efter en virkelig vellykket introtur.

Det hele startede, da vi ankom i Cusco lufthavn. Vi blev modtaget som var vi kendisser. Der var musik, dans, gaver, folk der filmede os og interviewede os. Vi stod helt mundlamme, men med et kæmpe smil på og følte os som jordens vigtigste mennesker. Det var så vildt. Det viste sig, at det var world tourist day, eller noget i den dur, så alle turister skulle åbenbart hyldes ved ankomst i lufthavne. Det var virkelig en oplevelse!

Efter den flotte velkomst, mødte vi vores guide Dirty Harry. Han var en meget taleglad mand, og han yndede at slutte hver eneste sætning af med et langt og skingert 'riiiiiiight?'... Flere af os fik til sidst tics af det.

Det viste sig senere, at Dirty Harry ikke bare var et kort bekendtskab, som skulle følge os til vores camp i Ollantaytambo, nej, han skulle mindsandten være vores tro følgesvend de næste 3 dage, (det skal lige siges, at vi tildels lærte at holde af ham, og hans måde at slutte sætninger af på).

På vej fra Cusco til campen i Ollantaytambo da jeg sad og kiggede på de smukke bjerge glide forbi, blev jeg flere gange grebet af den vildeste lykkerus. Min mave var fyldt med sommerfugle og jeg følte mig glad helt ind til benet. Det var fantastisk at have det sådan og jeg følte, at jeg virkelig var til stede i nuet, noget som jeg vil øve mig i at være hjemme i Danmark også.

Da vi ankom til campen et par timer senere, blev vi mødt af den smukkeste udsigt som tog vejret fra os. Vi kunne se bjerge så langt øjet rakte. Både 'almindelige' bjerge, men også sneklædte bjerge omme bagved. Det var fantastisk og vi havde en dejlig aften, med teambuilding og øvning i håndstand (har sat mig et mål om at kunne stå på hænder, når jeg kommer hjem). Aftenen blev sluttet lettere panisk af, da min teltmakker og jeg febrilsk gennemsøgte vores telt fra ende til anden, for taranteller og kakkerlakker, som Harry havde fortalt, at der meget vel kunne være. Heldigvis var der ingen og vi kunne sove trygt.

Morgenen efter blev vi vækket af banken på teltet. Vi åbnede forvirrede teltet, og udenfor stod de to sødeste mænd jeg nogensinde har mødt. Den ene med kokkehue og tebord og den anden med kogende vand klar til at lave os en kop coca-te til at vågne på. Det var så vildt, at få serveret te på sengen, med udsigt udover Andesbjergene og jeg er mega taknemmelig over at have oplevet det. (se billedet på blogindlægget)

Dagen bød på en 4 timer lang vandretur i bjergene, som opvarmning til Machu Picchu trekket, vi skal på om 2 ugers tid. Heldigvis gik det godt og det var en super fed følelse, at gå i den vilde natur og mærke sveden banke af os (nu må du næsten være lidt stolt far. Din datter nød en vandretur!!).

Resten af dagen hyggede vi os med teambuilding og sangskrivning, som vi skulle optræde med rundt om bålet samme aften. Det var super underholdende og alle havde lavet rigtig sjove sange. Det var dog samme aften ved bålet, at jeg blev ramt af min onde sygdom (influenza agtig) som plager mig endnu.

Næste morgen tog vi tilbage til Ollantaytambo, som er en super hyggelig by, ikke så langt fra Cusco. Her spiste vi og hyggede og jeg brugte en del af dagen på at ligge i fosterstilling på hotellet. Det var også her, jeg kunne mærke hjemveen gnave for første gang. Noget som jeg ellers havde håbet på at kunne nogenlunde undgå. Heldigvis har jeg de sødeste venner hernede som krammer mig og passer på mig, når feberen får mig til at blive Nina 5 år igen.

I dag ankom vi så til Cusco, efter et tur på et stort flot marked i Pisac. Her spiste vi mad tilberedt i små boder til 3 soles pr. mand = 6 kr. overskueligt!

Samtidig havde vi udsigt til en masse små peruvianke børn som i tide og utide hev bukserne af og tissede ud over markedspladsen. De ved sandeligt hvordan de fremmer forældrenes business i madvognene....

efterfølgende kørte bussen os ud til en surprise arrangeret af vores leder Rikke og Dirty Harry. Vi skulle besøge en lamafarm. Det var helt sikkert dagens optur, og vi fik lov til at fodre dem, klappe dem og Sebastian fik endda lov til at blive spyttet lige i ansigtet, heldige rad!

Efter besøget på lamafarmen kørte vi langt om længe til Cusco, hvor vi blev indkvarteret på det hotel, der skal være vores hjem de næste 3-4 ugers tid. Her er så hyggeligt og udsigten er til at tabe pusten over. Jeg må poste et billede, så I kan sukke med mig.

Aftenen er blevet brugt på kollektiv ubehag og semi-højdesyge for manges vedkommende. Jeg tror heldigvis jeg går udenom, men det er nu noget syret, når jeg efter at have gået op af en 20 trinstrappe, bliver nødt til at sætte sig på sin seng, fordi mit hjerte hamrer og jeg har svært ved at få vejret. Velkommen til højderne, siger jeg bare . Vi mødte også vores idrætslærer Michael i dag, og han virker super sej og ambitiøs og jeg har store forventninger til undervisningen. Jeg tror virkelig, at det bliver spændende.

Nu vil jeg lægge mig og sove den sidste rest sygdom ud af kroppen, så jeg i morgen kan være mere den rigtige Nina og ikke den lille pjevs, som skal krammes hele tiden. Jeg håber, at I kan følge med i mine indlæg, selvom jeg har tendens til at remse lidt op. Det er mest for, at jeg selv kan huske hvad jeg egentlig har lavet, for der sker så sindsygt meget omkring mig hele tiden.

Jeg savner jer dejlige mennesker.

KYYYYYYYYYYS