Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag d. 13. Oktober fik jeg endelig Mor og Ohl på besøg :) Skønt. Efter min vagt på pubben lørdag eftermiddag, mødtes jeg med dem på deres hyggelig B&B ved Victoria station. :) Lørdag aften gik hurtigt med at "catche up" og spise god mad på den lokale restaurant ved deres hotel.
Søndag mødtes vi ved Tate Modern, hvor vi var inde og se Sehgals live-udstilling - omkring 70 mennesker, der render rundt og laver skøre ting, indtil de lige så stille bevæger sig ind mellem museumsgæsterne og fortæller en historie fra deres liv, som har gjort stort indtryk på dem. Det var ret fascinerende!
Bagefter besøgte vi Real Food Festival ved Waterloo, denne gang uden brød, men med ost og vin i stedet. Jeg tror godt jeg kunne vænne mig til at komme der hver weekend! Ud på eftermiddagen sejlede vi på Themsen hjem til mig. Færgen stopper for enden af min vej. Jeg skulle jo vise mor og Ohl, hvor jeg bor, og heldigvis var mine søde flatmates Agata og Steve også hjemme. Agata havde bagt kage til de kom, og hun bød på polsk vodka (hun er fra Polen), og jeg tror mor og Ohl, ligesom jeg, synes at det er nogle meget, meget søde flatmates, jeg har :)
Efter mange grin og sjove historier fra Steve, gik jeg en tur med mor og Ohl i min lokale park, hvor vi besøgte udsigtspunktet. Bagefter skulle vi en obligatorisk tur på Wibbley Wobbley (min lokale pub), som ligger på en båd. Jeg skyldte bartenderen en øl fra sidste gang :)
Om aftenen spiste vi lækker fransk mad på Cafe Rouge inde ved Leicester Square. Det er farligt at have besøg med så meget god mad!
Da jeg havde fri fra arbejde mandag, mødtes jeg med dem igen, og vi gik en lang tur omkring i vestcentrum, inden vi spiste på en italiensk restaurant og gik i teatret. Vi så Shakespeares Much ado about nothing, som var rigtig smuk og sjov, men desværre RIGTIG svær at forstå, da de snakkede Shakespearean engelsk med INDISK accent! :) Men vi hyggede os da alligevel! Tirsdag kom mor og Ohl til Notting Hill, da jeg havde fri, så jeg kunne vise dem lidt rundt.
Vi var inde og se museet, som jeg arbejder på (det er bare som en del af PI, jeg har en vagt der ind imellem, men det er et skønt sted!). Her kan man se mærker, produkter og emballager fra for 150 år siden til i dag - fx Coca Colas eller Kelloggs' eller Nescafes udvikling gennem tiden.
Bagefter var vi på min pub og få en øl :) Om aftenen var vi ude at spise med Mette. Det var rigtig hyggeligt!
Tusind tak for et dejligt besøg mor og Ohl :)
- comments