Profile
Blog
Photos
Videos
Dagen efter krydsede vi grænsen til Botswana, hvor man tilsyneladende er meget opmærksom på at forebygge mod fod og mund syge. Dette betød at vi inden grænsen gemte det meste af vores mad, og at vores sko og lastbilen blev vasket med noget specielt for at fjerne eventuelle bakterier.
Vi ankom til campen for sent til, at vi både kunne nå et gamedrive og sunset cruise i Chobe Nationalpark som lå lige ved siden af. Det var lidt ærgerligt, men i det mindste kunne vi vælge én af tingene, hvoraf vi valgte sunset cruise. Det er en beslutning vi er rigtig glade for, da det var en rigtig god oplevelse. Sunset cruiset gik i en lille motorbåd rundt om en forholdsvis lille men meget frodig ø, her er altid grønt græs og hver morgen svømmer mange dyr derfor over på øen for at græsse, og forlader den igen om aftenen. Bøfler, elefanter, krokodiller og flodheste alle vegne! Her kan man snakke om et rigt dyreliv, og vi kom rigtigt tæt på. Vi kom faktisk helt ind på 1-3m hver gang og det uden, at dyrene egentligt lod sig påvirke. Det lykkedes vores guide at skræmme os lidt i starten. Flodheste er meget territoriale dyr og kan derfor være meget aggressive og farlige hvis man kommer for tæt på, så vi var sikre på at speedbåden ville holde sig på en rimelig afstand af dem. Men nej, vi fortsatte og stoppede først da vi næsten kunne række armen ud og røre dyret i vandet. De er ikke helt små når man kommer så tæt på! Det fik kort hårene til at rejse sig i nakken, men var rigtig fedt. En krokodille lå og sugede varme til sig på bredden, og den skulle vi da lige op ved siden af og kigge lidt på. Den ignorerede os totalt, så vi kunne få et ordentligt kig på den og man fik hurtigt lyst til at prøve at røre den, men det var nok godt, at vi lod være. Vi sejlede ofte helt ind i bredden og så til imens bøfler og elefanter passerede lige forbi os. Turens helt store highlight blev da tre elefanter (to voksne og en unge) valgte at krydse floden mellem øen og fastlandet. Ligesom vi holder i hånden, tog elefanterne hinanden i halen, dannede en række og traskede ud i vandet. Efterhånden som det blev dybere forsvandt elefanterne under vandet indtil det kun var snablen der stak op over vandet. Og således krydsede de floden og kom på den anden side, stadig på række, og traskede videre. Det var et virkelig smukt syn, og med den afrikanske solnedgang i baggrunden var det simpelthen perfekt. Judy fra vores gruppe, som også var med på cruiset og har rejst i mange måneder rundt i verden, beskrev det efterfølgende som det bedste øjeblik på hendes tur indtil videre.
Dyrelivet og omgivelserne her kan ifølge vores mening sagtens måle sig med steder som Serengeti(dog uden de store katte), og det var alt i alt en overraskende god oplevelse. Det skal dog også lige nævnes, at vi hele to gange desværre ramte en flodhest. Begge gange skete det fordi flodhesten havde været under vandet og dykkede op enten i eller lige foran båden. Det var ret ubehageligt, da det er synd og helt sikkert ikke burde ske. Men bortset fra det var cruiset stadig klart en af vores bedre oplevelser i Afrika.
Vi håber alle jer derhjemme har det godt, og vi er SÅ glade for alle jeres beskeder herinde, de er rigtige hyggelige at læse.
- comments
gitte IH altså hvor det går over stok og sten, håber I kan kaperer alle de indtryk og voldsomme oplevelser. Det må være vild fasinerende at komme så tæt på fremmede dyr i deres eget element og det farlige er jo et ekstra krydderi ..ikk Håber der er foto af elefanterne og solnedgangen Fortsat god rejse