Profile
Blog
Photos
Videos
Tanzania er så ægte, autentisk og unikt og det slår mig, hvor meget folk virkelig lever i nuet. En dag tager den næste, man går i bad, laver mad, vasker tøj og gør sine pligter. OG alting gøres med et smil på læben og uden stress. Børnene synger, danser og driller hinanden mens de gør deres pligter. Tiden står på en gang stille og løber afsted. Der er nu gået 14 dage siden jeg sidst berettede om livet på børnehjemmet i Usa. Meget er sket, vi har sagt farvel til Bibi Julie, som er en dansk kvinde der har arbejdet her på børnehjemmet i to år. Hun har selvfølgelig været en stor støtte for både børn og volontører, og vi fik sagt rigtig fint farvel med snobrød, lækker mad og mini-disco inden hun rejste hjem. Vi satte musik på en af vores computere, og det lykkedes for vores tynde børn at ryste kroppen mere end hvad burde være muligt. Jeg har virkelig aldrig set så meget rytme, og børnene fik mig overbevist om de har adskillige flere led end os stive vesterlændinge :) Dagen inden Julie rejste tog jeg et par af børnene med i creative room, hvor vi lavede fine ting i afskedsgave, så Julie havde nogle personlige minder fra vores dejlige børn.
Efter Julie rejste, er der startet en ny periode her på centret. Volontørerne har nu en mere direkte opgave sammen med manageren og vi skal have uddannet noget af staff, så alle kan hjælpe mere til med den daglige drift. Sidste mandag startede jeg derfor computerclass op for tre af vores faste staff. Det var virkelig noget der gav mig sved på panden. For det første er det jo Vibe der er computereksperten hjemme, og hun plejer at hjælpe mig, når computeren og jeg ikke er enige. Jeg sendte mange tanker til min søde søster, mens jeg forsøgte at lære fra mig på bedste vis. Jeg tror unge i vesten har en computerlogik, der bunder i, at vi er vokset op med computeren og er venner med den. De søde staff så ud som om computeren ville bide dem, hvis de tænkte på at trykke på en knap. Men jeg fik lært dem at tænde, og stille og roligt blev de mere fortrolige med tasterne. Til sidst kunne de endda skrive i word og jeg var mere end stolt.
I Tanzania er der regntid nu, og det gør vi som regel har vand nok på centret. Imidlertid har vi haft det meget varmt, meget tørt og meget støvet den sidste uge. Vandet er sluppet op, og børnene er derfor nødt til at gå til floden og hente vand. De henter vand i store spande, og bærer dem hjem på hovedet. Alting ser meget let og elegant ud! Jeg bestemte mig derfor til at hjælpe nogle af de store piger, og så fik jeg på samme tid set floden. Det var en rigtig hyggelig lille tur, og jeg ville selvfølgelig ikke stå tilbage for dem, så jeg tog den spand der var fyldt mest med vand! Da jeg ikke selv kunne løfte den, hjalp de mig med at få den på hovedet og mens de gik super elegante og blot behøvede at støtte spanden med den ene hånd en gang imellem, så gik jeg helt krampagtigt med begge hænder knuget om spanden og skulle samtidig hilse på alle der kom forbi, fordi jeg var hvid. Jeg lærte, at det er dumt at gå til floden i en hvid t-shirt, man skal ikke grine når man går med 22 liter vand på hovedet og her to dage efter er jeg stadig stiv hele vejen ned igennem nakken. Men jeg følte mig supersej og jeg har bestemt mig for at hjælpe med at hente vand så ofte som muligt.
