Så blev det endnu engang tid til lidt fortællinger her fra den anden side af jorden.

Det sidste stykke tid - hvilket er gået hen og blevet til en god måned - er gået med at besøge nogle af mennesker, AK mødte mens hun arbejdede i den australske outback.
Den 25. marts forlod vi endelig Sydney og begav os mod nord. Første stop var Stockton, som ligger 5 minutters færgetur nord for Newcastle. Her skulle tiden bruges på at samle tankerne igen og gøre klar til næste etape. Vi valgte at overnatte på en campingplads igen, hvilket gjorde det endnu nemmere at nyde, at vi havde forladt storbyen.

Den 27. stod i vinens tegn. Vi havde besluttet at tage en tur til Hunter Valley, som skulle være ét af de bedste vinområder i Australien. Turen forgik i minibus, og da vi kun var 6 personer med på turen, tegnede det til at blive en rigtig god dag. Første stop på turen var Ballabourneen, hvor de diskede op med ikke mindre end 12 forskellige vine. Så var vi i gang! Inden vi forlod stedet skulle der selvfølgelig også smages lidt på de hjemmelavede olier og eddiker. Andet stop var Pepper Tree. På denne vingård havde man valgt at blande druer fra flere forskellige områder i Australien. Nogle af vinene indeholdt derfor et mix af druer fra bl.a. Hunter Valley, Orange, Adelaide Hills og Western Australia. Tredje stop var McGuigan, hvor der også blev serveret en hel del af de gode dråber. Umiddelbart efter vinsmagningen stod den på ostesmagning. Og når man nu har betalt for turen, så skal man også prøve lidt af hvert. Jeg prøvede derfor et par forskellige oste - og det er stadig ikke lige min smag ;) Før vi ankom til turens sidste vinsmagning, skulle vi have lidt til de søde tænder: chokoladesmagning. Selvom det ikke var de helt store portioner, vi fik serveret, så var det nogle rigtig lækre ting, der fjernede det værste af ostesmagen. Fjerde og sidste stop blev gjort hos Lambloch, hvor de havde den mest fantastiske udsigt fra deres "VIP"-lounge, hvor vi fik serveret vores smagsprøver. Det var en rigtig god afslapning på en god og smagfuld dag. Da man ikke kan gå tomhændet hjem fra sådan en vinsmagning valgte vi at købe et par flasker, som bl.a. skulle bruges som gaver til familierne, vi skulle besøge. Vi endte med at købe 3 flasker fra 3 forskellige vingårde - samlet værdi 55 dollars (330 kroner), hvilket er ret pænt, når man tænker på, at det var min første vinsmagning. Så nu kan det godt være, forældrene derhjemme skal til at holde ekstra godt øje med, hvor mange vinflasker, der er på hylderne ;)

Samme aften gik turen videre til Taree, hvor vi faktisk boede hos receptionisten fra vores campingplads i Stockton. Det var kommet i stand efter at vi fandt ud af, påsken var lige om hjørnet, hvilket ikke er noget man tænker over som backpacker. V kunne derfor ikke være hos dem, vi havde troet. Alternativet med at bo hos receptionisten var dog ganske godt. Vi havde to rigtig gode dage hos familien Moy, der bl.a. viste os Wingham Brush, som skulle være den sydligste regnskov i Australien. Det specielle ved denne skov er, at det er et meget populært sted for flyvende hunde. De hænger overalt i trækronerne, og man kan ikke undgå at lægge mærke til dem, for de laver en gevaldig larm. Ellers stod de to dage på en tur til stranden, afslapning og lidt rundvisning i området.

Den 29. marts (langfredag) gik turen videre til Taylors Arm, hvor påsken skulle tilbringes hos familien Perkins. Her var både bedstemor Helen (89 år) og de to sønner, Richard (30 år) og Andrew (27 år), inviteret. Vi blev taget rigtig godt imod, og vi fik serveret mad og alkohol i stimer. Specielt alkohol er noget, australierne holder meget af. På den måde gik påsken stille og roligt i dejligt selskab - og selvom der er 20.000 km hjem til vores egne påsketraditioner, så blev vi da ikke snydt for lidt chokolade.

Den 3. april blev den store beslutning om bilen taget, og så kunne vi begynde at se frem til den kæmpe frihed, der er, at have egen bil i Australien.

5. april gik turen til Pillar Valley og familien Jones (Geoff og TA). Det skulle vise sig, at vi kom til at tilbringe end del tid hos dem. Første aften tog de os med ud at spise med familie og venner, hvor menuen stod på kinesisk. Og jeg skal love for, jeg fik spist noget kinesisk. Når chancen byder sig er det med at få fyldt depoterne op J Selvom jeg var godt fyldt op efter de to første retter, kan man jo ikke lade desserten stå uden at smage på den. Det blev dog til lidt mere end bare at smage. Desserten stod nemlig på friturestegt vanilleis med karamelsovs - MUUUMS!

