Profile
Blog
Photos
Videos
Hola!
Så har jeg været i Ecuador i et par dage, og hvor er her bare dejlig - og anderledes. Jeg blev hentet i lufthavnen med resten af gruppen af vores guides, Verónica og Carolina, hvorefter vi blev kørt til Blue House Hostel, der ligger i en mere funky del af Quito. Der er masser af restauranter og barer, og af en eller anden grund, så har Verónica det indtryk, af at vi skal i byen hver aften. Der har vi dog skuffet hende lidt, for indtil videre har vi faktisk slet ikke været ude i det ecuadorianske natteliv.
Mandag var en stille introduktionsdag, hvor vores guides tog os ud for at købe gummistøvler, så vores fødder ikke bliver gennemgnasket af alle mulige slags kryb. Til frokost fik vi burger på en lokal burgergrill og til aften noget grillmad på en anden fastfoodkæde - ikke lige det man forventede at få at spise i Ecuador, men ok, vi når jo nok det hele. Om eftermiddagen havde vi vores første salsalektion med et par lokale dansere, som virkelig forstår at vrikke med hofter og popo. Det var virkelig sjovt!
Tirsdag stod den på en masse kultur. Vi startede med at køre til Mitad del Mundo, hvor vi på vejen lige standsede op for at få nogle billeder af udsigten over Quito. Ved Mitad del Mundo, altså den præcise ækvatorlinie, blevvi guidet rundt på et udendørs museum, hvor vi så skrumpehoveder og hvordan de blev til, og de skønne dejlige store edderkopper som findes i junglen. Det gjorde ikke glad... Sådan nogle er åbenbart så store at de har brug for to ekstra ben.. for 8 er jo ikke nok. Ved selve ækvatorlinien lavede vi nogle forskellige forsøg, som viste forskellen der er ved ækvator. Vi fandt bl.a. ud af at man har mindre kræfter midt på linien end udenfor og at vand løber modsat i en vask på de to halvkugler (har videoer som bevis) og at et æg rent faktisk kan balancere på et søm midt på linien. Til frokost valgte jeg med Cecilie at prøve noget rigtig ecuadoriansk med efter gårsdagens fastfoodmassakre. Dette var en fejl. Hvad der end var i den suppe ved jeg ikke, men det var klamt, og jeg ønsker aldrig at få at vide hvad det var. Det sagde guiden også at hun godt kunne forstå. Efter fiaskoen af en frokost og vi hen til Basilíca del Voto Nacional, som er en gotisk kirke i Quito. Den var rigtig flot, og noget sjovt ved den var, at der i stedet for gargoils var skulpturer af ecuadorianske dyr som delfiner, skilpadder og leguaner. Så så vi præsidentens hus, hvor der var sjove farverige vagter, hvorefter vi så endnu en kirke, som var overdådigt pyntet med guld på alle vægge. Kl. 5 tog vi til endnu en lektion i salsa, hvor vores to instruktører viste, at de ikke kun kunne salsa men også udvise total kontrol over deres kroppe i forskellige spring og løft - jeg var imponeret.
I dag havde vi vores første spansktimer fra morgenstunden af, hvor vi terpede gloser og vendinger - det var meget lige på og hårdt. Kl. 12.30 blev vi hentet af vores første værtsfamilie. Jeg bor med Mia og Michelle hos en rigtig sød familie, som bor i et mere fredeligt område af Quito. De har et rigtig pænt hjem og taler næsten kun spansk til os, så der skal nok ske nogle forbedringer på det punkt i løbet af et par dage. Udover os bor her også en tysk dreng, som hedder Julius. Han skal også kun være her i en uge, hvorefter han skal lave noget frivilligt arbejde uden for Quito. I eftermiddags var vi ude ved en stor kløftting, hvor der var en rigtig smuk udsigt. Vi vadede et godt stykke ned til en kirke, hvorefter vi skulle op igen med bus. Problemet var bare at busserne i Ecuador er meget fyldte, og de stopper ikke helt op. Så da halvdelen af min gruppe var nået ind, kørte bussen afsted i hastende fart uden bl.a. vores guide. Det var en ret nærdødsfremkaldende oplevelse, siden jeg stod lige ved døren, som ikke var lukket, og klamrede mig til en jernstang mens bussen fræsede rundt i svingende uden at sænke farten. Men jeg overlevede, vi fandt vores guide og alt er godt (du skal ikke være nervøs mor :) ). Håber DK er godt,
Hejhej!
PS. fotoet er ikke mit. Man SKAL åbenbart lægge et foto op med sit oplæg og det kan jeg ikke lige finde ud af, for jeg er træt.. ses!
- comments
Henrik Behrndt Dejligt at høre, du har spændende og positive oplevelser.
Mormor Hola Querida Olivia. Du oplever sandelig meget. Glæder mig allerede til at få undervisnig i salsa og spansk, når du kommer hjem. Abrazos Mormor
Mor Hej skat Herligt at høre fra dig, nu hvor det ikke rigtig virker med sms. Vi får dine, og det ser ud som om, vores bliver sendt, men det gør de jo så alligevel ikke - så er det dejligt at følge dig her på nettet. Kh mor
Anders "The Situation" Frantsen Lyder for vildt. Så har du prøvet at spise lokalt haha! Husk nu at fjern dine sko fra jorden når du skal sove i junglen - håber det blir for vildt :-)
Henrik Behrndt Hej Olivia - Mor kunne se du ringede, men du var der ikke. Æv. :-( Telefoner er altså ikke det fedeste i Ecuador. Novo kollegaen fortalte at med et TDC kort var SMS'er op mod en uge om at nå frem... Jeg har lige forsøgt at ringe til dit Ecuador nummer fra Skype samt sende en SMS samme vej. SMS kommer ikke igennem, og telefonen ringer nu i det mindste 6-8 gange før der kommer en spansk stemme og habler noget som jeg slet ikke forstår... Håber du er OK! Knus Farmand.
Olivia Hello :) nå, ej hvor irriterende -.- så er det måske dig der har lagt nogle talebeskeder til mig? havde også nogle ubesvarede opkald fra et ukendt nummer, så det kan være det er igennem skype I kan komme igennem. Men talebeskederne kan jeg altså ikke finde ud af at åbne, for der skal jeg bruge mit telefonnummer, og det driller jo ligesom ret meget..:p og desuden prøvede jeg igen efter første forsøg, og der var der ikke noget signal, så jeg kunne slet ikke komme igennem.. Så godt der er internet! Jeg har det fortsat godt :) Besos Olivia
Mor Hej Olivia - til info, har jeg sendt en mail. Håber, du kan se den. kh mor