man henslængt sipper Moët i de hvide lædersofaer. Vandet undgår man helst for ikke at ødelægge looket. Så bleg dansker 1 og 2 skilte sig kun en smule ud da vi ankom med rygsække og fodformede sandaler og sprang i vandet med det samme som de vikinger vi er. Michelle introducerede os senere for nogle af sine venner, der senere inviterede os på et glas vin ud på deres yacht efter de havde inviteret os hen til deres sofa med dans og drinks. En super fed oplevelse men hold op man følte sig malplaceret!
Søndag mødtes vi blomsternørder med Michelle og tog til Dubai Miracle Garden. En frodig farverig blomsterpark midt ude i ørkenen. Bagefter tog vi igen til Mall of Emirates, hvor Christina fik gjort op for sin manglende skiferie i år med de store indendørs løjper.
Om aftenen havde Michelles ven inviteret os på middag på en af de restauranter Michelle arbejder på, The Act, sammen med tre svenske piger (fik ikke snakket med dem, de havde travlt med at rette hår og rynke næser og være snobbede - så dem ikke smile én gang). The Act er en restaurant/ bar med underholdning under hele aftenen til luk (kl. 03:00) på 47. etage inde i byen tættere på centrum. Stedet var indrettet som et traditionelt gammelt teater med dæmpet lys og et tungt rødt forhæng på scenen. Tjenerne var iklædt henholdsvis smoking til mændene (også Security) og corsager til kvinderne og i løbet af aftenen optrådte både sangere og akrobater. Menuen var en 8 retters molekylær gourmet menu med fri vin og vand, og efterfølgende var der vand og flasker til os.
Mandag tog vi med Michelle og nogle af hendes kolleger til Blue Marlin igen, men denne gang var stedet lukket, så det var kun os der var der. En af Michelles kolleger havde arrangeret med en bekendt, der udlejer og laver ture med vandsports grej, at vi kunne få lov at prøve alle de ting vi ville gratis, da han holdt lukket mandag. Vi nåede at prøve er banana boat ride og jet ski, hvilket var EN FEST! Så kom der betalende kunder og vi blev sejlet tilbage til Blue Marlin. Senere tog vi alle tre til Dubai Mall - et gigantisk indkøbscenter med indbygger skøjtehal, enormt akvarie, spillehal/ legeland/ forlystelsespark - og så lige et dinosaurskelet. Her fik vi aftensmad på TGI Friday's hvorefter vi så vandshow i Dubai Fountains. Efterfølgende var der lysshow på Burj Khalifa - verdens højeste bygning.
Tirsdag var afrejsedag, så efter at have tjekket ud på hotellet tog vi hjem til Michelle med vores bagage. Vi tog ud til den "gamle" bydel af Dubai (den ældste bydel er 42 år gammel), hvor vi blev tilbudt uendelige tilbud på tørklæder og kopitasker. Vi købte nogle falafler og samosaer i et lille gadekøkken og tog så med en taxabåd over til souken i den gamle bydel, som bød på masser af krydderier, kashmir og guld. Efterfølgende tog vi til marinaen og spise sen frokost picnic, købt i Marina Mall, mens vi nød at se på skyline og både. Da vi havde spist færdig tog vi igen hjem til Michelle for at pakke færdig og slappe af inden flyveturen hjem og til aftensmad kokkerede hun middag til os.
Lige nu er vi lige drevet ind over nord-vest Australiens kystlinie og har kun 2 timer og 28 minutter tilbage af turen inden vi rammer Adelaide. Håber I har der godt derhjemme og kan holde varmen
Knus fra Olivia
- comments