Profile
Blog
Photos
Videos
Den første dag ankom vi om eftermiddagen og nåede derfor ikke andet end at slappe lidt af ved campen. Men allerede næste dag kl. 9 var vi klar til en actionfyldt dag - vi skulle nemlig lave "the big air combo", som består af 1 bridge slide, 1 bridge swing og 1 bungee jump. OG til vores store held og overraskelse havde bungee firmaet 20års jubilæum, hvilket betød, at man kunne hoppe så mange gange man ville uden at betale ekstra!
Dagen startede lidt spøjst. På vej til broen blev vi stoppet og blev faktisk nødt til at småløbe lidt tilbage igen. En elefant var nemlig brudt igennem indhegningen, og det gik tilsyneladende vildt for sig. Vi så dog aldrig elefanten, men vi hørte flere skud og den havde da også været tæt på. Blot 300 meter fremme var hegnet trådt ned. Vi kom dog sikkert frem og festlighederne kunne begynde. Til vores glæde var køen meget lille.
Vi startede med Bridge Slide. Her glider man gennem luften henover floden. Spændingsmæssigt var dette ikke nævneværdigt, men til gengæld var udsigten ekstraordinær og man havde tid til at nyde den.
Så var det tid til bungee og bridge swing, som foregik fra broen. For at det ikke skulle tage for lang tid, startede vi med noget forskelligt, så Jesper startede med bungee og Olivia med bridge swing. The Bridge Swing er faktisk hvad navnet siger; en kæmpe bro gynge. Gyngeturen starter dog bare lige med et frit fald fra broen på omkring 85m. Dette viste sig faktisk at være mere skræmmende end at Bungee Jumpe. Man spændes fast omkring livet og bliver bedt om at stå på kanten af platformen med tæerne ude over. Elastikken hænger foran dig og trækker i dig så du er ved at falde forover, naturligt vil du læne dig tilbage, men instruktørerne beordrer dig at stå ret.
Ved det normale bungee jump spændes du fast ved fødderne og hopper frem som ved et hovedspring, derefter ryger du 111 meter ned med hovedet først, og da det er en elastik hopper du derefter et par gange op og ned.
Når du står på broen og venter, kan der være nervøsitet, men det er ikke før du står på platformen at følelserne virkelig løber af sted. Foran dig er der intet andet end luft og et fald der ville betyde den sikre død uden din elastik. Nervøsiteten fra ventetiden er væk og er i stedet blevet erstattet af frygt, tvivl, og et overlevelsesinstinkt der tigger dig om at komme væk inden det er for sent. Dine sanser er pludselig skarpe og dit hjerte hamrer derudad. Du er ikke langt fra at gå i panik, men du når aldrig så langt. Nedtællingen begynder og du har glemt alt omkring dig. Instruktørerne ved at det er nu eller aldrig, så nedtællingen er for hurtig til, at du kan nå at stoppe. Hvis du ikke selv hopper, bliver du skubbet.
