18. februar Franz Josef

Jeg er paa det smukkeste sted paa jorden. Her er regnskov, hoeje bjerge med dybgroenne traer, vandfald, flodlejer, frostkrystalklar luft og frem for alt den lange, enorme gletcher der bugter sig ned gennem bjergpasset som en lang isnende tunge.
Staaende for fode af bjerget foeler man sig meget lille, men eventyrlysten og fri - ja landskabet er faktisk lige praecis som i Ringenes Herre (sorry, men det er det altsaa!). Jeg er paralyseret naar jeg stirrer paa endnu et fantastisk syn ud af busruden eller paa et lookout. her er magisk, intet mindre.
Har booket en hel dags hiking paa gletcheren i morgen, hvor vi skal se isgrotter og blaa is!

19 Februar, Glacier Walk!

Har haft en vildeste, fede dage i mit liv. Endelig har jeg vaeret paa en tur der levede op til mine forventninger om fare og adrenalin. Awesome.
Vi startede kl 8.15 i morges ved hikingcentret og blev udstyret med hue, vanter, regnjakke, pigklamper og vandrestoevler (meget tunge af slagsen - foeles som militaerstoevler!). Saa koerte vi ud til lookoutet og fortsatte til fos hen ad sma ubetraadte stier indtil vi naaede flodlejet, der fortsatte op mod gletcheren.
Min gruppe fik den nice guide, Credi, der var halv mauri. Han kunne fortaelle en masse syrede ting om naturen, geologien og kulturen paa New Zealand. Det viste sig at flodlejet og gletcheren rent faktisk repraesenterer revnen mellem to tektoniske plader, og med et blik paa de stejle bjergsider er du ikke i tvivl.
Vi naaede foden af ismassen og satte pigskoene paa. Saa begyndte vandringen op ad den enorme iskolos og det var haard hiking, skulle jeg hilse at sige! Undervejs maatte Credi hakke trappetrin ind i ison saa vi kunne gaa der, og man blev hurtigt glad for sine pigklamper, der holdt dig godt fast i den glatte is. Det er ikke for ingentind at der er advarselstegn overalt, der siger at man netop IKKE skal fortsaette op ad isen, fordi der er fare for sten og isskred. Et par steder saa vi ogsaa isen falde ned, fordi den smeltede i solen.
Snart bredte islandskabet sig ud for vores blik. Hvide, blaa og graa konturer bugtede sig op og ned ad de frosne sider, som vi langsomt fik banet os hoejere op. Overalt laa der smaasten og klippestykker, vidnende og faren for skred og rystelser, men jeg var paa intet tidspunkt utryg.
Efter en time fik vi uddelt ishakker og fortsatte nu op ad haardere og mere besvaerlige ruter i isen. der var smaa vandloeb, tuneller og huller der loeb under isen. Hele tiden gik vi med den blaendende som mod os, og det var fantastisk som der var hvidt overalt omkring os, under dig, foran dig, paa siderne af dig og saa de groenne bjergsider og den blaa himmel over dig.
Det var haardt hele tiden at hakke foedderne ind i den frosne is, men vi blev vandt til at bevaege os efter et stykke tid og kom stoedt opad. Credi ledte os ned i blaa kloefter, gennem dryppende ishuler og op ad svimlende stejle formationer i isen, hvor vi maatte bruge reb til hjaelp. Hele tiden var ishakkerne i brug, for at vi kunne hage os fast og hele tiden blev der hakket nye trin i den smeltende is. Efter 4 timer naaede vi 'toppen' paa ruten. Maerkeligt som vi knapt nok var en fjerdedel oppe ad gletcheren og man stadig stirrede opad, hvor der bare var is, is og is.
Var traet men glad, da vi begav os nedad igen, denne gang gik det lidt hurtigere, da vi tog en nemmere vej.
Nu ligger jeg i min seng, mine ben snurrer, der er vabler paa mine haele og mit ansigt er solskoldet, men jeg har haft den fedeste dag i mit liv.