Efter vores ekstreme oplevelse med frit fald fra 15000 fod skulle vi ud og prøve nogle andre af vores mange talenter af. Om aftenen samme dag som vi havde skydivet, var vi blevet inviteret med på bar af et par søde piger, som også overnattede på Tiki lodge (vores hjem de første 2 dage ved Lake Taupo). Denne chance for at tage temperaturen på det lokale natteliv greb os tre drenge selvfølgelig, selvom sengene trak en smule efter dagens vilde oplevelser. Det viste sig i løbet af aftenen at den ene pige var en habil mountainbiker, og at hun kendte området, som vi selv havde planlagt at prøve kræfter med den næste dag. Hun tilbød os at vise området den næste dag, hvilket vi naturligvis takkede ja til. Resten af aftenen nød vi den New Zealandske øl, og fyrede op for nogle danske dasnetrin med visheden om, at vi havde endnu en dag med én på opleveren foran os.

Mountainbikingen viste sig at blive en smule sværere (og for nogles vedkommende hårdere) end vi lige havde forventet. Efter en blød start på asfaltvej op til selve bikingområdet blev vi kastet lige ud i de vilde bikeruter. Herfra galt det om at holde tungen lige i munden, hvis man skulle følge med vores australske veninde og hendes cykelven fra Canada, der var stødt til fra starten af dagen. Det gik både heftigt op og ned af smalle stejle stier i terræn, der varierede fra store amerikanske granskove til tropiske regnskove. Specielt nedkørslerne var sjove og adrenalinskabende med de hårde og skarpe kurver. Halvvejs gennem vores tur stoppede vi ved en dejlig lille "strand"kaldt Hot Water Beach (Det var egentlig bare en sandbred ved en flod, der løb gennem området). Her fik vi en forfriskende svømmetur i det kølige vand, der gjorde rigtig godt i vores allerede halvømme muller. Herefter fortsatte vi på cyklen og kom blandt andet forbi et flot vandfald. Undertiden fik Caro pludselig lyst til at cykle lidt for sig selv, og valgte i flere omgange at dreje af af tilfældige vandrestier og andre random veje. Det endte dog med efter en smule eftersøgning, at vi igen fik hende med på de markerede mountainbikeruter. Efter lidt over tre en halv times kørsel vendte vi snuden hjemad. Her oplevede vi for første gang, hvordan det ser ud, når en stor mand som Viggo rammer den kendte mur… Viggo kæmpede sig dog gennem de sidste kilometer og kunne efter en lille spisepause hive de sidste kræfter frem, og turen endte dermed lykkeligt. Alt i alt en af de fedeste oplevelser på turen so far, trods de utrolig ømme baller dagen derpå.

Efter vores fantastiske oplevelse med Lake Taupo og dets omgivelser drog vi af sted mod Tongariro National Park og Mount Dom, eller som det rigtigt hedder: Mount Ngauruhoe (det er her scenerne fra Mordori Filmene Ringenes Herre er optaget). Her skulle vi ud på en lidt over 19 km lang vandretur, der ville føre os over 3 drøn hårde stigninger. Denne tur skulle igen sætte vores ellers veltrænede benmuller på en prøve. Efter lidt over en times gang stod vi ved foden af Mount Doom. Turen op af Mt. Doom var dog ikke en del af den planlagte rute, men en siderute dertil. Nede fra så det umiddelbart ud til at være en overkommelig opgave at nå toppen og gå i Frodo og Sams (to hobitter i Ringenes Herre) fodspor. Vi begyndte vores bestigning med stort overskud og gåpåmod, men efter en 3 kvarters tid, begyndte stigningen at kunne mærkes. Caro ,der ikke havde helt det samme behov for at gå i Sam og Frodos fodspor, valgte da også at sige hertil og ikke længere, da toppen grundet et skydække omkring bjerget ikke var i nærheden af at være i sigte. Vores 4-kløver var nu reduceret til en 3-kløver og turen mod toppen fortsatte. Vi begyndte at sætte små mål for os selv, så det virkede mindre uoverkommeligt og pludselig efter godt en time og tre kvarter, var toppen nået. Ved dette stadie kunne man godt forstå hobitternes sammenbidte og smertebetonede ansigtsudtryk fra filmen. På nedturen havde vi bogstaveligt talt snublende problemer. Olsen tog et mindre hovedspring, da vi skulle lave en surfvideo i grusset, hvilket nok var en af dagens største humoristiske indslag (bare rolig, Charlotte, han kom ikke noget til). Viggo, der ellers ikke havde snakket om andet end hvor super survivel han var i det 'unknown terretorie' havde også et styrt, hvor han fik et lille sår på pegefingeren, og nogle små skrammer på ben og albue. Viggos egen udlægning af historien er, at han i sekunderne styrtet varede så døden i øjnene, men på utrolig vis fik reddet sig ud af situationen ved brug af lynhurtige reflekser. Han beskriver også såret på fingeren, som et dybt kødsår og er med tiden blevet utrolig stolt af det! - faktisk mener han, at hovedparten af de folk vi møder, er meget imponeret over at han kan overleve med sådan et sår. Med denne måske en smule overdramatiserede beskrivelse af styrtet fra Viggos side, vidste vi med det samme, at hovedet i hvert fald ikke var kommet noget til. (så også et "bare rolig" til dig, Tina) Herefter sluttede vi op med Caro og fortsatte resten af den planlagte tur. Bjergområdet vi vandrede i var et goldt, gråt og klippet område. Det gjorde det dog ikke grimt eller kedeligt af den grund. Det var tværtimod utroligt smukt og stemningsfyldt. Vi passerede også 3 turkisblå søer, der lå nær toppen af et bjergpas. Med 6 km. igen ned af bakke besluttede Olsen og Caro sig for at løbe. Viggo og jeg fulgte med et lille stykke tid, men holdt lidt forskudt inde og gik resten af vejen. Olsen og Caro, skøre som de var, løb alle 6 km! Lidt vildt, når man tænker på hvor smadret vi var. Det skal også lige nævnes at de sidste 3 km naturmæssigt stod i stor kontrast med resten af ruten. Stien førte os her gennem en smuk regnskov, hvor den fulgte en lille flod. Vi overnattede efterfølgende på et hostel i nærheden, hvor vi nærmest gik direkte i seng, da vi alle var helt udkørte.