Hverdagene går rigtig stærkt for børnene med pligter og skole, så når det endelig er weekend forsøger vi at lave forskellige ting med dem. I søndags gik vi til Coffé Farm med 12 af de mindre børn. Det er en tur på et par kilometer gennem byen og langs med vidunderlige rismarker. Jeg gik og var så betaget af, hvor venlige tanzanianerne er og hvor smukt det hele var, efter vi kom lidt uden for byen og byens støj forsvandt i baggrunden var det virkelig muligt at nyde den imponerende natur. Solen skinnede og endelig kom vi til floden. Børnene sprang straks i det mudrede flodvand. Jeg elsker jo at svømme og bade, så selvfølgelig hoppede jeg efter dem. Jeg må dog indrømme, at der var langt til de smukke strande og det klare vand i Grækenland, som jeg savner så meget! Børnene havde sæbe med og de vaskede sig og jeg brillierede med et par svømmetag til stor morskab for børnene, der ikke selv kan svømme. Efter at jeg havde været helt under nogle gange skyndte jeg mig op, og kort efter måtte jeg holde mig på maven af grin. Vi har den sødeste dreng på 8 år, og han havde lagt sine underbukser inde i mine bukser ved kanten, da jeg gav dem til ham kastede han dem straks afsted og ramte Lotte i hovedet, hvorefter de faldt i vandet og var gennemblødte. Langs med flodkanten var der ikke så meget at gøre, så han tog dem på hovedet og løb rundt med dem til de tørrede. Det lykkedes os at få børnene med lidt længere op af floden, hvor vi mødte et par hyrder der havde en kæmpe flok af æsler, køer og geder der krydsede floden og lagde en helt del ekskrementer i det vand som skyllede direkte ned til det sted, hvor vi lige havde badet. Jeg var vildt begejstret for dyrene og synes æslerne var så søde at jeg slet ikke opdagede den lille igle som listede op på min fod. Lad os blot sige, at nu har jeg badet i floden :) Hjemturen var simpelthen så vidunderlig, vi gik mellem kæmpe store kaffeplantager garanteret ejet af hvide mennesker og enorme mango og advokadotræer der slingede sig i smukke alléer og jeg følte mig som en anden Karen Blixen med børnene løbende afsted foran.
Tanzania er så fantastisk, og I kan garanteret sagtens høre at landet er alt, hvad jeg havde drømt om! Imidlertid er der også ting der ikke er særligt idylliske. Her er det vigtigt man har respekt for autoriteter, og man skal ikke stille spørgsmålstegn ved alting. Vi er nødt til at følge reglerne og normerne for det tanzanianske samfund når vi opdrager børnene. På børnehjemmet vil det sige, at hører børnene ikke efter, så skal vi uddele straffe. Den anden dag måtte jeg give punishment til en af de store drenge, da han nægtede at gøre, hvad jeg bad ham om. Det var min punishment debut, og jeg følte mig virkelig strid og meget upædagogisk, men det er Tanzania ligesåvel gæstfriheden vi møder på gaden. Desuden sad jeg med en af de små piger i går, og hun blev ved med at sige til mig at hun ikke ville have jeg holdt om hendes skuldre. Jeg tog hendes hånd i stedet og så hun havde et sår, som jeg tilbød at rense. Hun fortalte mig, at hun havde fået "sticks" i skolen og det var derfor, hun havde så ondt i skuldrene og at hun havde et sår i hånden. Dette var ikke sket fordi hun ikke havde lavet lektier eller at hun larmede. Hun havde blot lavet en fejl i sit hjemmearbejde, og det blev straffet the tanzanian way.
Nu tror jeg jeg har fået berettet det meste, og jeg vil ud på eventyr, da jeg har fri i dag. Egentlig tror jeg bare jeg vil slænge mig i bløde hynder på en tysk café, der ligger i forbindelse med et rehabilitereingscenter. Her har de mzungu toiletter og man kan ligge dejligt blødt med musik i ørerne og nyde gulerødsboller med næsten rigtig smør og frisk juice :)
Jeg håber I alle har det godt, jeg savner jer og sender masser af tanker hjem med de vidunderlige tanzanianske solstråler!
- comments
Peter Dam Nina, det er helt fantastisk at læse!!! Wow hvor jeg er misundelig, er glad for at du bare nyder livet! Jeg kender godt det med, at tiden står stille og alligevel går hurtigt. Det er skønt. Og sejt af dig at du tog den største spand med vand! Jeg håber du får mange flere dejlige oplevelser dernede!