Profile
Blog
Photos
Videos
(2/2)
Efter 17 timer i Neds ret så behagelige bil, ankom vi til Alice Springs, som var Maximes og min endestation. Ned skulle videre til Adelaide, så her sluttede første del af vores interessante tur gennem Australiens centrum.
Alice Springs er et ret specielt sted. Det er meget mærkeligt at tænke på, at der er ca. 1500 km til nærmeste kyst fra dette sted. Det er ganske langt - selv for mig, som har rejst i Australien en del måneder nu. Vi havde nu én mission: at finde nogen, der ville tage os med på et roadtrip til Ayers Rock (også kendt som Uluru) og omegn. Til tider er man nødt til at bruge ventetiden på noget fornuftigt, så den 13. juli stod dagen på kamel race (det foregik drog på dromedarer - australierne er ikke så kloge). Det årlige Alice Springs Camel Cup skulle afholdes, og det ville jeg bestemt ikke gå glip af. Løbet skulle foregå på den eneste bane i landet, der er specieldesignet til kamel race. Hvert heat består af én omgang på den ovale bane. Det mest interessante er starten, hvor de deltagende kameler ligger på startstregen. Ved startsignelet skal rytterne hurtigst muligt have deres kamel på benene, og så går det ellers derudaf - for det meste. En kamel kan nemlig ikke styres. Rytterens opgave er "bare" at holde godt fast i sadlen og råbe af kamelen, så den løber hurtigere. Retningen bestemmer kamelen helt selv, hvilket flere gange endte i nogle ret sjove situationer (set fra publikums øjne). Efter 5-6 timer, der havde stået på "kameler" og en snak med en dansk familie, havde jeg fået nok for denne gang og tog derfor tilbage til mit hostel. Dagen blev sluttet af med en ganske god didgeridoo-koncert. Til dem, der ikke kender til didgeridoos, kan jeg fortælle, at det er et musikinstrument, der blev brugt af Aborigines. Det er et stykke eukalyptus, der naturligt er blevet udhulet af termitter. Efter den rigtig behandling og tørring af træet, kan man nu spille på det. I dag kan instrumentet også findes i den vestlige verden. Selv lille Danmark har en didgeridoo-forening :)
Den 14. kom så den store dag, hvor vores tur til Uluru skulle begynde. Uluru/Ayers Rock er én af verdens bedst kendte landemærker og ét af de helt store højdepunkter for en tur til Australien. Maxime var kommet i snak med en 57-årig dame (Sally C.) på vores hostel, der gerne ville tage os med på hendes 6 dage lange tur rundt i området vest og sydvest for Alice Springs. Det lød som et ganske interessant tur, så vi takkede spændte ja til at tage med hende. Det skulle senere vise sig at blive en yderst interessant tur. Efter at have pakket bilen med alt vores grej (campingudstyr, tasker og nem med til en uges tid) begav vi os af sted mod det røde centrum. Efter et par timers kørsel blev vi mødt af dette syn:
"Er det virkelig den kendte sten" spørger man så sig selv. Og nej, det er det ikke. Dette er Mt. Corner, som mange forveksler med Uluru. Det skulle selvfølgelig tages lidt billeder her, selvom stedet ikke er så specielt sammenlignet med, hvad der ventede os. Efter yderligere 50 kilometers kørsel mødte vi dette syn:
Og ja, denne gang er det stenen, alle taler om - Ayers Rock. Her fra havde vi dog stadig ca. 60 km til foden af stenen, så turen fortsatte hurtigt. Vi havde meget at nå. Efter at have slået teltene op på den nærliggende campingplads, kørte vi resten af vejen ind til Uluru. Her besluttede Maxime og jeg os for at bestige stenen, da det var nu, vi havde muligheden. Ofte benytter Aborigines enhver lejlighed til at lukke for besøgene, da det er et yderst helligt sted for dem. Omkring kl. 15 startede vores opstigning så. Jeg kan godt fortælle jer, at det der motion er en hård ting, når man ikke har lavet ret meget i et halvt år! Efter ca. 50 minutter stod vi endelig på toppen af Uluru på det sted, der markerer stenens midte. Det var et ret imponerende syn, vi havde. Omkring os var der bare fladt, fladt og mere fladt. Eneste undtagelse var Mt. Corner og The Olgas (Kata Tjuta). Jeg fik dog hurtigt fornemmelsen af, at synet var mere spektakulært fra bunden, så der gik da heller ikke så lang tid før vi begav os ned igen - heldigvis ikke så hårdt som opstigningen J
Sikkert nede på jorden igen gik turen videre til det sted, hvor vi skulle se solnedgangen - sammen med 100 andre mennesker med samme idé. Det var ikke selve solnedgangen, der var højdepunktet. Det mest interessante var den farveændring, der hurtigt kunne ses på Uluru. I løbet af en halv times tid ændrede farven sig fra den kraftige rødbrune farve til en mere mat og mørkere brun farve. Mens vi forlod området fortsatte farveændringen indtil solen var helt væk og nattehimlen var fremme.
Den efterfølgende dag startede rimelig tidligt. Denne gang stod den på solopgang ved Uluru - endnu en interessant farveændring ventede os.