Da Olivia startede med bridge swing var hun ikke rigtigt forberedt på det frie fald, og den sindssygt ubehagelige og unaturlige følelse det er bare at flyve gennem luften uden noget. I og med du sidder op i bridge swinget, kan du se alt foran dig, og dermed også se hvordan jorden kommer tættere og tættere på dine fødder. Hun prøvede instinktivt at baske med fødderne for at prøve at få fodfæste, men det lykkedes selvfølgelig ikke (det ses tydeligt i videoen J ). Efter den ubehagelige følelse af bare at falde, var hun MEGET nervøs for bungee jumpet og frygten for at det var endnu værre. Heldigvis var selve Bungee springet ikke værre, det var faktisk ret fedt, og du fik ikke samme ubehagelige følelse af at falde, fordi du vendte med hovedet nedad. Det første fald nedad er vildt, men man når næsten ikke at tænke noget før det er overstået. Men springet er langtfra slut, for pludselig begynder du at flyve opad igen, og det er lidt skræmmende når man vender rundt i luften og ryger med samme fart nedad igen. Samtidig snurre du rundt, og det føles som en evighed før du stopper med at hoppe op og ned. Efterhånden som du begynder at hænge mere og mere stille, svømmer glæden og roligheden dog ind over dig, og du tænker: "Yes jeg gjorde det OG jeg overlevede!". Da Jesper bungee jumpede, slog han dog foden på en eller anden måde. Bagefter vores spring gik vi hen til cafeen tæt på og fik noget mad og drikke, og ikke mindst så videoerne af vores spring. Efter lidt tid var vi alle klar til endnu et spring og gik hen til broen igen. Da Jesper havde slået sin fod, ville han dog ikke springe på den normale måde, men derimod hvor han var spændt fast ved brystet og hoppede baglæns ud. I modsætning til det første hop var overskuddet nu forsvundet. Det ses tydeligt på videoen at jesper ikke længere smiler. Dette skyldtes bl.a. en angst for at begå fejl. Det var nemlig sådan, at når man hoppede baglæns, så skulle man hoppe ud på en bestemt måde, og hvis man ikke formåede dette kunne man komme slemt til skade og få sine kugler op i halsen. Måden instruktørerne havde forklaret dette på var på ingen måde betryggende og så skulle udspringet selvfølgelig foregå baglæns, hvilket, på trods af at man lige har foretaget et bungee jump, stadig er en helt ny grænse der skal overvindes.
Olivia lavede et normalt spring 2. gang også, det endte dog ikke med at blive helt normalt alligevel. Der var nemlig strømafbrydelse i området(det er jo Afrika - TIA - This is Africa), de havde dog heldigvis deres egen generator som de brugte til at hejse folk op med efter springene. Der skete dog bare det, at generatoren brød sammen og begyndte at ryge helt vildt lige efter hun hoppede. Dette vidste Olivia selvfølgelig intet om, og nød derfor sit spring, men da hun efterhånden havde hængt lidt tid med hovedet nedad, begyndte hun at blive bekymret, for hvorfor kom de ikke og hentede hende?? Der gik længere og længere tid, og hun blev meget mere bekymret. For det første havde man god tid til at tænke på hvis man faldt ned i vandet, (for der var stadig langt ned!), for det andet strømmede blodet til hovedet og man er bundet virkelig stramt om fødderne så de intet blod fik. Det var ret ubehageligt, men det værste var at man ikke vidste hvad der var sket, og hvor lang tid man skal hænge der. Heldigvis begyndte de at hejse en mand ned, og langsomt men sikkert kom hun op, og fandt ud af hvad der var sket, og at de havde hejst hende op ved håndkraft.
Efter dagens vilde oplevelser var vi ret trætte, men Matt(en fra gruppen) havde fødselsdag, så vi gik ud og spise, her fik vi krokodille og vildsvin, hvilket faktisk var ret godt. Da vi lagde os til at sove havde Olivia stadig følelsen af det frie fald og måtte derfor holde lidt ved Jesper, bare for at være sikker på hun var under fast grund.
Den næste dag var det tidligt af sted kl. 07.10 til endnu en udfordrende dag, vi skulle nemlig white water rafte. Vi ankom til stedet, fik vores udstyr, lidt øvelser i synkronroning og lidt sikkerhedsinstrukser. Så længe vi ikke faldt i vandet på de forkerte tidspunkter (steder med krokodiller og slemme hvirvelstrømme mm.) skulle vi gerne komme helskindet hjem. Opvarmningen var et par jokes fra guiden om, at vi havde afskrevet vores liv. Og så var det ellers af sted.