7. april tog vi ind til Grafton, som er den nærmeste større by. Her skulle vi se en kamp mellem Ghosts og Rebels i den australske fodboldliga (ikke fodbold som vi kender det fra Europa). Det var ganske interessant at se, selvom det var en meget ulige kamp. Ghosts (det forkerte hold) vandt med 52-0. Det er dog stadig en god oplevelse at have fået med.

9. april ankom vi til den farm AK har arbejdet på i 3,5 måned. Farmen ligger mellem Walgett og Come-By-Chance godt 650 km inde i landet. Den næste uges tid skulle nu stå i outbackens tegn. Det var mange måneder siden, de havde haft regnvejr på disse kanter, hvilket set fra farmenes synspunkt ikke er særlig godt, da det tørre vejr sætter en stopper for såningen af næste sæsons afgrøder. Set fra vores synspunkt var det nu ikke helt dårligt, da familien derfor havde mere tid til os. Det medførte, at jeg fik set store dele af deres farmland, som virkelig er fladt som en pandekage.

Den 11. tog Bill (farmeren) mig med ud i sin nye traktor; 450 HK, og en motor til en værdi af 75.000 dollars. Planen var at så resten af den mark, han allerede var gået i gang med. Marken skulle kun bruges til kvæg og får, hvilket er grunden til, han havde startet der og ikke på de andre marker. Efter at have taget to ud af de tilbageværende 14-16 baner måtte vi dog stoppe. Såmaskinen opførte sig lidt mærkeligt, så det var vi nødt til at kigge på. Ét af de hjul, der holder vægten af maskinen, når den drejer, slingrede voldsomt. Det viste sig, at kuglelejet var fuldstændig ødelagt og at det også var gået ud over akslen. Ikke mere traktorkørsel den dag. Hen på eftermiddagen tog vi alle til en farm ved navn Outwest Angus, der ligger i nærheden af Quambone. Her skulle vi hjælpe med lidt praktiske ting den efterfølgende dag, hvor farmen afholdt deres første "Bull sale", hvor 50 unge tyre skulle sælges på rigtig auktionsmaner. Vi blev alle sat i arbejde om fredagen (12.) hvor salget skulle være. Jeg var så heldig at blive udvalgt som dagens fotograf - lige et job for mig. Det ved jeg i alt fald, jeg kan finde ud af J Kl. 13 gik auktionen i gang, og der var en ganske pæn mængde af potentielle købere. Ud af de 50 tyre blev 44 solgt på auktionen (de 6 tyre, der ikke blev solgt, kunne dog købes på almindelig vis efter auktionen). Priserne lå på 3.500-5.500 dollars pr. tyr (21-33.000 kroner). Der var dog én tyr, der skilte sig lidt ud. Tyr nummer 3 blev solgt for ikke mindre end 13.000 dollars (78.000 kroner)! Efter en vellykket auktion med en gennemsnitspris på 4.400 dollars pr. tyr (26.400 kroner) gik turen tilbage til "vores egen" farm. Det havde været rigtig interessant at se, hvordan sådan et salg foregår.

Den 13. tog jeg bilen om formiddagen og kørte nordpå til opalbyen Lightning Ridge. Første punkt på dagsordenen var en tur forbi turistinformationen for at bestille en guidet tur rundt i byen. Ingen problemer. Da guiden hentede mig to timer senere fandt jeg ud af, at jeg var den eneste, der fået tanken at tage en guidet tur på dette tidspunkt. Jeg fik derfor en 2,5 times, privat, guidet tur rundt i Lightning Ridge. Det var rigtigt spændende at se og høre om, hvordan opalminerne fungerer i dag og hvor relativ lille en udvikling der har været gennem tiden. På turen kom vi f.eks. forbi Lunatic Lookout, der er en åben opalmine. Normalt er opalminer ikke åbnet på denne måde, men i dette tilfælde blev det gjort at sikkerhedsmæssige årsager. Af fare for sammenstyrtning grundet da mange underjordiske miner, valgte man at grave hele området ud. Senere på turen fik jeg en lille snak med en 82-årig gut, der havde gravet efter opaler i ca. 40 år i Lightning Ridge. Man skal godt nok være lavet af noget specielt for at have sådan et arbejde så længe! Efter en fantastisk dag i opalernes tegn blev dagen sluttet af på pubben i Walgett, hvor jeg mødte nogle af AK's venner, og vi havde en rigtig hyggelig aften.