Vi tog dog hurtigt videre til The Olgas, der er en gruppe af sten, der minder om Uluru. Dette sted er også ret helligt for Aborigines, og besøgende bør derfor udvise en vis respekt. Der var en godt 7 km lang rundstrækning, der gik ind mellem stenene, som vi selvfølgelig også ville gennemføre. Lige noget for Maxime og jeg, der havde fået blod på tanden for de gåture, hvor man kan klatre lidt rundt på store sten osv. Midt på ruten var der et helt fantastisk udsigtspunkt, der virkelig overstrålede mange andre naturoplevelser.
Vi blev hurtigt enige om, at det endda var bedre end Uluru. Her vidste vi nemlig ikke, hvad vi kunne forvente at se. Efter 3 timer omgivet af røde sten, grønne træer og buske og en flot blå himmel nåede vi til vejs ende for gåturen. Det havde virkelig været over al forventning og lige nu svært at sætte ord på. I bund og grund en fantastisk oplevelse.
Efter en lille gåtur senere på eftermiddagen kørte vi tilbage til campingpladsen, hvor vi havde den sidste nat i dette område.
Næste morgen inden vi begav os videre aflagde vi et lille besøg hos Uluru Camel Tours. Her havde én af pigerne fra mit dykkerhold fået arbejde. Vi havde tidligere skrevet lidt sammen, så hvis jeg kom på de kanter måtte jeg da endelig komme forbi. Vi havde ikke aftalt noget, så det virkede som om hun blev ret overrasket over at se mig. Heldigvis også glad. Snakken gik og inden jeg vidste af det, sad jeg på en kamel og blev trukket en tur rundt i gården. Rigtigt sjovt at prøve og det lød også som et virkelig fedt job.
Tiden gik desværre alt for hurtigt, så det var pludselig tid til at køre videre. Vi havde et par timers kørsel foran os, før vi var ved turens næste stop; Kings Canyon. Endnu engang var der ret meget af ingenting på køreturen, så der er ikke meget at fortælle ;) Da vi nåede campingpladsen, hvor de næste 2 nætter skulle tilbringes, følte vi ikke lige for at tage ud til Kings Canyon, så vi tog i stedet en afslappende eftermiddag med en tur i poolen, næsen i en bog og en god film hen på aftenen. Vi aftalte med Sally, at der var afgang til Kings Canyon næste morgen kl. 8, hvor der ventede en vandretur, der ville tage en 3-4 timer.
Næste morgen (den 17.) mødte jeg Sally i køkkenet omkring kl. 7:35. Her sagde hun: "vi kører om 5 minutter!" Det må jeg nok sige, var lidt overraskende, men jeg fortsatte min morgenmad og forsøgte at gøre det hele lidt hurtigt. 3 minutter senere kommer hun tilbage med en helt anden melding: "Jeg vil for resten ikke have jer med i bilen længere…" Hvis ikke jeg var overrasket nok i forvejen, så blev jeg det sandelig nu. Efter en meget kort begrundelse forsvandt hun ud af køkkenet og kort tid efter kørte hun alene mod Kings Canyon. Så for at gøre en lang og indviklet historie kort, så stod Maxime og jeg nu kl. 8 på campingpladsen 10 km væk fra Kings Canyon og 3,5 times kørsel til hovedvejen uden noget transportmiddel eller nogen idé om, hvordan vi skulle kommer videre. Vi tog det dog rimelig stille og roligt og med et smil, da vi begge var enige om, at Sally havde været et interessant bekendtskab. Vi vidste, vi stadig havde et par nætter til rådighed på campingpladsen, og for øjeblikket var mad heller ikke noget problem, så det kunne være meget værre.
Vi besluttede os for at få det bedste ud af dagen. Vi kunne jo ikke gøre så meget andet. Vi lejede derfor to cykler og så gik turen ellers de 10 km ud til Kings Canyon, hvor vi begav os ud på en gåtur rundt på kanten. Det var en speciel følelse at vide, at man var "alene" så langt væk fra alt, så vi fik da en god snak om det hele. Ellers blev turen og omgivelserne bare nydt til det yderste. Kings Canyon er endnu et område med hellige steder for Aborigines. Midt på turen over de mange røde klipper kom vi til 'Garden of Eden', der er en lille oase med grønne træer og et vandløb. Her valgte vi at tage frokosten før turen gik videre.
Efter godt 3 timer var tilbage ved cyklerne. Nu vente de 10 km tilbage til campingpladsen - i modvind… I løbet af eftermiddagen fandt vi ud af, at vi nu havde set, hvad der var at se i området. Så det næste stykke tid indtil vi fandt et lift ud til hovedvejen kunne så bruges på ultimativ afslapning. Der var absolut intet at lave i løbet af dagen.
Dagen efter turen til Kings Canyon slap vi så helt af med Sally C. - nu også kendt som Crazy Sally - da hun fortsatte sin tur tilbage mod Alice Springs.
Efter 4 frysende nætter i et telt på campingpladsen ved Kings Canyon var vi heldige at finde et lift ud til hovedvejen. Det var det helt rigtige tidspunkt da vi senere på aftenen (den 20.) havde en aftale med to franskmænd på det sted, hvor vi nu kunne blive sat af. Et vildt roadtrip var nu nået til vejs ende. Vi havde haft 6 vildt fede og interessante dage. Der var ikke sket noget rigtigt alvorligt, så det er bare én af de oplevelser, der virkelig kommer nogle gode historier ud af.
- comments