Vi skulle igennem 18 rapids (strømfald) hvoraf de alle var enten kategori 4 eller 5 på skalaen som går til 6. en enkelt gang måtte vi dog stoppe op og gå forbi strømmen, fordi den nåede kategori 6, hvilket var for farligt. På et tidspunkt lykkedes det tilsyneladende for Jesper at ramme sin bagmand i hovedet med en åre. Det blev til en mindre flænge og en lidt sur mine (hun blev så sur at guiden måtte minde hende om, at det jo ikke var med vilje), men turen fortsatte heldigvis ufortrødent. Alle i båden var faktisk meget gode til at holde sig fast, men det blev dog til et par udfald undervejs alligevel. Som fra en katapult blev Olivia og hendes formand bl.a. nærmest skudt ud af båden, og på et splitsekund lykkedes det Jesper at forsvinde i en bølge, tage en tur under båden og dukke op på den anden side, hvilket for en kort stund gav ham tilnavnet "the magician". Sidst men ikke mindst lykkedes det, som alle havde håbet på til sidst: at båden flippede. Vi skulle igennem noget der bedst kan beskrives som tre mure af vand, og ved den sidste gik den ikke længere. Båden blev vendt på hovedet, og alle som en røg vi ud og blev suget ind i det hvide vanvid. For nogle betød dette en tur under vandet på 10-20 sekunder. Olivia endte med at side fast i en strøm op imod nogle klipper alt imens Jesper susede derudad. Det var det rene kaos og en rigtig fed oplevelse. White River Rafting kan klart anbefales. Det er en helt anden form for spænding end bungee jumpet, da du ikke på samme måde skulle overvinde dig selv. Men der var klart stadig masser af spænding, og imellem hver rapid var vandet altid helt stille(stilhed før stormen), men du kunne stadig høre næste rapid, så spændingen og nervøsiteten for at vælte kunne opbygges, før man i fællesskab kæmpede sig gennem bølgerne, og det eneste man kunne se og høre var vand og guiden der råbte instrukser til en. Efter de ca. 4 timer på floden var vi nået enden, og skulle til at gå hele vejen op ad klippevæggen, hvilket var både hårdt og stejlt. Der ventede dog en lækker frokost, og så var vi glade igen.
Den sidste hele dag ved Vic Falls brugte vi selvfølgelig på intet mindre end at se Victoria Falls. Det kan diskuteres hvornår det er bedst at se vandfaldet. Vi kom i tørsæsonen, hvilket betød, at dele af vandfaldet var tørret ud så man i stedet kunne se klippen bagved, men det var stadig utroligt voldsomt og storslået. Havde vi været der i og efter regnsæsonen, ville vandfaldet have været større men også sværere at se pga. den enorme og tykke mængde støvregn der konstant genereres. Nogle steder tøvede vi en del med at tage kameraet frem pga. alt regnen. Men det var i den grad en interessant oplevelse at finde ud af at det netop på disse steder regner nonstop året rundt. Derudover var vi heldige at komme på det tidspunkt af dagen hvor man kan se regnbuerne over vandfaldet, så vi nød udsigten.
Bagefter gik vi over til et lille lokalt marked, med en masse træfigurer. Det var meget hyggeligt, og vi fik købt en lille smule. Dog var vi ankommet lidt for sent, for vi endte med at være de allersidste, hvilket resulterede i at alle var over os, og forsøgte at sælge os ting. Det lykkedes os dog at komme væk uden alt for meget bagage og inden mørket faldt på. Vi rundede dagen af med en tur på restaurant, for at sige farvel til de der tog af sted og goddag til de nye der var ankommet. De nye er to "unge" par i 30'erne, et gammelt par i 50'erne og en interessant karakter ved navn Joeal, som det bliver spændende at lære mere om.
Det har været nogle vilde dage, og vi glæder os til næste stop - Chobe Nationalpark i Botswana.
- comments
Susanne Lomborg Hold nu helt op hvor oplever i bare mange fede ting! Bliver jo helt misundelig, og glæder mig bare endnu mere, til jeg selv skal afsted. Det er rart at høre at i har det godt, og stadig er i live hæhæ ;) Herhjemme går alting stille og roligt. Der var gammel elevfest på gym i fredags. Det var helt vildt rart at se folk igen og få sig en snak med lærerne. Dog manglede i altså, og jeg glæder mig nu til i kommer hjem igen :D