Den 16. april var det tid at sige farvel til outbacken og begive os tilbage med kysten. Vi havde besluttet os for at tage turen på godt 600 km på én dag. Det skulle vise sig at blive en hel del hårdere end forventet. Vi var så uheldige at have vejrguderne imod os, så da vi var ca. 60 fra Grafton røg vi ind i det vildeste stormvejr. Jeg tror aldrig, jeg har prøvet noget lignende! Det haglede som jeg ved ikke hvad, vandet blev ved med at vælte ned i lårtykke stråler, lynene slog ned omkring ørerne på os - rent helvede. Jeg havde fået æren af at sidde bag rattet, hvilket bestemt ikke var nogen fornøjelse. Det endte med, vi lå og kørte 10-20 km/t med katastrofeblinkene til. Vi havde ikke lyst til at stoppe af frygt for bagfrakommende biler/trucks og væltende træer. Det skete flere gange, at vi blev helt i tvivl om hvilken side af vejen, vi egentlig kørte i, og om vi faktisk kørte i den rigtige retning. Det var helt umuligt at se vejstriberne eller noget som helst, så det var virkelig en uhyggelig køretur. Heldigvis overlevede vi turen til helvede - eneste synlige skade var et splintret sidespejl. Det kan man heldigvis betale sig rimelig nemt fra. I Grafton ventede Geoff og TA på os, så efter at have sundet os lidt gik turen hjem til dem, hvor vi skulle passe deres hus i en lille uges tid, da de havde en forlænget weekend, der skulle bruges på to bryllupper.

Vi havde været så heldige at få nogle småjobs omkring deres hus/farm, så den 18. og 19. gik for mit vedkommende med at male havelåger. Den 22. skulle hovedparten af deres kvæg graviditetstestes af veterinæren, så der skulle vi have samlet kvæget og gjort dem klar. Endnu engang en interessant ting, når der er noget, man aldrig har set/prøvet før. Da Geoff og TA kom tilbage i midten af den efterfølgende uge, syntes de, at lågerne så alt for godt ud i forhold til resten af stakittet, så det brugte jeg da lige 3 ekstra dage på at gøre rent og male. Men det var nu rart nok at have noget at lave, så det hele ikke bare går op i afslapning.

Fra den 30. april til den 3. maj valgte jeg at tage på surf camp ved Spot X, hvilket var et rigtigt godt valg. Jeg havde min første lektion den 1. hvor vi brugte en halv times tid på lidt hurtigt teori omkring bølger osv. Derefter gik vi på stranden og blev introduceret til diverse teknikker til at fange bølgerne og til rent faktisk at komme op at stå på boardet. Den sidste halvdel af tiden (ca. 1 time) blev brugt i vandet, hvor det hele skulle afprøves. Det lykkedes mig da heldigvis at komme op at stå et par gange den første dag, så det var virkelig tilfredsstillende. Anden dag på campen var hundekold.

Alligevel brugte jeg eftermiddagen i vandet sammen med nogle af de andre, så alt i alt plaskede jeg rundt i vandet i 4,5 time den dag. Tredje og sidste dag kom solen tilbage. Det var også den bedste dag hvad angår det at fange bølgerne, så det var en rigtig god afslutning. Jeg overvejede virkelig at tage ud i løbet af eftermiddagen igen, men min krop var så smadret fra den foregående dag, så det blev ikke til mere end afslapning med de andre surfere. Så nu kan jeg da sige, at jeg har taget hul på østkysten og dens oplevelser.

Den 4. maj nåede vi så frem til Byron Bay, hvor vi har været lige siden. Vejret har ændret en hel del, så de sidste par dage har den stået på skyer og regn. Vi havde dog tid til at tage på stranden med et par surfboards. Det var ikke den store succes, da de var meget anderledes en dem, jeg var "vant" til. Jeg fik dog fanget et par bølger, så helt spildt tid var det ikke. Byron Bay som by er egentlig ikke så speciel. Her er fyldt med backpackere, der alle rejser op og ned ad kysten. Det mest specielle ved byen er, at det er Australiens mest østlige punkt, som jeg gik ud til i dag (den 7.). Så nu kan jeg også sige, jeg har været der J

Nå, men det var så den update. Den blev vist en del længere end hvad jeg havde regnet med, men så er der jo lidt at læse. Og ingen kan beskylde mig for at skrive for lidt. I morgen kører vi ind i Queensland, hvor de fleste af mine oplevelsesture skal foregå. Så inden vi får set os om er det blevet tid til endnu en update fra turen Down Under.

P.S. det skal lige nævnes, at min hjemkomst nu er blevet flyttet til den 6. august, så jeg har tid til a se alt det, jeg har i tankerne.